Myte 1: Hurtighed

Bare rolig. Han er langsom.
Myte: Du kan ikke flygte fra en T. rex
Lange ben og ekstremt store lårmuskler. T. rex ser ud til at være bygget til fart, og derfor er nogle forskere kommet frem til, at kæmpen kunne nå en imponerende hastighed på 72 kilometer i timen.
Men nye undersøgelser skruer markant ned for det tal.
Ved hjælp af computersimuleringer kan forskerne nu tage højde for en lang række faktorer, som tidligere beregninger måtte udelade. Og især benknoglernes bæreevne har vist sig at begrænse farten.

Nutidens rovdyr har væsentligt mere fart på end T. rex. Løver spæner afsted med næsten 60 kilometer i timen, mens geparden sætter verdensrekord med omkring 105 kilometer i timen.
Engelske forskere beregnede i 2017, at det seks til ti tons tunge rovdyr ville have brækket sine egne knogler, hvis det satte i løb. I stedet måtte T. rex sørge for altid at have mindst én fod på jorden, og dens tophastighed havnede nede på 27 kilometer i timen.
Dermed ville en olympisk sprinter med en fart på op mod 38 kilometer i timen nemt kunne løbe fra den, og de fleste ville kunne give den baghjul på en cykel.
Heldigvis for T. rex havde de store planteædere, der levede i dens nabolag, formentlig de samme begrænsninger. Flere undersøgelser tyder på, at dræberkongens potentielle byttedyr langtfra var skabt til fart og måske ikke kunne præstere meget mere end 15 kilometer i timen.
MYTEN OM T. REX' HURTIGHED ER: FALSK
Ny forskning: T-Rex gik lige så langsomt som mennesker
4,6 km/t. Det er den hastighed, en T-Rex foretrak at gå i - et tempo som de fleste mennesker snildt kan følge med i.
Ved at tage nye metoder i brug har forskere fra Vrije Universiteit Amsterdam og Utrecht Universitet fundet frem til, hvilket tempo en Tyrannosaurus rex foretrak at gå i.
Frem for at fokusere på dens ben har de hollandske forskere som noget helt nyt valgt at tage udgangspunkt i halen på en T-Rex.
Samme videnskab som havegynger og hængebroer
Videnskaben bag er den samme, som man kender fra hængebroer og havegynger. For ligesom en havegynge svinger frem og tilbage, når der bliver gynget, svinger halen på en T-Rex op og ned, når dinosaurussen går.
Og præcis som man er nødt til gynge i takt med svingningerne, hvis man vil gynge højere på en havegynge, er det samme tilfældet for en T-rex og dens hale, hvis den vil gå hurtigere.
For at kunne udregne den frekvens, en Tyrannosaurus rex-hale naturligt svinger med - altså dens egenfrekvens - har forskerne derfor lavet en 3D-model af halen.
På den måde har de hollandske forskere været i stand til at udregne den hastighed, som en T-Rex bruger mindst energi på at gå i - og den hastighed er altså 4,6 km/t.
Dette tempo er væsentligt lavere end tidligere forskning har estimeret, men på samme niveau som hos andre dyr.
Myte 2: Fjer

Et opsigtsvækkende fund i 2012 gav anledning til teorien om, at T. rex var iført en prægtig fjerdragt.
Myte: T. rex var dækket af fjer
Lignede T. rex en gigantisk kalkun? Da forskerne i 2012 fandt et fossil af Yutyrannus – en ni meter lang og meget behåret slægtning til T. rex – begyndte mange palæontologer at spekulere på, om også T. rex var dækket af lange, hårlignende fjer.
Hidtil har forskerne ikke haft et fossil af T. rex, der var velbevaret nok til at besvare spørgsmålet. Men et nyopdaget T. rex-skelet fra Montana i USA kaster nu lys over sagen.

