1. MADDIKE-DETEKTIV
Et mylder af gnaskende larver og summende spyfluer er en del af hverdagen for engelske Amoret Whitaker.
Hun er en af de retsentomologer, politiet får til at trække maddiker og andre insekter ud af lig for at afgøre, hvornår døden er indtruffet.
Når Amoret Whitaker rykker ud, medbringer hun et insektnet til at fange fluer med, plasticskeer til at skovle maddiker op med og en plastbøtte med kattemad, så hun kan holde maddikerne i live.
Derefter tager hun insekterne med til sit ildelugtende laboratorium på Londons Naturhistoriske Museum og undersøger dem nærmere.
Fastslår krybets dødstidspunkt
Friske lig tiltrækker fluer. Under de rette forhold lægger fluerne efter få minutter æg i liget og starter herved det “ur”, insektforskeren fastslår dødstidspunktet med.
Fluen gennemgår nemlig syv forskellige stadier fra æg til flue, og ud fra insekternes livscyklus kan forskeren med nogle timers margin angive det sandsynlige dødstidspunkt.
Har liget ligget i uger eller måneder, er marginen dog et par dage
Har du fundet dit videnskabelige kald i livet?
Tag Illustreret Videnskabs store personlighedstest, Karriereguiden, og find ud af hvilket job, du i virkeligheden er skabt til.
Paranormal efterforsker, rumpsykolog, nanoforsker, latterterapeut, fyrværkeridesigner, monsterjæger eller noget helt andet - få analyseret din indre videnskabsmand og find ud af, hvad du egentlig er født til at blive!
2. VULKANOLOG
Jagten på lava, sten og gas fører forskere helt hen til kanten af rumlende og boblende lavasøer.
Temperaturen er over kogepunktet, når vulkanologer drager i felten for at opmåle vulkaner og indsamle prøver.
En af dem, der har været tættest på en lavasø, er den italienske vulkanolog Dario Tedesco.
I 2010 kravlede han sammen med et internationalt forskerhold ned i krateret på en af verdens mest aktive vulkaner, Nyiragongo, som ligger nær byen Goma i Congo. Målet med ekspeditionen var at opmåle krateret og samle prøver af lava, sten og gas fra vulkanen.
Alene nedstigningen var farlig på grund af faldende sten og gasser, som kunne blinde forskerne. Alligevel camperede forskerne i to dage i vulkankrateret kun 120 meter fra bunden.
Temperaturen i krateret er nogle steder over kogepunktet, og søen løber jævnligt over sine bredder, men iført beskyttelsesdragt kom holdet tæt på lavasøen.
Forudsiger udbrud
På ekspeditioner kan forskerne måle forskellige forhold som temperaturer og gasarter i vulkanen. Resultaterne afslører, om nye udbrud er på vej.
I fremtiden behøver vulkanologer dog ikke at sætte livet på spil. Ny teknik i form af detaljerede radarbilleder og varmeresistente robotter kan allerede nu levere en del af de ønskede data.
3. ASTRONAUT
Efter 257 dage kom Mars500’s astronauter på en simuleret tur til Mars’ overflade.
Prøveastronauter udstår årelang isolation på landjorden for at undersøge de psykiske og fysiske forhold på lange rumrejser.
Rutinen i at sidde på et kedsommeligt kontor hver dag og kigge på de samme kolleger er intet i forhold til det, en prøveastronaut skal udstå.
I 2010 og 2011 måtte de seks prøveastronauter i projektet Mars500 således nøjes med hinandens selskab i en periode på 17 måneder. Og det endda uden nogensinde at forlade landjorden.
I de 500 dage, forsøget varede, opholdt astronauterne sig i en 180 kvadratmeter stor rumskibssimulator, som var indrettet i en stor forskningshal i Moskva.
Pladsen var trang, menuen bestod af dåsemad, og de så ikke dagens lys på noget tidspunkt.
Den største adspredelse var, da deltagerne efter 257 dage iført rumdragter foretog en ekspedition til “Mars’ overflade”, som var indrettet i et blikskur med sand og sten på gulvet og stjerner på vægge og lofter.
Her skulle astronauterne samle prøver og plante et flag, inden de atter vendte tilbage til “rumskibet”.
Prøvekaniner i rummet
Det fysiske og psykiske pres er stort på en lang rumrejse. Gennem en række forsøg af blandt andet søvnen blev prøveastronauternes tilstand undersøgt undervejs.
Det viste sig, at astronauterne blev fysisk passive, sov dårligere, viste tegn på depression og ikke passede deres træning, jo længere “rejsen” varede.
4. HAVBIOLOG
For at måle Middelhavets sundhedstilstand dykker havbiologer fra blandt andet universitetet i den italienske by Trieste rundt i enorme slimklatter i havet. Slimen, som egentlig hedder marin mucilage, består af en sammenklumpning af mikroskopiske døde og levende organiske materialer.
Om sommeren kan slimmasserne strække sig over næsten 200 km langs kysten.
Identificerer slimtyper
For at få de helt rigtige prøver af slimklatterne trækker forskerne i dykkerudstyr og springer ned i suppedasen, hvor de med store kanyler suger prøver ud.
Forskere har identificeret flere end ti forskellige slags havslim.
5. HVALOPSKÆRER
Stanken af rådden hval sætter sig på huden og i håret af de biologer, som i jagten på en dødsårsag parterer strandede hvaler.
Biologer skærer i råddent og stinkende hvalkød i håb om at kunne afsløre hvalernes dødshistorier.
