Der findes flere forskellige typer af fedmeoperationer. En af de mest brugte er en såkaldt gastrisk bypass, hvor kirurgen laver en lille lomme i toppen af mavesækken og dermed skaber en ny lille sæk adskilt fra resten.
En anden metode er en såkaldt gastrisk sleeve, hvor en stor del af mavesækken fjernes, så den får form som et langt rør.
Større appetit og dårligere stofskifte
Tidligere troede forskerne, at patienterne tabte sig efter operationen, fordi mavesækken blev mindre.
De senere år har de dog fået en dybere forståelse for, at indgrebene kan skrue på flere forskellige mekanismer, som tilsammen fører til vægttab.
En af mekanismerne er en gulliggrøn væske, der dannes i leveren og udtømmes i tolvfingertarmen efter et måltid - såkaldt galdesyre.
Galdesyren sørger for, at vi kan optage fedt og fedtopløselige vitaminer fra maden, men den kan altså også spille en rolle i at regulere vores appetit.
Ved at undersøge en gruppe fedmeopererede i Amsterdam og to grupper, som ikke havde været under kniven, opdagede forskerne, at de fedmeopererede havde mindre af en specifik galdesyre kaldet isoursodeoxycholate, som kan hænge sammen med større appetit og dårligere stofskifte.
Forsøgene afslørede også, at fibertilskud så ud til at sænke niveauet af galdesyren - dog i en mindre grad en fedmeoperationerne.
Vil udvikle nye strategier til at behandle overvægt
Undersøgelserne er i deres spæde fase, men forskerne håber, at de med tiden kan bruge opdagelsen til at efterligne effekten af fedmekirurgi - uden at patienterne behøver gennemgå store operationer.
De håber også, at resultaterne med tiden kan hjælpe med at skabe mere målrettede behandlinger mod overvægt, som ikke kun retter sig mod personer med ekstrem overvægt.
"Ved bedre at forstå det komplekse sammenspil mellem genetik, tarmbakterierne og vores kost i forhold til at regulere galdesyreniveauerne og deres indvirkning på vores appetit og stofskifte kan vi måske udvikle nye stategier til at forebygge og behandle overvægt," lyder det fra forskningsleder Christina Menni fra King's College i London i en pressemeddelelse.