Sensationel udmelding: Netværk af byer bekræfter Kong Davids rige

Flere eksperter betvivler dog den kontroversielle teori om en af de mest kendte skikkelser i Det Gamle Testamente.

Et billede af Davidstårnet, der ligger nær Jaffa-porten ved indgangen til Jerusalems gamle bydel. Nær Jerusalem har nye undersøgelser af fem byer fået en arkæolog til at fremlægge en kontroversiel teori.

© Shutterstock

Et netværk af byer udgjorde tilsammen en væsentlig del af kong Davids rige.

Og dét tyder på, at den omstridte bibelske figur ikke bare var en ydmyg hyrde, som nogle historikere mener - men derimod en prominent leder, som han er beskrevet i Bibelen.

Sådan lyder en kontroversiel teori fra den israelske arkæolog og professor Yosef Garfinkel fra Hebrew University i Jerusalem.

Hans undersøgelse, der er blevet publiceret i det fagfællebedømte tidsskrift Jerusalem Journal of Archaeology, har dog fået panderynkerne frem hos flere eksperter.

De mener nemlig ikke, at Garfinkel fremlægger tilstrækkelig dokumentation for sin teori, der bygger på analyser af fem befæstede byer spredt omkring Jerusalem i Israel.

Ifølge arkæologen stammer byerne fra det tidlige 10. århundrede før vor tidsregning - en datering, der placerer byernes grundlæggelse omkring 200 år tidligere end hidtil antaget.

Hvis Garfinkel har ret, tyder det på, at de spredte bosættelser var en del af kongeriget Juda (Judæa) og blev bygget i løbet af den tid, man mener, kong David regerede over Israel.

Med andre ord må han have kontrolleret et rige af en væsentlig størrelse - hvilket flere forskere gennem tiden ellers har betvivlet, fordi man kun har fundet få beviser på reelle byer under kong Davids regeringstid.

Tvisten om kong David

Garfinkel baserer især sin teori på, at byernes konstruktioner ligner hinanden, hvilket tyder på, at de var en del af et samlet netværk.

Byerne er også forbundet af en række organiserede veje - et andet muligt tegn på, at de var forbundet som en del af det samme kongerige, argumenterer han.

Vækker opsigt

Hans fund er opsigtsvækkende, fordi vi historisk set næsten intet ved om David - udover det, der står i Bibelen.

Af samme grund diskuterer forskere heftigt, om de bibelske beretninger om hans storslåede regeringstid holder vand.

I Bibelen er kong David beskrevet som en ung hyrde, der opnår berømmelse efter at have dræbt kæmpen Goliat.

Siden blev han konge over Judas stamme og senere hele kongeriget Israel.

En "oversimplificering"

Garfinkels forskning bekræfter den bibelske fortolkning af kong David som en magtfuld hersker, der kontrollerede et stort imperium.

Men ifølge fagfæller er hans teori bygget på en forsimplet analyse.

"Jeg synes, det er en oversimplificering, og han forfladiger detaljerne," siger professor Aren Maeir, en arkæolog fra Bar Ilan Universitet i Israel, til avisen The Times of Israel.

"Der er mange små detaljer, jeg ikke er enig i, og der er generaliseringer over en lang periode, som er problematiske."