Fedtrig skurk
Hovedrollen bag opdagelsen er et lille fedtholdigt hormon kaldet aldosteron, der pumper ud fra særlige hormonkirtler, kaldet binyrerne, og dikterer salt- og væskebalancen i kroppen. For meget af hormonet kan medføre for højt blodtryk, hvilket netop var tilfældet for de 128 personer, der deltog i undersøgelsen.
Overproduktionen af hormonet skyldes ofte små, godartede knuder i en af binyrerne, som ifølge undersøgelsen findes hos en ud af 20 af alle personer med forhøjet blodtryk.
Bliver aldrig opdaget
Knuderne kan let fjernes ved hjælp af et simpelt kirurgisk indgreb. Problemet er bare, at de små klumper er ekstremt svære at opdage.
"Indtil nu bliver 99% af tilfældene aldrig diagnosticerede, fordi undersøgelserne er besværlige," lyder det fra Morris Brown, som er professor ved Queen Mary University of London og en af forfatterne bag undersøgelsen i en pressemeddelelse.
Netop det problem har læger fra Queen Mary University of London nu fundet en løsning på.
Én stor forhindring
Et særligt molekyle kaldet metomidat ophober sig nemlig omkring de små knuder i binyrerne, som overproducerer hormonet aldosteron. Ved at sprøjte metomodat-molekylerne med et særligt radioaktivt sporstof og sprøjte den ind i patienterne få minutter før en CT-skanning, kunne forskerne se knuderne lyse op på billederne.
Sammen med en urintest var de derfor i stand til at udpege netop de patienter, der kunne kureres for deres høje blodtryk ved at fjerne hormonkirtlerne i et simpelt indgreb. Og det er en kæmpestor forbedring i forhold til de besværlige kateter-undersøgelser, der bliver brugt i øjeblikket.
En af de store forhindringer, før teknikken kan bredes ud, er imidlertid, at de radioaktive molekyler, der bruges til at opspore knuderne i kroppen, har en halveringstid på 20 minutter, hvilket betyder, at de skal bruges med det samme på stedet.
Men forskerne arbejder lige nu på nye forsøg, hvor det radioaktive sporstof har en halveringstid på to timer. Lykkes de, har metoden, ifølge forskerne, potentialet til at blive udrullet på langt flere hospitaler.