Det øger nemlig ikke kun barnets ordforråd.
Det ser også ud til at have en effekt på koncentrationen af et særligt stof i hjernen, viser en britisk undersøgelse.
Scannede sovende børns hjerner
Resultaterne er udgivet i Journal of Neuroscience og bygger på data fra 163 børn på henholdsvis seks og 30 måneder.
I undersøgelsen blev børnene iført en vest med en anordning, der registrerede den tale, de lagde ører til derhjemme.
På baggrund af de data kunne forskerne for det første se, at børn med mere veluddannede mødre generelt var eksponeret for mere voksentale og også selv producerede flere vokallyde end andre babyer.
Næste skridt i undersøgelsen var at invitere 84 af børnene ind på hospitalet, hvor forskerne scannede deres hjerner, mens de sov.
Forskernes data viste, at børnene på 30 måneder, der havde hørt meget tale, havde større mængder af stoffet myelin i de sprogrelaterede baner i hjernen end børnene med en mindre ordrig dagligdag.
Til gengæld blev det til forskernes overraskelse også tydeligt, at de yngre børn på seks måneder, der blev talt mest til af forældrene, havde mindre koncentrationer af myelin i hjernen.
Ifølge forskerne kan det skyldes, at effekten af voksentale afhænger af hjernens udviklingsstadie.
For når man er seks måneder gammel, vokser hjernen voldsomt hurtigt, hvorimod hjernen hos en 30 måneder gammel baby har nået et andet stadie, hvor den måske er mere modtagelig overfor indtryk, der påvirker niveauet af myelin, lyder det.
Forskerne understreger, at der er brug for mere forskning på området for at forstå betydningen på sigt. Det er for nuværende også usikkert, hvor stor en rolle babyernes genetik spiller.
Stress i graviditeten
De britiske forskeres resultater kommer samtidig med, at et dansk forskerhold har offentliggjort en anden undersøgelse af småbørns tidlige sproglige udvikling.
Deres data, som er blevet fremlagt på European Society of Endocrinology’s årlige kongres, bygger på data fra mere end 1000 gravide kvinder.
Og resultaterne tyder overraskende på, at højere niveauer af stresshormonet kortisol hos gravide kvinder i tredje trimester kan øge tale- og sprogfærdighederne hos mødrenes børn i den første tid.
De foreløbige resultater tyder på, at drenge, der blev udsat for høje kortisolniveauer, kunne sige flere ord, mens piger forstod flere ord i en tidligere alder.