Shutterstock

Teknologi kan få sår til at hele tre gange hurtigere

Den nye metode kan få stor betydning for for eksempel diabetikere og ældre med nedsat blodomløb.

For de fleste mennesker er det ganske ufarligt og uden problemer at pådrage sig et sår. Efter nogen tid heler såret uden at efterlade synlige spor på huden. Så enkelt er det dog ikke for alle.

For eksempel kan diabetikere og ældre personer med nedsat blodcirkulation have stærkt nedsat sårhelingsevne, og i værste fald kan resultatet blive amputation. Men videnskaben er kommet på banen med et nyt våben mod genstridige sår.

Strøm til såret

Svenske forskere fra Chalmers Tekniska Högskola har nemlig udviklet en teknologi, som bevirker, at sårhelingen kan forløbe markant hurtigere end normalt.

De sætter ganske enkelt strøm til huden for at sætte gang i processen.

”Kroniske sår er et stort problem, som vi ikke hører ret meget om. Vi har nu fundet en metode, der kan få sårhelingen til at forløbe op til tre gange hurtigere, og det kan gøre en kæmpe forskel for ældre personer og diabetikere, som ofte døjer med sår, der ikke kan hele”, fortæller assisterende professor Maria Asplund fra Chalmers Tekniska Högskola, som stod i spidsen for projektet.

Får hudceller til at bevæge sig

Forskerne har taget afsæt i en gammel hypotese om, at beskadiget hud kan stimuleres elektrisk og derved reparere sig selv. Grundtanken er, at hudceller er elektrostatiske og bliver tiltrukket af elektriske felter.

Det er akkurat det samme, der sker, når man gnider en oppustet ballon mod en uldtrøje og holder den over hovedet, så hårene stritter i retning mod ballonen.

Testet på særlig ”hud-chip”

For at afprøve dette har Chalmers-forskerne fremstillet en slags bio-chip, som de dyrkede hudceller på. Herefter lavede de små sår eller læsioner i den kunstige hud.

Dernæst testede forskerholdet, hvor hurtigt helingen af hudvævet foregik, når de enten sendte strøm igennem chippen eller lod være. Det viste sig, at helingsprocessen forløb tre gange så hurtigt som ellers, når der blev sat strøm til.

Fremtidens løsning til langsomt helende sår

Forskerholdet har nu fået tildelt midler til at udvide deres forskning og med tiden udvikle skræddersyede sårhelingsprodukter til slutbrugerne.

”Vi kigger i øjeblikket på hvordan forskellige hudceller reagerer på elektrisk stimulation for bedre at kunne nærme os det, der svarer til realistiske sår. Vores mål er at udvikle et koncept, som gør det muligt for os at ”scanne” sår og tilpasse den elektriske stimulation til den individuelle sårtype. Vi føler os overbeviste om at det er vejen frem, når man i fremtiden skal hjælpe folk med langsomt-helende sår”, siger Maria Asplund