Strøm slukker for stemmerne i hovedet

Franske forskere afslører, at elektriske impulser kan fjerne skizofrene personers hallucinationer om indre stemmer.

Stemmer

Et magnetfelt omkring kraniet kan lede strøm gennem hjernen og fjerne stemmer i hovedet.

© Université de Caen Normandie

For skizofrene er forstyrrende stemmer i hovedet ofte et almindeligt symptom, som giver alvorlige problemer i hverdagen.

Nu har forskere fra University of Caen i Frankrig dog fundet en mulig kontakt til at slukke for stemmerne.

Forskerne giver hjernen stød

Forskerne har vist, at stemmerne forstummer, hvis patienters hjerne påvirkes med transkraniel magnetstimulation (TMS).

Metoden går ud på at sende elektrisk strøm gennem udvalgte steder i hjernen ved at forme et magnetfelt omkring kraniet.

Forsøgspersoner klarede sig bedre i test

I forsøget besvarede de 59 patienter først en række spørgsmål om stemmerne i deres hoved – fx hvor ofte de oplever stemmerne, og om stemmerne lyder til at komme udefra eller inde fra hovedet. Ud fra svarene fik forsøgsdeltagerne tildelt en hallucinations-score.

Herefter blev deltagerne tilfældigt inddelt i en kontrolgruppe, som ville få falsk behandling, og en gruppe, som ville modtage den målrettede stimulering.

35 procent af personerne, der fik den rigtige behandling, oplevede en markant forbedring, hvorimod kun 9 procent i kontrolgruppen hørte færre stemmer i hovedet.

Forskerne vil nu undersøge, om teknikken på længere sigt kan hjælpe patienterne.