Forskere sporer sig langsomt ind på årsagerne til senfølger af COVID.

Folk med “lang COVID” kan have ubalance i blodet

Ny undersøgelse af immunforsvaret kan gøre behandling af senfølger fra COVID mere effektiv.

Ny undersøgelse af immunforsvaret kan gøre behandling af senfølger fra COVID mere effektiv.

Shutterstock

Afkræftet og omtumlet. Sådan beskriver mange af de patienter, der oplever senfølger efter smitte med COVID, deres tilstand.

Men nu anes der håb for bedre behandling af COVID-senfølger.

Et internationalt hold af forskere, der har kulegravet sundhedstilstanden for 99 personer, der oplever senfølger efter smitte med COVID, er nemlig kommet årsagerne bag symptomerne nærmere.

Blandt undersøgelsens konklusioner lyder, at niveauet af hormonet kortisol i blodet er lavere end ved raske personer og at T-cellerne (hvide blodceller) bekæmper en uidentificerbar virus.

Patienterne mangler hormonet kortisol

Kortisol er et hormon, som hjælper kroppen med at holde styr på søvncyklus, betændelsestilstande og balancen af blodsukker i kroppen.

Undersøgelsesdeltagerne med senfølger havde omkring halvt så meget kortisol i blodet som de raske deltagere.

Ifølge forskning citeret i Science er lavt kortisolniveau meget almindeligt ved patienter, der oplever muskelømhed og afkræftethed.

Den største ledetråd, forskerne fandt i undersøgelsen, lå i patienternes hvide blodceller.

T-cellerne er trætte

T-celler er hvide blodceller, der både kan fungere som ‘dræberceller’, der aktivt nedkæmper de celler, der er blevet overtaget af virus- eller bakterieinfektion, men som også opfører sig som “hjælpeceller”, der får andre hvide blodceller til at producere antistoffer.

Undersøgelsen fandt ud af, at T-cellerne viser tegn på udmattelse ved de patienter, der oplever COVID-senfølger.

En af forskerne bag undersøgelsen, neurofysiologen David Putrino fra Icahn School of Medicine, har udtalt, at patienternes kroppe ser ud til aktivt at bekæmpe et eller andet.

Det kan betyde, at COVID-virusset fortsat er aktivt i patienternes kroppe. Men det kan også betyde, at sygdomsforløbet har givet anledning til en anden infektion.

Blandt andet fandt forskerne ud af, at herpes-virusser som det såkaldte Eppstein-Barr-virus, der kan ligge i dvale over længere perioder, var aktivt til stede i mange af patienterne.

Forskere anbefaler specifikke behandlingsformer

Undersøgelsen, der udelukkende forsøgte at finde ud af, hvorfra COVID-senfølgerne kunne komme fra, er altså kommet et skridt tættere på en effektiv behandling.

En af medforskerne, immunologen Akiko Iwasaki fra Yale University, udtaler til Science, at hun anbefaler sundhedspersonale at forske videre i, om kortisoltilskud, antiviral medicin og reduktion af B-celler i immunsystemet kan hjælpe patienter med COVID-senfølger i bedring.