Foråret er over os, og det sprudler af liv ude i naturen. Solen har skruet op for blusset, og det sætter fut i plantevæksten og vækker dvaske dyr op til dåd.
Organismers evne til at sanse lyset og hurtigt komme i omdrejninger er altafgørende for succes i naturen.
Derfor indeholder planter og træer lysreceptorer, kaldet fytokromer, som absorberer lys og regulerer en lang række processer i planter. Eksempelvis modning af frø og timingen af blomstring.
Fytokromerne er ekstremt lyssensitive og kan registrere meget lave niveauer af lys. Derfor ved planter præcis, hvor lange nætterne er. Tilstrækkeligt korte nætter forsikrer planterne om, at det er blevet forår, og at de trygt kan begynde at lave nye blade og blomster.
Vidste du at vores natur rummer mange forskellige giftige planter? Find ud af hvilke planter du skal passe på her i vores oversigt over giftige planter.
Solens stråler sender dyrene i brunst
Foråret er den perfekte årstid for dyr til at yngle. Her kan de tage for sig af sprøde lysegrønne forårsspirer, når de skal fede sig selv og deres afkom op efter en drøj vinter. Derfor er dyr lige så beredt på forår som planterne.
Hvordan ved dyr, det er forår?
1: Nerveceller registrerer lys
Det hele starter med ændringer i døgnets lysniveau. Når foråret rammer, registrerer dyrenes øjne, at nætterne er blevet kortere og dagene længere.
2: Koglekirtlen sænker melatonin
Nethindens nerveceller sender signaler til hjernens koglekirtel om øget sollys. Det får koglekirtlen til at sænke produktionen af hormonet melatonin.
3: Dyret bliver brunstigt
Melatonin påvirker bl.a. dyrs sexlyst, og jo lavere et melatonin-niveau, desto større er lysten til seksuelle udskejelser. Dyrene bliver derfor brunstige og i fuld vigør.
Dyr er - ligesom planter - også temperaturfølsomme, og derfor er det ikke kun lyset i sig selv, der kickstarter forårets strabadser, men også den varme det medbringer.
Solens tiltagende stråler fyrer op under massevis af processer ude i naturen - blandt andet kan toilettrængende bier langt om længe forlade kuben.
Parringsparate firben
Markfirben skal bruge sol og varme til at producere sæd.
Sollys modner reptilsæd
Danmarks to firben, skovfirben og markfirben, vågner op til dåd i begyndelsen af april.
Efter en lang vinterdvale har de koldblodede firben hårdt brug for varme fra omgivelserne for at komme i omdrejninger. Tidligt på foråret findes de derfor typisk på mørke sten og flader for at få mest mulig varme.
Firbenene skal forberede sig til parringssæsonen, der er lige om hjørnet, og lys og varme er essentielt for, at hanner kan danne parringsklar sæd. Ligesom mange andre fysiologiske processer i firbenene sker sædproduktionen nemlig først, når kropstemperaturen er tilstrækkelig høj.
Og det er vigtigt, at kvaliteten er i top, for sæden skal i hård konkurrence med andre hanners sæd.
Hunnerne venter med at komme frem fra deres hi, til hannernes sæd er klar. Derfor ses de først 2-4 uger senere. Når hunnerne først kommer frem, er de til gengæld vældigt promiskuøse og parrer sig med adskillige hanner.
Jo flere partnere en hun har, desto lavere chance har hver enkelt han for, at lige netop hans sæd munder ud i et afkom. DNA-undersøgelser har ovenikøbet vist, at hunnerne har et indbygget forsvar mod indavl, da sæd fra hanner tættest beslægtet med hunnen er dårligere stillet end sæd fra fjernt beslægtede. De har derfor sværere ved at få afkom.
Hanner kan heldigvis spare på deres hårdt anskaffede (solmodnede) sæd ved at tilpasse mængden, de ejakulerer ind i hunnen, baseret på en risikovurdering af, om sædkonkurrencen er for stor.
Varme er også nødvendigt for modning af hunnens æg, men hun producerer kun 4-15 æg og behøver ikke lige så lang forberedelsestid som hanner.
Forstoppede bier
Når honningbien har tømt tarmen, sætter den jagten ind på pollen og nektar.
Bier tømmer tarmen
Vinteren er ekstra hård ved bier. Ikke nok med, at mange dør af kulde, så tvinges bierne også til at stramme anus sammen og holde på afføringen hele vinteren. Bikuben skal nemlig holdes ren, og ekskrementer øger risikoen for at sprede sygdom i boet.
