Søvn eller sex - når behovene er i konflikt
Hvad sker der, når to af vores mest grundlæggende behov – sex og søvn – kolliderer? Vælger vi at hengive os til Ole Lukøje eller til kæresten? Og gør kønnet en forskel?

En bananflue-han er langt mere aggressiv i sin seksuelle adfærd end en hun. Når han er udmattet, vil han hellere snuppe en lur end gøre sig lækker over for kvindfolk.
Forskere i USA og Kina har studeret bananfluers hjerner og fundet ud af, at hanner, der berøves søvn, er ligeglade med at gå på damejagt. Derimod vil trætte hunner gerne lave lidt hanky-panky.
Måske tænker du, at bananfluers søvn- og sexdrive adskiller sig fra menneskers. Men arterne deler mange gener, så bananfluer bruges til at finde biologiske træk, som studeres videre hos mennesker.
Når en overtræt han prioriterer hvile over sex, kan årsagen være, at det er svært at sprede gener, hvis han falder i søvn under akten. Det kan bedre betale sig at tanke op på søvnkontoen og tage revanche senere.
Forskellige hjerner
Forskerne undrede sig over, at hunner accepterede sex, selv når de var udkørte. Forklaringen fandt de i de to køns hjerner.
Hos hannen afgøres parringsadfærd af en lille klump hjerneceller kaldet P1. De gør, at han kurtiserer hunner. Hunnen har normalt ikke P1-celler, og det giver hende en mindre aggressiv seksualitet. Hun opsøger ikke selv, men afgør hvilken bejler, hun vil parre sig med.
P1-celler bliver ’bedøvet’, når hannen mangler søvn. Derfor holder han op med at score damer. Når forskerne aktiverede P1-celler kunstigt, oversteg parringslysten trangen til at sove.
Ja til egnede gener
Hunner, der ikke har P1-celler, blev ikke påvirket på samme måde af søvnmangel. Nok blev hun sløv, når hun var træt, men hun accepterede stadig sex.
Forskerne mener, at det er fordi hunner ikke kan tillade sig at afvise en egnet bejler, hvis hun skal sikre de bedste gener for sit afkom.