Forsøgspersoner skulle straffe deres elever
Ved ankomsten til universitetet blev deltagerne mødt af en forsøgsleder iført kittel og af en anden person, der angiveligt også var deltager i forsøget, men som i virkeligheden var Milgrams assistent.
Forsøgslederen trak nu lod om, hvordan rollerne som “elev” og “lærer” skulle fordeles. På forhånd havde Milgram dog arrangeret det sådan, at forsøgspersonen altid blev lærer, mens assistenten fik rollen som elev.
Forsøgslederen bad læreren om at straffe sin elev med stød, hvis han eller hun svarede forkert på de spørgsmål, læreren stillede. For hvert forkert svar skulle læreren øge strømstyrken.
Elever skreg af smerte og klagede over hjerteproblemer
Læreren og eleven var anbragt i adskilte rum, men med lydforbindelse imellem, så læreren under hele forløbet kunne høre elevens lidelser. I virkeligheden fik eleven dog ikke stød – de lyde, der udtrykte smerte, var indspillet på en båndoptager.
Når strømstyrken angiveligt blev høj, skulle eleven banke på væggen, klage over dårligt hjerte, skrige og til sidst simulere bevidstløshed. Hvis læreren undervejs tøvede med at give stød, opfordrede forsøgslederen ham til at fortsætte.
Nægtede forsøgspersonen, blev forsøget afbrudt, men ellers stoppede det først, når han havde sendt 450 volt gennem sit offer.
65% påførte dødelig strømstyrke
Forsøgslederen fik samtlige deltagere til at sende 300 volt gennem manden i stolen, mens 65 procent af deltagerne var villige til at gå hele vejen og sende dødelige stød på 450 volt ind i kroppen på et andet menneske.
Uanset hvor meget offeret bad om nåde, og uanset deres egen modvilje og ubehag adlød forsøgspersonerne ordre, fordi autoriteten – forhørslederen – fastholdt, at det var nødvendigt.