Tre myter om HIV

Selvom HIV har leget skjul med lægerne i årtier, har vi i dag medicin, der stopper dræbervirussen i at smitte under sex. Vi tager pulsen på tre af de mest udbredte myter om den frygtede virus.

Inficeret T-celle
© Wikimedia Commons

Ubeskyttet sex med HIV-smittede er altid risikabelt

FALSK: Den medicin, HIV-smittede får, bekæmper virussen så effektivt, at de ikke kan smitte andre. Det konkluderer en stor europæisk undersøgelse fra 2016, der over flere år fulgte 888 par, hvor den ene part var smittet. Parrene dyrkede jævnligt sex uden kondom, men ikke i et eneste tilfælde blev den raske partner smittet.

HIV smitter ved oralsex

FALSK: HIV-smittede udskiller virus i blandt andet sæd og skedesekret, der kan smitte ved kontakt med partnerens slimhinder i skeden eller anus.

Men slimhinderne i munden og tungen har en langt mindre overflade og er mindre sarte. De er derfor ikke nær så modtagelige for smitte, og der findes kun ganske få dokumenterede eksempler på HIV-smitte ved oralsex.

HIV kan kun stoppes med kondom

SANDT, MEN: Det eneste, der effektivt beskytter mod HIV, er stadig kondomet, men i dag er der også et alternativ til raske med høj risiko for at blive smittet.

Personerne, fx homoseksuelle mænd med mange partnere, får lægemidlet Truvada, som også gives til HIV-smittede.

En stor undersøgelse af 2499 homoseksuelle mænd har vist, at Truvada reducerer risikoen for HIV-smitte med 44 pct., og andre undersøgelser tyder på en endnu bedre beskyttelse.

Forskere tester nu den første effektive HIV-vaccine på mennesker – og derudover afprøver de en kur, som en gang for alle kan gøre smittede helt raske.