Shutterstock

To træsplinter er en central del af kong Charles' kroning

Den britiske monark har modtaget en gave, der sender et særligt signal under kroningsfesten.

Millioner ventes at sidde klinet til skærmen lørdag og følge med, når britiske kong Charles officielt krones til Storbritanniens konge i en historisk ceremoni i den britiske hovedstad.

For rullende kameraer vil han tage turen i karet fra Buckingham Palace til Westminster Abbey, hvor spidser fra hele verden er inviteret for at overvære selve den formelle kroning.

Med sig gennem Londons gader vil den britiske monark have en særligt opsigtsvækkende gave - to træsplinter, der angiveligt stammer fra det kors, som Jesus blev korsfæstet på for mere end 2000 år siden.

De to små ikoniske splinter, der måler henholdsvis en centimeter og fem millimeter, har kong Charles modtaget i gave af pave Frans.

Splinterne er siden blevet fastgjort til et større sølvkors, der er lavet af genbrugssølv, walisisk skifer og genbrugstræ, som skal bæres rundt med optoget.

Stor betydning uanset ægthed

Korset, som Jesus angiveligt blev korsfæstet på, og som splinterne siges at stamme fra, blev efter sigende opdaget af den kristne kejserinde Sankt Helena, som var mor til kejser Konstantin den Store.

Det kors, som kong Charles vil bære med sig rundt under kroningsoptoget, det såkaldte processionskors, er forsynet med to små splinter i korsets midte, der angiveligt stammer fra Jesus kors. Selve processionskorset gav kong Charles som gave til kirken i Wales tilbage i 2020.

© Dave Custance / The Church in Wales

Legenden lyder, at hun fandt korset, der kaldes for Det Sande Kors, under en pilgrimsrejse til Jerusalem i år 320.

Men om historien kan tages for gode varer - og om træsplinterne dermed reelt stammer fra det trækors, Jesus blev korsfæstet på - er dog usikkert, lyder vurderingen fra historiker ved universitetet i Oslo Kristin B. Aavitsland.

“Det kan man selvfølgelig ikke vide,” konstaterer hun overfor forskning.no.

Men uanset ægtheden skal man ikke underkende korsets enorme betydning op gennem historien, forklarer hun til mediet.

Derfor er det også en bemærkelsesværdig gestus, at pave Frans har sendt dem til den britiske monark. Det må nemlig opfattes som et symbol på, at kongemagten er legitimeret af Gud, mener historikeren.

Mange kirker rundt omkring i verden hævder at ligge inde med splinter fra korset. En af dem er Waterford Cathedral i Irland.

Dog undersøgte professor Tom Higham fra Oxford University splintens alder via en kulstof-14-test i 2016 og konkluderede, at den lille træflig var over 1000 år yngre end Jesus - og altså umuligt kunne have spillet en rolle i korsfæstelsen.