I århundreder har videnskabsfolk søgt efter raseriets hemmeligheder og fundet spor af dem i alle afkroge af kroppen.
Men vredens epicenter ligger i hjernen. Her udkæmper hjernecentrene en krig for at afgøre, om du skal holde følelserne under kontrol eller eksplodere i raseri.
Kun to sekunder adskiller synet af en vredesfremkaldende oplevelse fra det totale amokløb, så hvis roen skal bevares, skal du holde dampen nede og tælle til to.
Dyk ned i vredens anatomi sekund for sekund lige her.
0 sekunder
Sanser slipper impulserne løs
Du kan allerede fornemme det på hans mimik og høre det på hans tone, der pludselig bliver en smule mere drillende. Du ved bare, at han om lidt begynder at fortælle alle de andre ved spisebordet om et af dit livs pinligste øjeblikke.
Dine sanseorganer er på overarbejde.
90 millioner synsceller bagest i øjet fyrer signaler afsted gennem hjernen til den bageste del af hjernebarken.
Elektriske impulser flyver på kryds og tværs gennem dit hoved. Signalerne havner blandt andet i hippocampus, et sæt rejeformede klumper af hjerneceller dybt inde i hjernen.
Her bliver indtrykkene gemt i hukommelsen, mens gamle minder lagret rundtom i hjernen kobles sammen i et puslespil, der er med til at afgøre, hvordan du vil reagere.
0,5 sekunder
Fornuften går til kamp mod vreden
Arrgh! Du kan ikke holde det ud. Nu begynder han at plapre løs og underholde de andre om den der episode, fra da I var yngre - kun for at få dem til at grine på din bekostning. Måske du kan nå at stoppe ham, inden han kommer for langt ind i historien. Du husker sidste gang, du prøvede at tale ham til fornuft. Det hjalp ikke. Han er nødt til at lære det én gang for alle, men du vil heller ikke sige noget, der kan ødelægge jeres venskab.
Der er gået under et halvt sekund, og de elektriske impulser er nu nået frem til amygdala og den præfrontale cortex.
Amygdala er følelsernes centrum, og her blandes de nye indtryk sammen med en hvirvelvind af minder om tidligere følelseseksplosioner.
Uden din bevidsthed pisker amygdala en stemning op i din hjerne og gør klar til at sende den ophidsende besked ud til hver eneste lille fiber i din krop.
Men fornuften kan endnu nå at sejre. Lige bag panden ligger den præfrontale cortex, som leverer den dømmekraft, der skal vurdere, om det giver mening at blive vred.
Den analyserer årsagerne til problemet og forsøger at forudse konsekvenserne af dine handlinger.
Hvis resultatet af fornuftscenterets beregninger viser, at en mere afdæmpet håndtering af situationen er den bedste løsning, sendes elektriske signaler afsted mod amygdala.
Signalerne fra den præfrontale cortex er i stand til at hæmme den boblende vrede i følelsernes epicenter.
1 sekund
Vreden breder sig til kroppen
Hans manglende forståelse for dine følelser har plaget dig i månedsvis, og det skal stoppe nu!
De utallige minder om tidligere frustrationer smider benzin på bålet i amygdala og får fornuftscenteret til at hælde mod en stormende offensiv.
Vreden får overtaget i hjernen. Intet står i vejen for amygdala, som nu sender en regn af signaler afsted gennem rygmarven og ud til alle dele af kroppen.
Blandt de vigtigste modtagere er vredens fordelingsstation, binyrerne, som er placeret øverst på hver af nyrerne.
Deres kerne indeholder celler, der aktiveres af amygdalas impulser og straks begynder at pumpe adrenalin ud i blodet.
Vrede giver dig succes i livet
Overdreven vrede er skadelig, men forskere har vist, at du ikke altid skal holde raseriet nede.
Vrede gør dig mere tilfreds
I en stor undersøgelse spurgte forskere fra Harvard University i USA en gruppe personer om, hvordan de håndterede deres vrede, og om de følte sig tilfredse med deres privat- og arbejdsliv. Resultaterne viste, at folk, der var bedst til at slippe vreden løs, også var mest tilfredse med deres liv.
Vrede hjælper dig med at træffe beslutninger
En række forsøgspersoner blev i et andet forsøg presset til at blive vrede, og efterfølgende skulle de læse en række gode og dårlige argumenter. De vrede personer viste sig at være bedre til at gennemskue de dårlige argumenter.
Vrede vinder over din frygt
Undersøgelser har vist, at det hjælper at blive vred, hvis du er bange. Vrede personer er villigere til at tage chancer, og de er mere optimistiske omkring udfaldet af situationen.
1,5 sekunder
Adrenalin gør kroppen kampklar
Varmen breder sig i dit ansigt, og sveden begynder at pible frem på panden. Du kan mærke dit hjerte hamre hurtigere og hurtigere mod indersiden af dit bryst, mens lungerne arbejder på højtryk for at trække luft ind. Dine tænder knager nærmest under presset fra kæberne, og du knytter dine næver, indtil knoerne bliver hvide. Pupillerne udvider sig, så lyset strømmer ind, og du bliver blændet af vrede.
En syndflod af signaler fra amygdala forstærket af adrenalinen i dine årer fosser ind over dine organer.
Svedkirtlerne går i gang med at udskille væske til overfladen af huden, mens musklerne omkring blodårerne trækker sig sammen eller udvider sig for at ændre fordelingen af blod i din krop.
Det fintunede urværk af elektriske impulser, der styrer dit hjertes rytme uden om din bevidsthed, får skruet op for frekvensen.
Samme behandling får dit mellemgulv, der begynder at trække hyppigere i din brystkasse, så dine lunger hiver mere ilt ind til blodet.
Og overalt i kroppen modtager musklerne signal om at gøre sig klar til kamp, indtil muskelfibrene bliver spændt til bristepunktet.
De vrede beskeder når også frem til leveren. Her aktiverer levercellerne en serie af enzymer, som begynder at skære i leverens sukkerlager.
Resultatet er små sukkermolekyler, som cellerne med det samme sender i omløb med blodet.
Sammen med den øgede iltoptagelse fra lungerne og et forstærket blodomløb udgør leverens sukkerkaskade den perfekte storm, der skal give dine muskler energien til at gå amok.
2 sekunder
Celle-motor driver raseriudbrud
En flodbølge af energi breder sig gennem din krop. Du føler dig stærkere end nogensinde. Der er kun gået to sekunder, siden historien ved middagsbordet begyndte at bombardere dine sanser, og du er helt høj ved tanken om at slippe vreden løs og eksplodere.
Hver en muskelfiber i din krop suger ilt og sukker til sig fra blodet. De aflange celler transporterer det biologiske brændstof frem til mitokondrierne, som ved hjælp af en række kemiske reaktioner overfører sukkermolekylernes energi til stoffet ATP.
ATP får to typer proteinstrenge, der løber på langs i hver celle, til at gribe fat i hinanden og hive cellens ender mod hinanden. Dermed bliver alle cellerne kortere, og det betyder, at hele musklen trækker sig sammen.