Shutterstock
Solskader

Særlig metode kan tilbagerulle rynker og solskader

Museforsøg afslører, at en særlig teknik formentlig kan sparke gang i kroppens egen produktion af kollagen og potentielt behandle hudlidelser og alvorlige sygdomme i fremtiden.

Solens stråler kan føles som en kærkommen og savnet ven, men de elektromagnetiske partikler kan også være direkte skadelige for vores hudceller og medføre tidlig ældning og i værste fald hudkræft.

Nu er det lykkedes forskere at tilbagerulle solskader og rynker i huden på mus i løbet af bare 28 dage ved at efterligne metoden i en kendt vaccine. Undersøgelsen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift nature biomedical engineering.

Efterligner vaccine

Rynker opstår til dels, fordi de såkaldte UVA og UVB-stråler fra Solen trænger ned igennem hudens forskellige lag, hvor de skader bindevævs-proteinet kollagen og ødelægger både elasticiteten og strukturen i det beskyttende organ.

For at tilbagerulle skaderne på hudens celler skævede forskere til noget så overraskende som covid-vaccinen, hvor mRNA med en genetisk opskrift på virussens såkaldte spike-protein bliver sprøjtet ind i kroppen for at forberede vores immunceller på angreb.

Sprøjter opskrifter ind i kroppen

Forskerne, som var ledet af Texas University, ønskede at teste om samme teknik kunne bruges til at øge kollagen-produktionen i hudcellerne hos hårløse mus, som var blevet udsat for UV-stråling i hele 60 dage.

Derfor pakkede de små genetiske opskrifter til at producere proteinet kollagen i små fedtrige partikler, som i forvejen frigives naturligt fra næsten alle celletyper.

Sådan beskytter solcreme huden

Solcreme kan afværge Solens stråler på to vidt forskellige måder.

Solcreme
© Oliver Larsen

Fysisk/mineralsk solcreme

Virker ved, at partikler i cremen som titaniumoxid og zinkoxid fungerer som et fysisk skjold, der reflekterer uv-strålerne væk fra huden.

Solcreme
© Oliver Larsen

Kemisk solcreme

Virker ved, at organiske molekyler fra stoffer som oxybenzone absorberer uv-strålerne og frigiver dem som varme, inden de rammer huden.

Herefter sprøjtede de fem doser af partiklerne ind i fire af musene, mens fire andre af de hårløse mus modtog en anden mere velkendt behandling mod aldring. En sidste gruppe af mus modtog slet ingen behandling for den massive stråling i laboratoriet.

Forvandlet efter 28 dage

Antallet af rynker hos musene blev efterfølgende målt ved hjælp af mikroskoper. Efter bare 28 dage havde de mus, som blev behandlet med mRNA, det samme antal rynker i gennemsnit, som mus, der ikke var blevet udsat for UV-lys. Desuden havde de halvt så mange rynker, som de mus, der blev behandlet med rynkebehandlingen retinol.

Den dramatiske effekt fra indsprøjtningerne forsvandt langsomt over de følgende uger, og efter 56 dage var antallet af rynker tilbage på niveauet før forsøget. Et senere eksperiment afslørede dog, at metoden kunne reducere rynkerne i dobbelt så lang tid, hvis mRNA-indsprøjtningerne blev leveret med mikroskopiske nåle i en form for hudplaster.

Forskere: "Stort potentiale"

Metoden er den første mRNA-metode udviklet til hud. Men forskerne bag undersøgelsen mener, at selve teknikken kan blive afsæt for endnu større fremskridt inden for lægevidenskaben.

Nøglen skal nemlig findes i de små partikler, forskerne bruger til at levere kollagen-opskriften til cellerne. Da de allerede findes naturligt i kroppen får de heller ikke immunforsvaret til at overreagere - og det kan blive altafgørende for andre behandlinger, mener forskerne.

"mRna-behandlinger har potentialet til at løse en række sundhedsproblemer - fx proteintab, når vi bliver ældre, eller arvelige lidelser, hvor visse gener eller proteiner mangler, lyder det fra Betty Kim, som er professor i neurokirurgi og en af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse.

Hun forklarer, at der stadig er lang vej, før vi kan udfolde metoden i praksis, men at de tidlige resultater er lovende, da de små partikler fx også kan trænge igennem den såkaldte blod-hjerne-barriere og levere tumor-bekæmpende mRNA som en potentiel kræftbehandling.