Støv består af bittesmå partikler, der opstår under almindelig aktivitet i hjemmet.
Nogle af de væsentligste kilder til støv er afstødte hudceller, dyrehår, krummer, pollen, tekstilfibre fra tøj, møbler og tæpper samt partikler fra fx stegeos og tobaksrøg.
Støv kan holde sig svævende i kortere eller længere tid og bliver let hvirvlet op fra fx gulvet. Når det lægger sig igen, er det ikke altid i et jævnt lag.
Elektronik samler støv
Nogle overflader samler mere støv end andre – fx tiltrækker svage elektriske ladninger i stereoanlægget, fjernsynsskærmen og computeren ekstra meget støv.
Når luftstrømme gennem huset rammer støvpartiklerne, samles de til nullermænd, der hvirvler hen over gulvet og samler endnu mere støv.
I rum med almindelig aktivitet svinger mængden af støv fra ca. 0,05 til et milligram pr. kubikmeter, men i rum med høj aktivitet, og hvor der bliver røget, kan støvmængden være betydelig større.