Lever

Menneskets lever kan fungere i over 100 år

Levere fra ældre organdonorer ser overraskende nok ud til at holde længere, end hvis de tages fra yngre personer, viser en ny undersøgelse.

Levere fra ældre organdonorer ser overraskende nok ud til at holde længere, end hvis de tages fra yngre personer, viser en ny undersøgelse.

Leveren er langt mere sejlivet, end de fleste nok forestiller sig.

En ny amerikansk undersøgelse afslører, at transplanterede levere fra ældre personer har kunnet fungere i helt op til 108 år, først i donorens krop og derefter i kroppen hos modtageren. Det er længere tid, end transplanterede levere taget fra yngre personer har kunnet holde, og det åbner døren for, at langt flere ældre mennesker fremover vil kunne anvendes som leverdonorer og dermed hjælpe de mange personer på venteliste til levertransplantation.

Hidtil har læger undladt at bruge organer fra ældre donorer, da de frygtede, at en ældre lever ikke havde længe igen. Men det er åbenbart ikke tilfældet.

Studerede transplanterede levere

Det er en gruppe forskere fra University of Texas (UT) Southwestern Medical Center i Dallas og TransMedics i Massachusetts, som har gennemsøgt et organ-netværk, der hedder UNOS (United Network for Organ Sharing) og på den måde fundet frem til transplanterede levere, der udmærker sig ved trofast at have udført deres arbejde i over 100 år før og efter transplantationen.

Ud af 253.406 levertransplantationer udført i perioden 1990-2022 var der 25 levere, som kvalificerede sig til at blive udvalgt.

Hvad var deres hemmelighed?

Næste skridt var at finde forklaringen på, hvorfor netop disse gamle levere havde været i stand til at fungere så længe.

”Vi så på, hvor gammel donoren var, da personens lever blev transplanteret over i modtageren, og vi kiggede ligeledes på, hvor længe den transplanterede lever fortsat fungerede i modtagerens krop”, forklarer forskningsleder Yash Kadakia fra UT Southwestern Medical School.

”Herefter rangordnede vi disse helt enestående levere ved at identificere donor-faktorer, modtager-faktorer og transplantations-faktorer, som alle er afgørende for, at en lever kan fungere så længe”.

Levere fra ældre mennesker var bedst

Forskerne kunne blandt andet se, at de transplanterede levere, som havde fungeret i over 100 år, stammede fra ældre donorer. Gennemsnitsalderen for donorerne af de sejlivede levere var 84,7 år, hvorimod den var 38,5 år for de donorer, hvis levere ikke nåede 100-års milepælen.

Forskerne fandt ligeledes en lavere forekomst af diabetes og donorinfektioner hos de ældre donorer. De kunne samtidig konstatere, at de transplanterede levere havde lavere transaminase-værdier. Transaminaser er enzymer, som har en nøglefunktion i leveren, og forhøjet transaminase kan volde problemer i forbindelse med levertransplantation.

Leveren afgifter os, når vi indtager alkohol og stoffer. Uden leveren ville vi ikke kunne håndtere disse ting - faktisk udfører den flere end 500 vigtige funktioner i kroppen på samme tid. Den kan også regenerere sig selv. Hvis 50 procent af leveren fjernes, vil den resterende halvdel vokse ud til en hel lever i løbet af 8-15 dage.