tænder tæt på

Tandkødsbetændelse kan skade flere organer i din krop: Her er, hvad du skal vide

De røde og hævede gummer kan øge risikoen for en række alvorlige sygdomme, viser flere undersøgelser.

De røde og hævede gummer kan øge risikoen for en række alvorlige sygdomme, viser flere undersøgelser.

Shutterstock

Det er en af de hyppigste sygdomme på kloden og rammer mellem 20 og 50 procent af verdens befolkning.

Tandkødsbetændelse er kendt for at skabe blødende, hævede og ofte ildelugtende gummer.

Men de seneste år har en række undersøgelser vist, at mundens millioner af mikroorganismer også kan krybe videre ud i kroppen og sætte skub i udviklingen af andre alvorlige sygdomme.

Få overblikket her.

Alzheimer: Læge undersøgte døde hjerner

I 2019 nærstuderede lægen Stephen Dominy hjernevævet fra en række afdøde patienter med alzheimer og sammenlignede det med hjernevævet fra afdøde, raske personer.

I mikroskopet opdagede Stephen Dominy en bakterie i hjernebarken hos de afdøde alzheimer-patienter, som ikke var til stede hos den raske gruppe.

Bakterien hedder Porphyromonas gingivalis og er en mikroorganisme, der stortrives i munden på personer med tandkødsbetændelse og parodontose.

I hjernevævet hos alzheimer-patienterne fandt forskerne også et giftigt protein kaldet gingipain, som netop udskilles af bakterien P. Gingivalis.

Hjerne
© Shutterstock

Du har allerede bakterier i hjernen

Ny forskning tyder på, at vi alle har bakterier i hjernen – og det er ikke altid skidt. Hjernens beboere kan meget vel påvirke dine hjerneceller og løfte dit humør.

Læs mere her:
Bakterier i hjernen gør dig glad

Da forskerne efterfølgende inficerede en gruppe mus med bakterien kunne de følge, hvordan bakterien i løbet af bare seks uger krøb fra munden til hjernen og satte skub i udviklingen af alzheimer hos musene.

Andre store undersøgelser har også fundet en sammenhæng mellem tandkødsproblemerne og alzheimer.

I en undersøgelse fra 2017 udgivet i tidsskriftet Alzheimer's Research & Therapy konkluderede forskerne fx, at personer, der lider af kroniske tandkødsbetændelse i mere end 10 år har 70 procent større risiko for at udvikle alzheimer end dem, der ikke har tandkødssygdommen.

Type 2-diabetes: Tandkødet påvirker blodsukkeret

Type 2-diabetes er kendetegnet ved, at kroppens celler ikke reagerer tilstrækkeligt på hormonet insulin. Og tandkødsbetændelse, parodontose og svampeinfektion i munden er kendte følgesygdomme ved at have diabetes.

Men sammenhængen ser også ud til at gå den modsatte vej. For eksempel har undersøgelser vist, at parodontose er forbundet med et højere, fastende blodsukker hos mennesker, der ikke har diabetes. Og at alvorlig parodontose er forbundet med en øget risiko for at udvikle diabetes.

De spidder hinanden med giftige nåle, hyrer immunceller som lejesoldater og bygger solide forsvarsværker. Bakterierne bruger alle midler i kampen om at overtage herredømmet i din mund.

Bakterier munden immunforsvaret
© Ken Ikeda Madsen

Mikrober hyrer immunforsvaret

Mundens bakterier og immunforsvaret påvirker konstant hinanden, og visse godartede bakterier (røde) kan stimulere immunceller (gul) til at æde skadelige bakterier (lilla) eller til at forgifte dem med såkaldte cytokiner (grønne).

Bakterier munden giftstoffer
© Ken Ikeda Madsen

Giftig nål holder fjenden i skak

Mange bakterier udskiller giftstoffer, som dræber andre bakterier eller hæmmer deres vækst. Men nogle har også et mere udspekuleret våben kaldet T6SS: en giftbelagt nål, som de skyder ind gennem andre bakteriers cellevæg.

Bakterier munden forsvarsværk
© Ken Ikeda Madsen

Bakterier bygger forsvarsværker

Bakterier kan beskytte sig selv mod angreb fra andre mikrober (lilla) ved at danne en såkaldt biofilm (rød). Her sidder de tæt sammen på fx tænderne under et skjold af bl.a. proteiner og kulhydrater, som de selv har dannet.

Kræft: Særlig tilstand gør cellerne sårbare

Forskerne har også fundet en sammenhæng mellem tandkødssygdomme og flere forskellige typer af kræft.

I en undersøgelse udgivet i det videnskabelige tidsskrift Gut opdagede forskere fra Harvard fx, at personer, som selv fortalte, at de havde kæmpet med tandkødssygdomme tidligere i deres liv også havde 43 højere risiko for at udvikle spiserørskræft og 52 procent højere risiko for at udvikle mavekræft.

Vi ved stadig ikke, hvorfor der er en sammenhæng. Men ét bud fra forskerne er, at den inflammation, der opstår omkring cellerne under betændelsestilstanden, også kan gøre dem mere sårbare over for fx kræft.

Hjerte-kar-sygdomme: Klodens dræber kan begynde i tandkødet

Hjerte-kar-sygdomme er skyld i mere end 18 millioner dødsfald årligt og står dermed for hele 30 procent af alle dødsfald på verdensplan. Derfor er hjerte-kar-sygdomme også blevet udråbt til at være klodens største dræber - med god grund.

Og flere undersøgelser viser, at nogle af de dødelige hjertesygdomme også kan have deres udspring fra tandkødet.

I en undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift Journal of Periodontology opdagede forskere fx, at personer med aktiv parodontose eller andre tandkødssygdomme har en større risiko for at blive ramt af hjerteanfald eller blodpropper i hjernen.

Forskerne mener, at tandkødsbetændelsen kan skabe inflammation på indersiden af blodårerne og dermed gøre karrene mere sårbare.

Det bedste forsvar mod tandkødssygdomme er god tandhygiejne og regelmæssige tandeftersyn.