Kondomfri prævention til mænd er tæt på virkelighed
En ny type prævention til mænd, der hverken kræver strammende gummi eller et snit i de ædlere dele, kan komme i butikkerne allerede i 2018.

Prævention er for både mænd og kvinder ofte forbundet med enten ubehag, hormoner eller uigenkaldelige indgreb.
Men en ny form for prævention til mænd dribler uden om alle disse udfordringer.
Vasalgel – som præventionen hedder – har netop bestået nye medicinske forsøg, som er publiceret i Basic and Clinical Andrology. Her beskrives, hvordan en enkelt indsprøjtning i hankaniner yder effektiv beskyttelse mod graviditet i mindst 12 måneder.
Ikke permanent prævention
I mange år har kondomet været den eneste prævention til mænd, som ikke har været en permanent løsning. Men Vasalgels virkning kan trækkes tilbage, så snart manden ønsker det.
Vasalgel virker ved, at lægen sprøjter en fleksibel hydrogel – et gelelignende materiale – ind i mandens sædledere.
Geleklumpen blokerer for sædcellerne, så de ikke kan trænge igennem, men fx sædvæske har stadig fri passage gennem gelen, sådan så manden kan have udløsning – bare uden sædceller.
Prævention virkede i et år
I de nye forsøg fik 12 hankaniner en enkelt indsprøjtning af Vasalgel i forskellige doser i deres sædledere.
Hos 11 af hankaninerne fandt forskerne ingen spor af sædceller i deres sædafgang. Og alle 12 kaninerne var ude af stand til at gøre deres kvindelige bekendtskaber gravide igennem det år, som forsøget varede.
Desuden ser der ikke ud til at være nogen former for bivirkninger ved Vasalgel. Man skal dog vide, at Vasalgel ikke beskytter mod kønssygdomme.
Prævention til salg i 2018
Forskerne bag forsøgene siger, at så snart gelen blev fjernet fra kaninernes sædledere, fik sædcellerne hurtigt fri adgang igennem sædlederne igen.
Forsøg på mennesker er planlagt til at begynde senere i år, og allerede i 2018 kan produktet være i butikkerne.