Parkinson Parkinsons

Ny metode kan hurtigt afsløre frygtet sygdom

Forskere har udviklet en test, der kan afsløre alvorlig hjernesygdom på bare tre minutter.

Forskere har udviklet en test, der kan afsløre alvorlig hjernesygdom på bare tre minutter.

Shutterstock

Da Les Milne blev diagnosticeret med Parkinson, opdagede hans kone Joy, at hun kunne duften sygdommen på hans hud.

Nu har hendes skarpe lugtesans inspireret forskere fra University of Manchester til at udvikle en test, der kan opsnuse sygdommen på patienters hud efter bare tre minutter, skriver de i en ny rapport.

Håbet er, at den nye test kan diagnosticere Parkinson-patienter tidligere i sygdomsforløbet, så de hurtigere kan få hjælp og behandling til at leve et meningsfyldt liv med sygdommen.

Muggen lugt var første tegn på sygdomskamp

Les havde altid haft, hvad konen Joy husker som en "tung, maskulin" duft. Men omkring 35-års-alderen begyndte hans kropslugt at ændre sig.

"Han fik en rådden, ubehageligt lugt, særligt ved hans skuldre og nakke, og hans lugt forandrede sig helt sikkert," fortæller Joy Milne til BBC.

Tolv år senere blev Les Milne endelig diagnosticeret med den frygtelige sygdom, der langsomt nedbryder hjernen.

Og her stødte Joy igen på den særlige, lidt rådne lugt hos andre Parkinson-patienter.

Kort inden sin død i 2015 fik Les sin kone til at love, hun ville lade sin særlige lugtesans undersøge. Måske kunne den blive en hjælp for fremtidens kamp med Parkinson, håbede han.

Parkinson giver speciel kemi i hudens talg-depoter

Et hold af biokemikere fra University of Manchester troede nok på Joys historie til at undersøge, om der kunne være en særligt lugt forbundet med sygdommen.

Ved at sammenligne molekylerne i talg - den olierede substans på huden - fandt de ud af, at Parkinson-patienter har en særlig sammensætning af kemi, og det giver en speciel aroma, fintfølende næser som Joys kan opfange.

Forskerne sammenlignede talg-sammensætningen mellem 79 Parkinson-patienter og 71 raske mennesker. Her fandt de omkring 4.000 unikke kemiske forbindelser, og 500 af dem var forbeholdt patienterne.

Nu er opdagelsen omsat til en test, der ifølge forskerne bag undersøgelsen kan diagnosticere Parkinson ud fra et hudskrab på ryggen efter bare tre minutter.

Det kræver dog stadig flere og større undersøgelser af testen, før den kan blive godkendt. Forskerne bag den nye metode håber at teste den på mennesker om to år.

Ingen sikker diagnose af Parkinson endnu

Hvis den nyudviklede test bliver godkendt, kan det gøre en stor forskel for de næsten ni millioner mennesker, der ifølge Verdensundhedsorganisationen WHO lever med den hjerne-nedbrydende sygdom på verdensplan.

På nuværende tidspunkt er der ingen definitiv måde at diagnosticere sygdommen på, før den langsomt slår flere og flere hjerneceller ihjel.

Det er også stadig uvist, hvorfor sygdommen opstår, men statistikkerne viser, at det er den hurtigst-voksende neurologiske sygdom. I 2019 døde der dobbelt så mange af Parkinsom som i 2000.

Selvom der heller ikke er nogen kur endnu, kan en tidligere diagnosticering sikre patienterne bedre og hurtigere hjælp til at leve et meningsfyldt liv. De neurologiske skader i hjernen giver depressive perioder, og de havde ifølge Joy Milne været lettere at tackle, hvis Les var blevet diagnosticeret tidligere.

"Vi ville have brugt mere tid med familien. Vi ville have rejst mere," siger hun.