Vores ansigtstræk afslører snyd

Derfor svindler og snyder du ikke (så meget)

Forskerne har afdækket vores formidable evne til at afsløre snydere, men de aner stadig ikke, hvilke signaler vi reagerer på. Psykolog Jill Byrnit forklarer her, hvorfor evolutionen ikke har gjort os bedre til at snyde andre.

Forskerne har afdækket vores formidable evne til at afsløre snydere, men de aner stadig ikke, hvilke signaler vi reagerer på. Psykolog Jill Byrnit forklarer her, hvorfor evolutionen ikke har gjort os bedre til at snyde andre.

Shutterstock

Hvor mange gange i dit liv er du blevet snydt? Altså rigtig snydt, hvor nogen med fuldt overlæg har vildledt dig på en måde, der har stillet dem bedre og dig dårligere? Hvis du tænker tilbage, vil du højst sandsynligt opdage to ting: Du husker snyderiet meget præcist. Og du er blevet snydt meget sjældent.

I betragtning af, hvor store fordele der kan være ved at snyde, er det faktisk et mirakel, at det ikke sker oftere. Tænk fx på den tidligere fuldmægtige i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, der over en periode på 25 år svindlede staten for 117 millioner kroner.

Hvis gevinsterne ved at snyde kan være så store, hvorfor har evolutionens selektionsprocesser så ikke ført til en menneskeart, hvor vi alle konstant forsøger at snyde hinanden?

Jill Byrnit

Jill Byrnit er forfatter og medforfatter til adskillige fagbøger og videnskabelige artikler om sociale relationer hos mennesker og andre primater.

© Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Forklaringen er, at når vi taler om snyd, er der ikke blot vindere, men også tabere – dem, som bliver snydt. Taberne sørger for, at det får konsekvenser for den, der snyder, hvis det bliver opdaget. Britta Nielsen er eksempelvis ved at afsone en fængselsdom på seks år og seks måneder. Det er prisen, hun nu betaler for 25 år med de mange millioner.

Ingen kan snyde alle hele tiden

Den amerikanske præsident Abraham Lincoln skulle angiveligt have sagt, at man kan snyde nogle mennesker hele tiden og alle mennesker af og til, men man kan ikke snyde alle mennesker hele tiden.

I denne kloge betragtning ligger noget af forklaringen på, hvorfor vi som mennesker ikke snyder hinanden langt mere, end det er tilfældet, for en snyder lever altid med risikoen for at blive opdaget, og forskeres forsøg viser, at vi er gode til at huske personer, som tidligere har snydt os. Faktisk har vi en slags indbygget løgnedetektor og er exceptionelt gode til at opfange selv små signaler.

Det har forskere blandt andet dokumenteret med et forsøg, der var opdelt i to dele. Den første del af forsøget var blot en forberedelse til det rigtige forsøg.

I forberedelsesdelen kunne to forsøgspersoner vælge enten at samarbejde eller forråde hinanden i en fiktiv fængselssituation – en spilteoretisk leg, der også er kendt som prisoner’s dilemma. Forsøgspersonerne blev fotograferet i det øjeblik, hvor de med et klik på computermusen beslutter, om de ville samarbejde med eller forråde den anden forsøgsperson.

I det rigtige forsøg brugte forskerne forsøgspersoner, der intet kendte til det tidligere forsøg.

De nye forsøgspersoner bladrede igennem alle fotografierne fra forsøgsdelen, hvorefter alle billederne blev blandet med en stak nye fotos af ansigter, som aldrig tidligere havde deltaget i forsøget. I puljen var altså nu alle ansigter fra forsøgsdelen og en stak helt nye ukendte ansigter.

Forsøgspersonerne var herefter signifikant bedre til at huske ansigterne på de personer, som tidligere havde forrådt hinanden i prisoner’s dilemma, end på dem, som havde været gode samarbejdspartnere.

Vores ansigt afslører moralske skrupler eller dybere overvejelser, i det øjeblik vi forsøger at narre andre.

De nye forsøgspersoner kendte altså ikke på forhånd de ansigter, som de så fotos af, men var alene ud fra fotos i stand til at opfange signaler, som de dårlige samarbejdspartnere udsendte, mens deres foto blev taget. Et eller andet får os altså til bedre at huske ansigterne på snyderne.

Forsøget er et interessant bud på, at vores ansigt afslører moralske skrupler eller dybere overvejelser, i det øjeblik vi forsøger at narre andre. Hvilke signaler vi udsender i ansigtet, er forskerne stadig i vildrede over, men løgnedetektortests afslører vores ubehag, når vi snyder.

Snydere bliver afsløret

Hvis signalerne for snyd opstår ved moralske skrupler, er spørgsmålet, om vi kan undgå at udsende signalerne, hvis vi kan retfærdiggøre snyderiet over for os selv – måske ved at bilde os selv ind, at alle andre ville gøre det samme, hvis de var i vores sted.

Snyd og bedrag er i sin essens et spørgsmål om at vildlede andre. Men blandt andre dyr end mennesket er det mere uklart, hvornår det er bevidst snyd eller blot betinget adfærd.

Chimpanser vildleder flokfæller
© Shutterstock

Chimpanser vildleder flokfæller

Unge gorillahanner er stille under parring, for at alfahannen ikke skal opdage dem, og chimpanser vildleder flokfæller ved at kigge væk fra tiltrækkende føde. Forskerne ved endnu ikke, om aberne snyder bevidst.

Fugleforældre fingerer brækket vinge
© Shutterstock

Fugleforældre fingerer brækket vinge

Fugleunger til kildiren er et yndet bytte for sultne rovdyr. Når et rovdyr nærmer sig reden, springer forældrene derfor omkring på jorden, som om vingen er brækket, for at lokke rovdyret væk.

Ugiftige snoge imiterer giftige slanger
© Shutterstock

Snoge efterligner koralslanger

Ugiftige dyrearter kan med deres udseende efterligne giftige arter. Det kaldes Bates’ mimicry, og et af de mest iøjnefaldende eksempler er ugiftige snoge (øverst), der har den samme kombination af farver som giftige koralslanger.

Hvorfor har evolutionshistorien ikke selekteret for anlæg, der – i stedet for at give os ondt i maven og spoleret nattesøvn – hjælper os til at perfektionere snydekunsten? Her må vi se nærmere på, hvad der ud fra evolutionsteoretiske principper ville ske, hvis snyderi var hyppigt blandt mennesker.

Snyderne blandt vores forfædre ville have haft enorme fordele med at skaffe livsnødvendige ressourcer som mad, gode sovesteder og tiltrækkende partnere, og deres børn vil have klaret sig bedre end de mere ærlige forfædres børn.

Pointen er, at kun én kategori af flokfæller har kunnet klare sig iblandt snyderne: dem, der kunne gennemskue snyderiet.

Det har i evolutionshistorien ført til et evolutionært kapløb mellem dem, som har forstået at snyde, og dem, der har forstået at genkende en snyder, og for hver gang nogle af snyderne er blevet skarpere, er det gået samme vej med de artsfæller, der kunne genkende snydere.

Resultatet blev, at vi er endt med en art, hvor snyderi aldrig helt udryddes, men lejlighedsvist dukker spektakulært op under stor offentlig bevågenhed. På den måde har snyderne aldrig fået risikofrit lejde til at snyde andre. De står over for artsfæller, der er gode til at afsløre dem og sikre, at snyd oftest ikke betaler sig i længden.