Fund af T. rex-hudaftryk har vist, at rovdyret havde skæl på det meste af kroppen.
Nogle få forstenede aftryk af dyrets overflade – de fleste ikke større end et frimærke – lå tæt ved knoglerne i nakken, ryggen og halen, og aftrykkene viser alle det samme: skæl. Hvert skæl er kun omkring en millimeter i diameter, så på afstand ville huden formentlig have set mere læderagtig ud end skællet.
Aftrykkene viser, at T. rex var blottet for fjer på det meste af kroppen. Ligesom nutidens elefanter havde den store dinosaur mistet den isolering, som dens forfædre sandsynligvis havde. Forskerne kan dog ikke udelukke, at den havde fjer enkelte steder på kroppen.
MYTEN OM FJER ER: FALSK
Myte 3: Kæbekraft

Kæberne snappede sammen med mere end 3,5 tons og knuste byttedyrenes knogler, som var det pindebrænde.
Myte: Biddet kunne knuse en bil
Selv gemt bag en væg af stål ville du ikke være sikker, for T. rex’ kæber er blandt de kraftigste, der nogensinde har eksisteret.
Byttedyrenes knogler blev pulveriseret, når T. rex satte tænderne i dem. Det var konklusionen, efter at amerikanske palæontologer i 2017 skabte den hidtil mest nøjagtige digitale rekonstruktion af den store dræbers kæber.

De CT-skannede først kraniet og brugte derefter en computer til at lægge virtuelle muskler henover. Musklernes form og styrke blev modelleret nøje efter dyrets nulevende slægtninge, fuglene og krokodillerne.
De digitale kæber leverede en bidstyrke på ikke mindre end 34.522 newton, svarende til presset fra over 3,5 tons, og dermed mere end dobbelt så meget som kæberne hos nutidens største krybdyr, deltakrokodillen. Samtidig kunne trykket på de enkelte tænder nå op på 30 tons pr. kvadratcentimeter.

Strategisk bid knækkede knogler
Et pattedyrs tænder i over- og undermunden møder hinanden, når dyret bider sammen, og dermed kan de knuse selv hårde genstande.
Tænderne hos T. rex ramte ikke hinanden, men forskerne har vist, at det store krybdyr kunne opnå samme effekt som pattedyrene ved at placere sin benhårde føde strategisk mellem sine kraftige tænder.
Det kraftige bid kombineret med solide, pløklignende tænder ville have gjort det muligt for T. rex at bide igennem skroget på en bil.
I virkeligheden brugte den sine evner til at knuse knogler, så den kunne få fat i næringsrig marv og vigtige mineraler. Den teori bliver desuden underbygget af fossiler af rovdyrets afføring, som er fyldt med hundredvis af små knoglesplinter.
MYTEN OM KÆBEKRAFT ER: SAND
Myte 4: Diæt

Kraftige kæber og en veludviklet lugtesans gjorde tyrannosaurussen til den oplagte ådselsæder. Men T. rex ville ikke nøjes med selvdøde dyr...
Myte: T. rex spiste kun ådsler
Flere forskere har foreslået, at dinosaurernes dræberkonge slet ikke var en dræber. T. rex var ifølge dem for langsom til at fange sit eget bytte, og dens gode lugtesans og kraftige kæber gjorde den perfekt tilpasset til at opsnuse og fortære ådsler.
Men teorien holder ikke. For det første ville det have været enormt svært for det store dyr at overleve udelukkende på ådsler – de fleste nulevende ådselædere er også nødt til selv at nedlægge bytte for at få kalorier nok.

I halehvirvlen fra Edmontosaurussen (A) fandt forskerne en T. rex-tand (rød cirkel) inde i knoglen (B).
For det andet har forskerne fundet en T. rex-tand i en halehvirvel fra den planteædende Edmontosaurus. Halehvirvlen er helet efter biddet, så forskerne ved, at T. rex angreb, mens planteæderen var i live.
MYTEN OM T. REX SOM ÅDSELSÆDER ER: FALSK
Myte 5: Små arme

T. rex’ arme var kraftige, men kun omkring en meter lange.
Myte: Miniarme var ubrugelige
En gigantisk otte tons tung og 12 meter lang dræber med arme på størrelse med et menneskes.
Forskerne har i mere end et århundrede grublet over, hvad T. rex brugte sine bemærkelsesværdigt små arme til. Alligevel er det ikke lykkedes dem at finde en fornuftig forklaring på deres funktion.
Derfor mener flere forskere nu, at det store dyr slet ikke brugte armene til noget.
Deres teori er, at dyrets kæber på et tidspunkt i evolutionen fuldstændigt overtog armenes rolle som våben og værktøj. Derefter udviklede hovedet sig efterhånden til at blive større og kraftigere, mens armene langsomt svandt ind.
3 forkerte teorier
Forskerne har haft flere teorier om, hvad tyrannosaurussen brugte sine små arme til. Dårlige teorier, viser det sig.

