Shutterstock

Så mange venner skal skolebørn helst have

En stor undersøgelse giver et fingerpeg om, hvor mange venner skolebørn med fordel kan have, når det gælder trivsel og mental sundhed.

Ingen er i tvivl om, at venskaber er værdifulde. Tidligere forskning har ligefrem dokumenteret, at gode venner er utroligt vigtige for børn og unges livskvalitet.

Dog har der manglet forskning i de underliggende mekanismer i hjernen, som gør venskaber så betydningsfulde. Det har forskere set nærmere på og kan nu afsløre, hvor mange venner børn og unge ideelt set bør have for at klare sig bedst.

Deres forskning er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift for biomedicin og biovidenskab, eLife.

Sundere hjerner og bedre kognitive evner

Forskerne studerede over 23.000 børn og unge, som i forvejen medvirkede i den anerkendte amerikanske ABCD-undersøgelse (Adolescent Brain Cognitive Development). Ved at analysere data samt scanninger af hjernen og koncentrationen af i alt otte forskellige neurotransmittere kunne forskerne se, at for hver ekstra ven helt op til fem venner, havde det en positiv indvirkning på hjernens udvikling, de kognitive evner, mental sundhed og præstationer i skolen.

Fem venskaber var altså den øvre grænse – eller skæringspunktet. Når antallet af venner oversteg dette, var det ikke længere forbundet med fordele. Faktisk kunne forskerne se, at de kognitive evner gik ned hos dem, som havde flere end fem nære venner.

”Der er tale om en undersøgelse af høj kvalitet, som er udført af dygtigere forskere”, fortæller Mona Bekkhus, som er professor i psykologi ved Universitet i Oslo. Dog advarer hun imod at låse sig fast til en opfattelse af, at unge for enhver pris skal have en vennekreds på fem.

Støttende og gensidige venskaber

”Vi skal nemlig huske på, at dette er en amerikansk undersøgelse, og USA er helt anderledes. Vi har lidt mindre skoler, og hos os er det måske ikke lige præcis fem venner, som er det optimale at have. Det vigtigste er, at man har støttende og gensidige venskaber”, præciserer hun.

Der findes forskning, som viser, at det kan have afgørende betydning for børns chance for at klare sig videre i livet, at de har mindst en rigtig god ven. Det gælder især for sårbare børn, som for eksempel har det vanskeligt hjemme eller bliver udsat for mobning. At have flere bedste venner giver også god mening, for hvis man kun har en, og denne lægger sig syg i en uge, står barnet ganske alene i den uge.

Omvendt er der en grænse for, hvor mange venskaber, en person reelt kan opbygge og vedligeholde, uden at det bliver overfladisk og mister sin værdi.

Vigtigt at finde venner i mange miljøer

Til gengæld anbefaler Professor Bekkhus at have venner fra flere miljøer, da det giver langt mere alsidighed.

”Har man udelukkende venner fra skolen, kan det blive ensomt, hvis man skifter skole. Det samme gælder, hvis man kun er sammen med de venner, man dyrker sport med og pludselig stopper til den sport”, forklarer Mona Bekkhus.

Hvis barnet derimod er aktivt i flere miljøer i nabolaget, i sportssammenhæng eller i forbindelse med andre fritidsaktiviteter, er der mange platforme, hvor venskaber kan blive etableret og fastholdt.