Shutterstock

Så meget vand skal du drikke om dagen

Forskere peger på, at den hidtidige anbefaling kan være i overkanten.

Har du svært ved at drikke 8 glas vand om dagen, svarende til 2 liter, selvom du godt ved, at det styrker helbredet? I så fald er der godt nyt.

Forskere fra University of Aberdeen i Skotland har nemlig fundet ud af, at 2 liter ofte er mere, end de fleste af os har behov for.

Salat indeholder meget vand.

Salat indeholder masser af vand. Op mod 97 procent af en agurk består nemlig af vand, mens vandindholdet i en vandmelon er på cirka 92 procent.

© Shutterstock

Eftersom cirka halvdelen af vores daglige væskeindtag kommer fra mad, anslår forskerne derfor, at vi kun behøver at drikke 1,5 til 1,8 liter vand om dagen.

Det fremgår af en forskningsartikel bragt i det amerikanske tidsskrift Science.

Væsken fra mad skal med i udregningen

Ifølge John Speakman, som er professor ved University of Aberdeen, så bygger rådet om at drikke 2 liter vand om dagen på en mindre regnefejl.

“Vores væskebehov er differencen mellem den væske, vi bør indtage, og den mængde vi indtager via vores mad,“ siger han i BBC’s radioprogram Good morning Scotland og uddyber:

“Men fordi man tidligere har estimeret folks væskeindtag fra mad ved at spørge dem, hvor meget de spiser, har dette dette været for højt. Folk har det nemlig med at underdrive, hvor meget de spiser.”

Nu har forskere imidlertid samarbejdet på tværs af kontinenter i bestræbelserne på at måle folks væsketab så præcist som muligt.

Omfattende undersøgelse

Undersøgelsen involverede 5.604 personer i aldersgruppen 8-96 år fra 23 forskellige lande.

Den indbefattede blandt andet, at forsøgspersonerne skulle drikke et glas vand, hvori nogle af brintmolekylerne var erstattet med stabile isotoper af det ufarlige grundstof deuterium - også kaldet tung brint.

Hastigheden hvormed det ekstra deutorium forsvandt fra kroppen, kunne efterfølgende give forskerne en indikation af forsøgspersonernes væskeomsætning, som er et udtryk for, hvor meget væske en person indtager og afgiver inden for eksempelvis et døgn.

Undgå dehydrering.

Det er vigtigt at drikke vand, hvis du befinder dig højt over havets overflade. Høj luftfugtighed kræver også, at du er ekstra opmærksom på væskebalancen for at undgå dehydrering.

© Shutterstock

Og her stod det blandt andet klart, at personer som omsætter meget væske, bør drikke mere vand end personer, som ikke omsætter nær så meget.

Til førstnævnte grupper hører blandt andet personer, som lever i områder med høj luftfugtighed, sportsfolk, gravide og ammende kvinder.

Væskeomsætningen falder med alderen

Energiforbrug er den største faktor, som som påvirker væskeomsætningen, og blandt ekstraordinært aktive mænd i aldersgruppen 20 - 35 år har man registreret væskeomsætning på helt op til 4.2 liter om dagen.

For mænd og kvinder i aldersgruppen 90 - 99 år falder tallet imidlertid til cirka 2,5 liter om dagen, mens kvinder i aldersgruppen 20-40 år i gennemsnit ligger på 3,3 liter i døgnet.

Tungt vand
© Shutterstock

Læs også:

Forsker Dale Schoeller fra University of Wisconsin-Madison mener ikke, at der nogensinde har været videnskabeligt belæg for at råde folk til at drikke otte glas vand om dagen.

Han mener derimod, at det har været upræcist, fordi man ikke tidligere har taget tilstrækkeligt hensyn til det daglige væskeindtag via mad.

“Denne undersøgelse er til dato den mest præcise i forhold til at måle, hvor meget væske folk rent faktisk indtager på daglig basis, hvor meget de afgiver, og hvilke faktorer der påvirker processen,” siger han.