Lugten af rådden fisk er intet imod lugten fra en rådden hval.
Alligevel er der folk, som ikke bare udsætter sig for lugten i timevis, men også påtager sig at skære dyret op, så de får det ildelugtende hvalkød langt op ad arme og ben.
Når en hval strander et sted i verden, rykker et hold af havbiologer ud, og de ved, præcis hvordan opgaven skal gribes an.
Iført gummidragter og med lange knive skærer de først store strimler af hvalen, inden de skærer organerne fri og tager prøver af dem.
Bagefter analyserer forskerne prøverne i laboratoriet og udfærdiger en dødsattest, som forklarer hvalens død. På den måde bidrager hver eneste hval til videnskaben.
Det hænder også, at teamet må slå en hval ihjel, så den undgår en lang og smertefuld død.
Forklarer hvalens dødsårsag
Havbiologerne undersøger, om sygdomme eller læsioner kan forklare hvalens stranding, og om nye forholdsregler kan forhindre lignende skader fremover.
Skibe kan for eksempel påsejle hvaler, og det kan undgås med nye ruter.
6. ABEPSYKOLOG
Kun få har overværet så meget abesex som den canadiske adfærdspsykolog Paul Vasey fra University of Lethbridge i Alberta.
I de seneste 12 år har han hvert efterår tilbragt dage, uger og måneder i Arashiyama-distriktet i nærheden af Kyoto i Japan for at nærstudere makakabernes seksuelle udfoldelser i det fri.
Aberne lever i store grupper på mellem ti og 80 individer. Hannerne kommer og går, mens hunnerne udgør stammen i gruppen. Både hunner og hanner dyrker sex med andre af samme køn.
Når hunnerne har sex med hinanden, er Paul Vasey på pletten med kamera og notesbog.
Lurer på abernes sexliv
Ud over hvornår, hvordan og hvor længe aberne hygger sig, noterer han også, hvem de har sex med, og han har blandt andet fundet ud af, at hunnerne undgår sex med nær familie.
Paul Vasey studerer abernes ikkereproduktive seksualitet for at blive klogere på seksualdriftens rolle i evolutionen.
Han har blandt andet fundet ud af, at hunnerne kurtiseres af hannerne, men vælger dem fra til fordel for sex med partnere af eget køn.
7. ARMSVEDSKEMIKER
Nogle videnskabelige job er ikke for sarte næser. Det gælder jobbet i lugtlaboratoriet på Monell Chemical Senses Center i Philadelphia.
Her har dr. George Preti specialiseret sig i armsved, som han opsamler på en lille klud og siden analyserer i et apparat, som kan identificere forskellige kemiske indholdsstoffer.
Preti har også vist, at hudkræft har sin egen lugt. Opdagelsen kan føre til en hurtigere diagnose.
8. IGLESPECIALIST
På en skala fra et til ti over verdens mest drænende job har zoologen dr. Mark Siddall fra det naturhistoriske museum i New York et klart tital.
Når han indsamler nye eksemplarer af igler til museets samling, bruger han sin egen krop som lokkemad.
Iført shorts og sandaler vader han gennem vådområder i Sydafrika, regnskov i Madagaskar og sumpe i Guinea i jagten på nye iglearter.
Og jo flere igler der hager sig fast og suger blod af hans fødder og ben, desto bedre.
Iglerne er ikke farlige i sig selv, men det er nogle af de dyr, de sidder på, og for eksempel har Mark Siddall samlet en igle fra en flodhests bagdel.
Finder forskelle i iglers blodsugende evner
Mark Siddall forsker i iglers mangfoldighed og evolution.
Han samler forskellige arter og undersøger deres familierelationer, deres blodsugende adfærd og deres evner til at modvirke størkning af blod.
9. HULEFORSKER
En af huleforskerne fra ekspeditionen klemmer sig gennem en tunnel 1500 meter nede i hulen.
To tusind meter ned i en vandfyldt underjordisk labyrint. Det er, hvad huleforskerne udstår for at kortlægge de skjulte hulesystemer under jorden.
Glatte klippevægge, underjordiske tunneler fyldt af iskoldt vand og stadig smallere sprækker. Det er blot nogle af de udfordringer, huleforskere støder på i deres søgen efter verdens dybeste huler.
Den ukrainske huleforsker Gennadiy Samokhin er den, som indtil nu har været dybest i jorden. Han satte verdensrekord i sommeren 2012.
På en international ekspedition, som varede en måned, kravlede han sammen med 58 andre huleforskere fra ni forskellige lande ned i verdens dybeste hule, Krubera i Georgien.
Samokhin dykkede 52 meter gennem en smal vandfyldt sprække, der førte ned til 2197 meter. Dermed slog han sin egen rekord fra 2007 med seks meter.
Kortlægger ukendte steder
Huleforskere er opdagelsesrejsende, som blandt andet kortlægger områder i jorden, hvor ingen har været tidligere.
Undervejs samler de prøver af stenarter og dyreliv, og de undersøger, hvordan grotter og hulrum er dannet, og hvor vandet i hulerne kommer fra og løber hen.
10. FÆCESTRANSPLANTØR
Nogle læger har dagligt andres afføring mellem hænderne. Lægerne har specialiseret sig i at udføre en såkaldt fæcestransplantation, hvor en rask persons afføring føres ind i en patient, som har brug for de gavnlige bakterier.
Transplantationen sker enten direkte i endetarmen eller via en slange i næsen.