Arternes udvikling er drevet af kampen for at overleve. Ordene kom fra den legendariske britiske naturforsker Charles Darwin i 1859, og de gælder stadig. Men i et moderne velfærdssamfund er det sjældent nødvendigt at kæmpe ret hårdt for at overleve.
Derfor er det fristende at tro, at menneskets biologiske udvikling er gået i stå – og at vi kun udvikler os igennem kulturelle og teknologiske landvindinger.
Men faktisk forholder det sig lige omvendt.
Antropologen John Hawks fra University of Wisconsin-Madison i USA er en blandt mange forskere, der mener, at menneskets biologiske udvikling går 100 gange hurtigere nu, end da vi rejste os på to ben for omtrent 4 mio. år siden.
Naturlig selektion er accelereret
I 2007 lavede John Hawks en genetisk analyse af vidt forskellige befolkningsgrupper fra Nigeria, USA, Europa, Japan og Kina.
De har alle udviklet sig fra en fælles forfader i løbet af de seneste 200.000 år, og derfor kunne John Hawks sammenligne befolkningernes genetiske forskelle og afgøre, hvornår de forskellige ændringer skete.
Hvis et gen fx har betydning for evnen til at fordøje mælk, og det findes i mange forskellige muterede udgaver i en population, har genet ikke været igennem nogen stærk naturlig selektion. Det vil med andre ord sige, at de dårlige mutationer ikke er blevet luget ud for at fremelske en gavnlig mutation.
John Hawks’ resultater viste, at mens menneskets genetiske variation steg støt frem mod den seneste istid, faldt den stejlt, da vi for alvor begyndte at dyrke landbrug for 5-6000 år siden.
Din krop udvikler sig med ekspresfart
Vi får større øjne, vores hjerne skrumper, og kropstemperaturen falder. Mennesket udvikler sig hurtigere end nogensinde, fordi vores omgivelser stiller stigende krav til os – og det vil fortsætte over de næste mange tusind år.
Omvendt er menneskets naturlige evolution i samme periode accelereret – og særligt i løbet af de seneste få tusind år. John Hawks mener, at den udvikling hænger sammen med, at vi blev agerbrugere. Dermed var det nyttigt at kunne fordøje mælk, fordi mennesker begyndte at holde kvæg.
Samtidig klumpede mennesker sig sammen i små samfund, hvilket øgede risikoen for at blive ramt af smitsomme sygdomme. Derfor var det en fordel at udvikle sygdomsresistens gennem naturlig selektion.
Særlige gener muterer lettere
Mutationer sker kun meget sjældent, og sandsynligheden for, at et bestemt gen muterer i løbet af en persons levetid, er blot 1:100.000. Og chancen for at mutationen ovenikøbet er gavnlig, er langt mindre. I en lille population går udviklingen derfor meget langsomt.
Knoglestrukturen var langt stærkere hos vores storvildtjagende forfædre (th.), som aktivt jagede deres føde, end vores knoglestruktur i dag.
Men når befolkningen er eksploderet til 7,5 mia. mennesker, stiger sandsynligheden også for, at der opstår gavnlige mutationer.
HAR1 er det gen, som menes at udvikle sig allerhurtigst i mennesket. Genet spiller en rolle for hjernens udvikling på et kritisk tidspunkt i fosterstadiet og er et af de gener, som adskiller os fra andre dyr.
Menneskers dna har i gennemsnit 98 pct. lighed med chimpansers dna, men HAR1 har udviklet sig så hurtigt i mennesket, at det efterhånden kun har 85 pct. lighed med chimpansernes udgave af genet.
Forskere har fundet frem til, at HAR1-genet er stort set identisk i alle dyr, og at fx blot to mutationer adskiller de udgaver, der findes i henholdsvis høns og chimpanser. De to dyregrupper har ikke haft en fælles udviklingshistorie i de seneste 300 mio. år, hvilket betyder, at HAR1 ikke har ændret sig nævneværdigt i den periode, og at genets udvikling nærmest er gået i stå.
Men da mennesket udskilte sig fra chimpansen for omkring 5 mio. år siden, begyndte det for alvor at gå stærkt, og der er nu 18 mutationer, som adskiller vores udgave af HAR1-genet fra chimpansens version.
