Shutterstock

Negative følelser og angst kan øge din risiko for mentalt forfald

Vidste du, at du har øget risiko for at blive dement, hvis du har angst eller går og lagrer negative tanker?

Der er folk, som lynhurtigt kan omstille sig fra en mental tilstand til en anden. Og så er der dem, der går og ruger på tingene i lang tid. Den første kategori har åbenbart den fordel, at de er bedre beskyttet mod neurodegenerative lidelser og mentalt forfald.

En gruppe forskere fra Universitetet i Geneve (UNIGE) har været på besøg i menneskets hjerne for at se, hvordan den bliver påvirket af forskellige følelsesmæssige stimuli, og i den forbindelse har de observeret nogle tankevækkende forskelle.

Forskning igennem de seneste 20 år har set på, hvordan hjernen reagerer på følelser.

”Vi er begyndt at forstå, hvad der sker i hjernen, når den bliver udsat for en emotionel påvirkning”, forklarer Dr. Olga Klimecki, som er forsker ved UNIGE’s Swiss Centre for Affective Sciences.

”Spørgsmålet er, hvad sker der bagefter, og det er fortsat et mysterium. Hvordan skifter hjernen fra en følelsesmæssig tilstand til en anden? Hvordan vender den tilbage til sit udgangspunkt? Bliver vi med alderen bedre til at veksle imellem følelsestilstande? Og hvilke konsekvenser har det for hjernen, hvis vi ikke er gode til at regulere disse emotionelle udsving”, spørger hun.

Viste TV-klip med lidende folk

I den aktuelle undersøgelse, som er offentliggjort i tidsskriftet Nature Aging, viste forskerne korte TV-klip med personer, som gennemlevede emotionel lidelse i forbindelse med naturkatastrofer og nødsituationer.

Formålet var at analysere, hvordan dette indvirkede på hjernen hos henholdsvis yngre og ældre testpersoner. Der blev også vist videoklip med neutralt indhold for at måle hjernens evne til at vende tilbage til sin normaltilstand.

Ældre bedre til at regulere følelser

Ved hjælp af MRI-scanninger af hjernen kunne forskerne se, hvordan hjernen hos ældre reagerer anderledes end hos yngre. Generelt er ældre bedre end yngre til at regulere deres følelser – også de negative af slagsen – og i højere grad fokusere på positive detaljer.

Men der er undtagelser, og her har forskere observeret, at hos ældre med tendens til angst, grublerier og negative tanker er der en øget risiko for neurodegenerativ sygdom og demens.

Det næste bliver at undersøge, om det er muligt at forebygge demens ved at forbedre hjernens omstillingsevne. Forskerholdet er for tiden i gang med en interventionsundersøgelse af 18 måneders varighed for at studere effekten af henholdsvis at lære et fremmed sprog eller at meditere.

Meditation som muligt redskab?

”For at gøre vores forskning endnu mere detaljeret tænker vi at sammenligne virkningen af to forskellige slags meditation: mindfulness, som går ud på at forankre sig i sine egne følelser, og compassion-meditation, som sigter efter aktivt at øge ens positive følelser i retning af andre”, forklarer forskerne.