Måtte T. rex tage armene i brug, når den skulle rejse sig op? Formentlig ikke. Alt tyder på, at dens kraftige ben uden problemer kunne klare opgaven alene – ligesom det er tilfældet hos dens nulevende slægtninge, fuglene.

En af de første teorier om armenes funktion var, at de blev brugt til at holde fast i magen under parring. Problemet er, at dyrene vejer over seks tons, så den mindste bevægelse kunne have revet de små arme af led.

Måske brugte T. rex sine arme til at såre byttedyr. Armenes korte rækkevidde ville dog gøre processen besværlig. Og den skade, de kunne forvolde, er beskeden, i forhold til hvad dens kæber kunne klare.
Men de ekstreme proportioner gælder tilsyneladende kun de voksne individer.
Fossilet af en 13-årig T. rex afslører, at armene var længere i forhold til kroppen hos de unge dyr. Dermed er det muligt, at armene var brugbare tidligt i livet – måske til at fange bytte – men mistede deres funktion, når dyrene i takt med alderen skiftede til en jagtstrategi, hvor hovedet var det primære våben.
Forskerne håber nu på at kunne afklare, om de voksne dyrs arme blev brugt eller ej, ved at skanne armknoglerne og lede efter tegn på stress fra flittig brug eller mangel på samme.
MYTEN OM UBRUGELIGE ARME ER: DELVIST SAND
Myte 6: Dårligt syn

Forskere har tidligere trodd at T. rex hadde dårlig syn selv om øyeeplene var hela 15 centimeter i diameter.
Myte: T. rex så dårligt
“Den kan ikke se os, hvis vi sidder stille.”
I biografhittet Jurassic Park lykkes det hovedpersonerne at gemme sig lige for næsen af en blodtørstig T. rex, fordi denangiveligt ikke kan se sit bytte, medmindre det bevæger sig. Men den teori er forskerne ikke enige i.
T. rex havde ualmindeligt store øjne – ud fra øjenhulernes størrelse at dømme var øjeæblet næsten 15 centimeter i diameter. De største øjne hos nulevende landdyr sidder på strudsen og er kun fem centimeter.
T. rex så skarpt og i farver
Rovdyrets øje var stort og forholdsvist sofistikeret. Størrelsesforholdet til menneskeøjet er nogenlunde korrekt.

Skarpt syn
Et stort øje betød mange sanseceller og dermed et synsindtryk i høj opløsning.
Flere farver
Ligesom fugle havde T. rex formentlig fire typer farvesansende celler – vi har kun tre.
Fremadrettet syn
T. rex’ øjne pegede mere fremad end mange andre rovdinosaurers. Dermed overlappede de to øjnes synsfelter, så rovdyret kunne opfatte dybde.
Menneskeøje
T. rex øjeæble var omkring 15 cm i diameter. Menneskets er omkring 2,5 cm.
Store øjne betyder som regel et godt syn, og forskerne har beregnet, at T. rex så helt op mod 13 gange skarpere end mennesker.
Nogle nulevende krybdyr kan have svært ved at se et stillesiddende bytte, men det skyldes, at de har dårligt dybdesyn og dermed ikke kan skelne byttet fra baggrunden. T. rex’ øjne var derimod ideelt placeret til at give rovdyret glimrende dybdesyn.
MYTEN OM DÅRLIGT SYN ER: FALSK
Myte 7: Udryddelse

T. rex overlevede som en af de sidste dinosaurer, men måtte til sidst se sig overmandet – af støv.
Myte: Meteor udslettede dræberkongen
Den linje af dinosaurer, der i sidste ende gav ophav til T. rex, formåede at klare sig i mere end 160 millioner år, mens flere andre dinosaurgrupper løbende måtte give fortabt, heriblandt de piggede stegosaurer og de frygtindgydende spinosaurer.
Dermed overlevede T. rex helt frem til den katastrofale begivenhed, der udslettede de sidste dinosaurer – med undtagelse af fuglene.
Se det ske: Sådan uddøde dinosaurerne.
Forskerne diskuterede længe årsagen til masseudryddelsen, som dræbte 75 procent af klodens arter. Men et gigantisk 180 kilometer bredt og 20 kilometer dybt meteorkrater afgjorde sagen. Kraterets alder falder nøjagtigt sammen med alderen på de sidste T. rex-skeletter.
Meteoren var omkring ti kilometer i diameter, og støvet fra dens sammenstød med Jorden blokerede Solens lys i flere år, så planterne bukkede under, og klodens økosystemer kollapsede.
MYTEN OM EN DRÆBERMETEOR ER: SAND