Desuden er det for koldt at flyve ud, og bierne må klynge sammen inde i bikuben for at holde dronningen varm. Derfor er bierne hurtigt ude af hullerne, når de første tegn på forår titter frem.
På den første dag, hvor temperaturen når op på 10°C, skynder bierne sig ud for at tømme tarmene, inden de indleder jagten på pollen og nektar. Biernes afføring kan indimellem ses som små gule og orange pletter på bilers forrude eller på vasketøj, der hænger til tørre.
Bierne oplever forårets lysshow helt anderledes end mennesker. De ser nemlig UV-stråler, som er usynlige for det menneskelige øje.
Evnen til at se UV-lys hjælper bierne med at spotte blomster og finde frem til pollen og nektar. Mange blomster danner et bullseye-mønster, som kun kan ses med UV-syn. Blomstens center producerer, udover pollen og nektar, et pigment, der i biernes øjne gør området mørkere end resten af blomsten.
Græsglade grågæs
Grågæs og gæslinger har brug for massevis af frisk og nærigsrigt græs for at kunne vokse sig stærke.
Frisk græs motiverer udklækning
Forårshimlen byder ofte på V-formationer af trækfugle, der flyver ind over landet. Nogle af dem er grågæs, der vender tilbage til Danmark i løbet af foråret for at yngle.
En gås ankommer altid med sin partner, for når en gås først har fundet en mage, danner de par hele livet.
Og der er en særlig grund til, at gæssene ankommer i foråret. På det tidspunkt har de korte nætter og længere dage med ekstra dagslys fået græsset til at begynde at spire.
Det betyder, at der er helt frisk og næringsrigt græs klar, når næste generation melder sin ankomst.
Så snart gæssene er landet, indtager de enge, moser og andre græsfyldte områder, som er perfekte ynglesteder for græsæderne. Parrene går straks i gang med at bygge deres reder af græs og strå. Derefter lægger hunnen omkring seks æg.
I denne proces er timingen vigtig. Klækker æggene for tidligt, har det næringsrige græs ikke nået at spire, og klækker de for sent, er græsset ikke lige så næringsrigt som i foråret.
Duellerende hugorme
To hugormehanner i duel om en hun.
Hugorme hungrer efter lys og parring
Forårets solstråler lokker hugorme frem fra deres underjordiske vinterhi. Allerede i løbet af marts eller i begyndelsen af april kryber hugorme frem for at solbade på heder og i skovmoser.
Forårsvejrets ustadighed holder slangerne nær vinterboet, så de hurtigt kan komme i skjul, når vejret skifter. Efter vinterens dvale er slangen sløv, men solens stråler lader batterierne op, så stofskiftet og aktivitetsniveauet ryger i vejret.
Hvis du gerne vil se en hugorm i naturen, er chancen altså størst i foråret, hvor de er knap så vakse som om sommeren.
Hannerne er de første ude af vinterskjulet, og de går straks i gang med at forberede sig på parring. Blandt andet ved at smide det gamle skind og duellere mod andre hanner om adgang til hunner.
Hunnerne kommer frem omkring en måned senere end de første hanner. Parringssæsonen varer en måneds tid, og i hele den periode kæmper hanner mod hinanden. De har ikke tid til at jage, så de overlever kun på de fedtdepoter, de opbyggede inden vinterhiet.
Jagende ulveedderkopper
Ulveedderkopper kan bære 30-60 unger på bagkroppen.
Solen skyder jagten på bytte i gang
Ulveedderkoppen er et rovdyr, men i modsætning til de fleste andre edderkopper, som laver fælder af spindelvæv, jager ulveedderkoppen aktivt sit bytte.
Der findes omkring 2500 arter af ulveedderkopper i verden. Den mest almindelige i Danmark er er engjægeren, der blot er 7 mm stor.
Edderkoppen er aktiv om dagen og ses ofte i solbestrålede områder. Rovdyret er særligt aktiv i haver, enge, og parker, hvor den jager lystigt om foråret. Når solen har varmet jordbunden tilstrækkeligt op til at få insekter frem fra deres vinterhi, pibler det frem med massevis af bytte til ulveedderkoppen.
Ulveedderkoppen er hurtig og takket være dens brune farve god til at camouflere sig. Men den har også et usædvanligt godt syn. Hvor edderkoppers otte øjne normalt er lige store, er to af ulveedderkoppers øjne betydeligt større end de andre.
Edderkoppen er kønsmoden fra maj til september. Om foråret bærer hunner rundt på en ægsæk på bagkroppen. Når æggene klækkes, bor 30-50 unger på hende, inden de begiver sig ud på egne ben.