Menneskets særlige udgave af HAR1 har ifølge forskere haft betydning for udviklingen af vores hjerne, som er det organ, der har ændret sig mest i menneskets evolutionshistorie.
Den udvikling fortsætter, men det betyder ikke, at vores hjerne bliver større. Snarere tværtimod.
Vores hjerne skrumper
Gennem de seneste 10.000 år er hjernens rumfang faktisk skrumpet omkring 15 pct., og mange forskere forventer, at den tendens vil fortsætte. De mener, at vores hjerne i løbet af de næste mange tusind år vil miste, hvad der svarer til et stykke på størrelse med en tennisbold i hver hjernehalvdel.
Indtil videre har den mindre hjerne ikke gjort os dummere, men derimod meget klogere – og sådan vil det formentlig fortsætte.
Når hjernen bliver mindre, skal nervesignalerne ikke løbe så langt. Vi tænker bogstavelig talt hurtigere.
I takt med at vores hjerne bliver mindre, er lilletåen på vej helt væk. Efter at vi holdt op med at bruge fødderne til at gribe med, tjener den ikke længere noget formål.
Det samme gælder visdomstænderne, der ikke bare er nytteløse, men generer de andre tænder og er svære at holde rene. Mutationer, der gør disse irriterende tænder mindre eller ligefrem fjerner dem, har derfor spredt sig hurtigt gennem befolkningen, og 10-45 pct. af alle mennesker fødes nu uden en eller flere visdomstænder.
Mens lilletåen, visdomstænderne og muligvis også blindtarmen er ved at forsvinde som et led i menneskets naturlige udvikling, er en bestemt blodåre i underarmen på vej frem.
Blodåren dannes i de første uger af fostertilstanden og sørger for at forsyne fosterets hænder og fingre med ekstra blod, mens de udvikler sig. Men allerede efter otte uger begynder blodåren at degenerere hos de fleste, fordi der ikke længere er brug for den, og den ses kun hos relativt få voksne. Eller rettere: Sådan var det engang.
En australsk undersøgelse fra 2020 har nemlig vist, at mens blodåren kun fandtes hos omkring 10 pct. af alle voksne i 1800-tallet, er den i dag til stede hos omkring 30 pct.
Den naturlige selektion har altså udvalgt mutationer i gener, der forhindrer, at blodåren degenererer. Den udvikling er gået stærkt, fordi egenskaben er blevet tre gange så hyppig på mindre end 200 år. Dermed må den på en eller anden måde give sin ejermand en ekstra fordel.
Men hvori fordelen består, er stadig et mysterium.
I fostertilstanden dannes der en ekstra blodåre i underarmen, som forsyner hånden med mere blod. I 1800-tallet fandtes blodåren hos 10 pct. af den voksne befolkning, mens tallet i dag er 30 pct.
Et bud er, at vi i stigende grad bruger fingrene til præcisionsarbejde på tastaturet eller smartphonens skærm. Så hvor vores oldeforældres faste greb om landbrugsredskaberne ikke behøvede den ekstra blodåre, kræver fingrenes nerver og muskler i dag en højere blodforsyning til præcisionsarbejdet.
Højder fremtvang mutation
I andre tilfælde er det et spørgsmål om overlevelse, der driver menneskets udvikling. På de tibetanske højsletter, ca. 4-5 km over havets overflade, indeholder luften 33 pct. mindre ilt end nede i lavlandet.
Normalt ville iltmanglen føre til højdesyge med hovedpine, træthed, kvalme, hjertebanken og åndenød, men de lokale indbyggere klarer hverdagen uden problemer. Det kan de takke deres tipoldeforældre for. Ikke alene har de vænnet sig til at leve med højdesygen, de har også gennem generationer nedarvet mutationer i et bestemt gen, og det har gradvist gjort dem bedre rustet til at leve i den tynde luft.
Genet kaldes EGLN1 og reagerer på situationer, hvor kroppen lider af iltmangel. Genet sørger for, at cellerne ændrer deres biokemiske reaktioner, så de er tilpasset en begrænset adgang til ilt, og at hjerte, lunger og muskler regulerer deres aktivitet, så de bedre kan udnytte ilten.
Mutation giver tibetanere fordel
1. Ilt holder protein passivt
Proteinet PHD2 (grønt) sørger for, at vævet ikke bliver skadet, når luften indeholder tilstrækkelige mængder ilt. Under de forhold forholder proteinet sig passivt og fungerer som en bremse, der ikke sender besked til vævet.