Satellitbilleder afslører arret fra en enorm meteor, der slog ned i havet ud for fortidens Mexico.
Myte 8: Aggression

T. rex-teenagere bed hinanden hårdt i hovedet, afslører aflange huller i kraniet (rød markering).
Myte: T. rex var aggressiv
Dinosaurernes konge var en slagsbror. Kraniet fra en halvvoksen T. rex er gennemboret af en række aflange huller, og CT-skanninger har afsløret, at hullernes form passer perfekt til tænderne fra en jævnaldrende artsfælde.
Fundet viser, at kæmpen allerede fra en tidlig alder begyndte at blive voldelig. Men det viser også, at dyrene kunne tage nogle tæsk. Den unge T. rex overlevede slåskampen – dog voksede dens snude skævt sammen.
Andre skeletter af T. rex byder også på brækkede ribben og tegn på inficerede sår, så alt tyder på, at rovdyret levede et voldsomt liv og sjældent blev ældre end 30 år.
MYTEN OM AGGRESSIV ADFÆRD ER: SAND
Myte 9: Størrelse

T. rex og Spinosaurus var begge giganter. Men hvem var størst?
Myte: Ingen rovdinosaur var større end T. rex
T. rex var længe kendt som den største rovdinosaur nogensinde, men da den sydamerikanske kæmpe Giganotosaurus blev fundet i 1995 mistede T. rex sin titel.
Nogle år senere stjal den afrikanske Spinosaurus titlen. Spinosaurus var over 15 meter lang og havde et to meter højt sejl på ryggen.
Spinosaurus levede for 100 mio. år siden i floderne i nutidens Nordafrika og har aldrig set skyggen af en T. rex, der levede i Nordamerika for 65 mio. år siden. Men det kan man jo være ligeglad med på film. /Jurassic Park III
Nye metoder til at beregne dinosaurers vægt ud fra computermodeller eller målinger af lårbenet har dog bragt T. rex tilbage på førstepladsen.
Med en vægt på næsten ni tons er T. rex over to tons tungere end sine konkurrenter.
Den store forskel skyldes, at T. rex er bredere og kraftigere bygget end andre store rovdinosaurer.
MYTEN OM T. REX SOM DINOSAURERNES KONGE ER: SAND
Myte 10: Parring

Ligesom nutidens krokodiller havde T. rex sanseknopper på snuden (rød markering). Det gav parringen et ekstra pift.
Myte: T. rex var en følsom elsker
Verdens mest dødbringende kæber var lige så fintfølende som dine fingerspidser.
Undersøgelser af en af T. rex’ nærmeste slægtninge, Daspletosaurus, viste i 2017, at hovederne på de store rovdyr var godt forsynet med sansenerver. Massevis af små porer i kraniet, omkring munden og på snuden, førte nerveenderne ud til huden – ligesom hos nutidens krokodiller.
Celler sanser verden
Under hudoverfladen på både fortidens store rovdinosaurer og nutidens krokodiller gemmer sig fintfølende sanseceller, der bl.a. kan opfange vibrationer i vand.

Ligesom os har krokodillerne sanseceller kaldet Merkelceller. Vi bruger dem blandt andet til at mærke hjørner og kanter på et objekt.
Dybere inde i huden sidder såkaldte pacinilegemer. Krokodillerne bruger dem muligvis til at mærke strukturen på en overflade, fx om den er ru eller glat.
Helt ude under hudens overflade sidder fintfølende nerveender, som måske hjælper krokodillerne med at mærke små vibrationer i vandet.
Nervernes præcise funktion vil vi måske aldrig komme til at kende, men tilsvarende strukturer i snuderne på mange nulevende dyr er i stand til at registrere temperatur, kemiske stoffer og berøring.
Forskerne har derfor foreslået, at T. rex kan have brugt følsomheden til at kontrollere, om dens æg havde den rette temperatur. Og måske var den endda så blid, at den hjalp ungerne ud af æggene.
I dag gnider nogle krokodiller deres snuder som optakt til parringen, og det er muligt, at T. rex gjorde det samme.
MYTEN OM EN FØLSOM DINOSAUR ER: SAND