Udødelige dræbere: Mæslinger udryddet i 62% af Europa

Mæslinger bryder stadig ud en gang imellem, selvom vaccinen har eksisteret i mere end 50 år. Illustreret Videnskab giver dig forklaringen på, hvorfor nogle sygdomme - trods årelang bekæmpelse - stadig hjemsøger os.

© Wikimedia Commons

1. Har vi udryddet mæslinger?

De nyeste opgørelser fra verdenssundheds-organisationen WHO viser, at 33 af 53 europæiske lande er fri for mæslinger.

Danmark, Norge, Sverige, Holland og Finland har blandt andet "elimineret" sygdommen. Det betyder, at de lande i tre hele år ikke har haft længerevarende udbrud af mæslinger.

Alligevel dukker patienter en gang imellem op på hospitalerne med røde pletter over hele kroppen - fx kan voksne, der ikke blev vaccinerede som børn, bringe sygdommen med hjem fra en rejse.

Bare i år har flere europæiske lande som fx Rumænien, Tyskland og Polen oplevet regulære mæslingeudbrud.

Frankrig, Italien, Ukraine og Serbien er nogle af de øvrige lande, der endnu ikke står på den eksklusive elimineringsliste, da de heller ikke har formået at forhindre længerevarende udbrud i tre hele år.

  1. Hvad er mæslinger?

Høj feber, hoste og et væld af røde pletter over hele kroppen afslører mæslingevirussen, der kan udvikle sig til lungebetændelse, diarré og livsfarlig hjernebetændelse.

Mæslinger er en såkaldt morbillivirus. Den spreder sig via snot eller små dråber, der hænger i luften, når smittede fx hoster. Derfor er sygdommen ekstremt smitsom.

Mæslingevirus kan hænge i luften i op til to timer, efter at en syg person har hostet eller nyset i lokalet.

© Wikimedia Commons

For et par år siden afslørede amerikanske forskere, at mæslinger ikke bare er en livsfarlig sygdom i sig selv. Den ødelægger også immunforsvaret i op til tre år efter infektionen.

Så selv hvis du bliver kureret for mæslinger, vil din risiko for at dø af andre infektioner altså være højere i årene efter.

3. Hvordan kurerer vi mæslinger?

© UK Department for International Development // Wikimedia Commons

De lande, der helt har udryddet mæslinger, kan takke vaccinerne.

En mæslinge-vaccine indeholder svækkede viruspartikler, der får immunforsvaret til at danne antistoffer og hukommelsesceller.

Antistofferne bekæmper virussen, mens hukommelsescellerne husker den til næste gang.

Hvis tilstrækkeligt mange lader sig vaccinere, opstår såkaldt flok-immunitet, hvor mæslinger stort set udryddes i en befolkning.

Det betyder, at selv dem, der er for syge eller svage til at blive vaccineret, er beskyttet.

Derfor kan modstand imod fx MFR-vaccinen betyde, at flok-immuniteten falder fra hinanden, så lande, der har elimineret mæslinger, får den livsfarlige smitte tilbage.

Mæslinger er på vej ud

Men heldigvis går det den rigtige vej.

Vacciner førte til et fald på 79 % i folk, der dør af mæslinger fra 2000-2015. Det betød, at 20,3 millioner liv blev reddet.

Og i år 2016 fik omkring 85 % af alle verdens børn en sprøjte mod mæslinger, før de fyldte deres første år. I år 2000 var tallet kun 73 %.

Det viser tal fra WHO.