2. Iltmangel skader cellerne
Når kroppen kommer op i højderne eller udsættes for iltfattige forhold, kan proteinet PHD2 ikke længere forhindre, at bremsen kollapser. Resultatet er, at større mængder væv degenererer og bliver skadet af iltmanglen.
3. Mutation giver kun småskader
Tibetanere i højderne har en muteret udgave af PHD2, som holder kroppens forsvarsbremse delvist trukket, selvom kroppen mangler ilt. Cellerne overlever og kan regenerere vævet, uden at kroppen tager langvarig skade.
I 2013 sammenlignede kinesiske forskere EGLN1-genet hos et stort antal tibetanere, som boede på højsletten med begrænset adgang til ilt, med kinesere, japanere, europæere og afrikanere, der allesammen boede i lavlandet, hvor der er rigelig ilt i luften.
Undersøgelsen afslørede, at 71 pct. af alle tibetanerne havde en ganske bestemt mutation i EGLN1, som kun fandtes blandt 1-2 pct. af personerne fra lavlandet.
Den mutation har ifølge forskere en afgørende betydning for funktionen af EGLN1, så genet nemmere får cellerne og kroppen til at tilpasse sig iltmanglen i højderne. Og udviklingen er gået stærkt.
Kinesiske og amerikanske forskere viste i 2010, at tilpasningen til de højere luftlag er sket på bare 3000 år og er et resultat af den naturlige selektion.
Vores kropstemperatur falder
Evolutionen kan også lave små justeringer på kroppen, som blot passer bedre til en verden, der har ændret sig. Det er blandt andet tilfældet for vores kropstemperatur.
Lægen Julie Parsonnet fra Stanford University i Californien påviste i 2020, at amerikanernes kropstemperatur gennem de seneste 150 år er faldet nogenlunde konstant med 0,03 grader hvert tiende år.
Samlet er den dermed faldet 0,5 grader i løbet af perioden. Dermed svarer en let feber i dag til en helt normal kropstemperatur i 1860.
Milten indeholder røde blodlegemer, som har optaget ilt. Jo større milt, desto længere kan man holde vejret. Milten hos bajaufolket i Asien er 50 pct. større end hos andre folkeslag i området.
Andre forskere er nået frem til lignende resultater, og det viser sig, at udviklingen giver god mening.
Når vi er syge, stiger kropstemperaturen, så varmen kan hjælpe med at nedkæmpe bakterier og dermed slå sygdommen ned. Men med det moderne menneskes høje hygiejneniveau er vi mindre udsatte for infektioner end tidligere, og derfor kan vi spare lidt energi ved at skrue ned for kropstemperaturen.
Intelligensen daler pga. selektion
Selvom man umiddelbart forestiller sig, at evolutionen gennem den naturlige selektion vil favorisere gode og nyttige egenskaber, så er det faktisk langtfra altid tilfældet. I evolutionens ubønhørlige kapløb vil den, der får flest børn, næsten altid vinde – også selvom hverken forældrene eller børnene er blevet udsat for gavnlige mutationer.
Muligvis er det en del af forklaringen på, at den gennemsnitlige IQ er begyndt at falde i de skandinaviske lande. Det mener evolutionspsykologen Satoshi Kanazawa fra London School of Economics and Political Science.
Han viste i 2014, at for hver gang en kvindes intelligens øges med 15 IQ-point, falder sandsynligheden for, at hun nogensinde får børn, med 25 pct.
Hvis det er korrekt, vil kommende generationer af børn fortrinsvis have mødre med en relativt lav intelligens. Da IQ i høj grad er arvelig og i særlig grad menes at nedarves fra moren gennem det kvindelige X-kromosom, vil intelligensen i et moderne samfund med mange karrierekvinder altså blive mindre med tiden.
Tilsvarende er det meget sandsynligt, at lilletåen og visdomstænderne er helt væk om nogle tusind år, men hvordan det går med alle vores andre egenskaber, er svært at sige.
Vi kan nemlig både udvikle os til splejsede, intellektuelle tørvetrillere og slanke, høje personer med masser af charme og en lille forstand.
Artiklen blev udgivet første gang i 2021.