Lige så længe, mennesker har dyrket jorden, lige så længe har man også forsøgt at holde styr på tiden.
Et af de tidlige vidnesbyrd om denne trang er det store forhistoriske monument Stonehenge i England. Her har fortidens mennesker holdt rede på Solens opgang ved sommer- og vintersolhverv. Om det har været brugt som en egentlig kalender eller som rammen om en solkult, er svært at sige her 5000 år senere.
Kalendere og kulter har imidlertid meget med hinanden at gøre, fordi det i alle kulturer er vigtigt, at helligdage og ceremonier finder sted til rette tid, ofte i forhold til himmellegemerne.
Jøderne og de gamle grækere indrettede deres kalender sådan, at visse fester altid fandt sted ved fuldmåne, og de kristne lader nu om dage deres vigtigste højtid, påsken, afhænge af fuldmånen og jævndøgnet.
En kalender er et skema over et såkaldt år. Året er en cyklus af årstiderne vinter, forår, sommer og efterår. Det kan bestå af tolv måneomløb, eller man kan regne det efter Solen eller en stjerne.
Hvis man bruger Solen, er der tre slags år. Tropisk år, hvor man bruger gennemsnitstiden fra forårsjævndøgn til forårsjævndøgn, hvor Solen skal stå lige over ækvator. Længden er præcis 365 døgn, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder. Den kalender følger årstiderne, fordi de afhænger af Solens position i forhold til Jorden.
De kristne lader nu om dage deres vigtigste højtid, påsken, afhænge af fuldmånen og jævndøgnet.
Den anden beregning er siderisk år, som astronomerne bruger. Den afhænger af Solens position i forhold til stjernerne. Længden er 365 døgn, 6 timer, 9 minutter og 10 sekunder.
Og endelig kan man bruge et anomalistisk år, som er tiden mellem hver gang, Jorden er tættest på Solen. Det varer 365 døgn, 6 timer, 13 minutter og 53 sekunder.
I den moderne kalender er årets længde sat til 365 døgn, 5 timer, 49 minutter og 12 sekunder.
Babylonierne fulgte Månen
Den første egentlige kalender, vi kender til, er babyloniernes fra ca. 3000 f.Kr. Babyloniernes kalender var en lunisolar kalender, hvilket vil sige, at deres år var på 12 måneomløb med en ekstra måned en gang imellem, så kalenderen passede til årstiderne. Et måneår er nemlig kun på 354 dage mod solårets 365.
Oldtidens egyptere kendte til babyloniernes kalender, men for egypterne var årets højdepunkter bestemt af Nilen, hvis oversvømmelser var altafgørende for landbruget. Og egypterne indrettede derfor deres kalender, så den svarede nogenlunde til årstiderne, dvs. solåret.
Egypterne regnede oprindeligt deres tidsregning efter Nilens oversvømmelser.
Deres kalender havde 365 dage om året, som de fordelte på 12 måneder med 30 dage i hver. De sidste fem dage blev fejret som fem guders fødselsdage: Osiris’, Horus’, Seths, Nephthys og Isis’.
Egypterne havde ikke noget skudår. Derfor kom deres år efterhånden foran årstiderne, og i løbet af 1460 år ville det komme hele vejen rundt.
Det satte de egyptiske præster i lidt af et dilemma, fordi kalenderen måske ville fastlægge fejringen af Nilens stigning til et tidspunkt, hvor den faktisk var ved at falde. Men de gjorde intet for at rette op på fejlene og modarbejdede direkte fx farao Ptolemaios 3.s forsøg på at rette op på miseren ved at indføre skudår.
Oldtidens store reformator af kalenderen blev derfor Julius Cæsar (100-44 f.Kr.).
Under sit ophold i Egypten mødte Cæsar formentlig græske astronomer og fik kendskab til den egyptiske kalender, der inspirerede ham til en reform. Hjemme i Rom var der nemlig også grundigt kludder i tidsregningen, der kørte med korte år på 355 dage. Årene blev løbende justeret med skuddage og skudmåneder. De romerske præster, pontifexerne, skulle sørge for at indsætte skudmåneder.
Men da de også havde politiske interesser, og der på Cæsars tid var opstået splid mellem dem, blev det ikke gjort, for kalenderen havde både økonomisk og politisk betydning.
Syvdagesugen kom fra Babylon
Ifølge Biblen skabte Gud verden på syv dage. Men før kristendommen vandt indpas, havde romerne udskiftet deres ottedagesuge med en uge på syv dage, og de romerske astrologer fik idéen fra Babylon. Dér havde man længe haft en svaghed for tallet syv, måske inspireret af de syv bevægelige himmellegemer: Solen, Månen, Mars, Merkur, Jupiter, Venus og Saturn.
Alle kalendere har uheldige dage
Forskellige folkeslag har altid betragtet visse dage som uheldige. Vi frygter fredag den 13. og taler om tychobrahesdage, opkaldt efter astronomen Tycho Brahe, der beregnede, at visse dage var uheldige pga. planeternes stilling. Egypterne og mayaerne havde indført fem ekstra helligdage, der fik året til at gå op, men brød sig ikke om de dage.
Månederne har romerske navne
Julius Cæsars kalender har trods sine fejl holdt så godt, at vi stadig bruger de romerske månedsnavne. Romernes år startede oprindeligt den 1. marts. Marts er fx opkaldt efter guden Mars, som foruden krig også stod for grønne planter og dermed foråret. Oprindelsen til aprils navn er mere usikker, mens maj er opkaldt efter frugtbarhedsgudinden Maja.
Et kort år ville bl.a. betyde, at der hurtigere kom penge i kassen, fordi afgifter forfaldt ved årsskiftet. Det var også på det tidspunkt, at personer blev udskiftet i vigtige embeder.
Et år fik hele 445 dage
Men i 47 f.Kr. var Cæsar både enehersker og pontifex maximus, ypperstepræst. Han havde dermed både viden og magt til at reformere kalenderen. Han nedsatte et ekspertpanel af romerske præster og græske astronomer, og det blev besluttet, at det år, som vi kalder 45 f.Kr., skulle være det første år i den nye kalender.
For at det kunne stemme med årstiderne, blev år 46 forlænget med tre skudmåneder. Året blev på 355 dage plus 90, i alt 445 dage langt – og dermed verdenshistoriens længste år.
Romerne var vant til skudmåneder, men det må alligevel have været ejendommeligt for dem: I skudmånederne var der ingen religiøse festdage. Desuden gav det dateringsproblemer med fx breve, og de, der blev født på det tidspunkt, må have haft besvær med at beregne deres fødselsdag senere – romerne holdt fødselsdage akkurat som vi.
Cæsars reform fordelte herefter de ti ekstra dage, fra de traditionelle 355 til 365, på månederne.
Som en god pontifex lagde han dem til i slutningen af måneden, så de ikke forstyrrede månedens helligdage. Desuden indførte han en skuddag hvert fjerde år som i vores kalender.
Cæsar fastsatte desuden nytåret til den 1. januar, men både før og siden svingede det meget, og først i 1700-tallet kom nytårsdag til at ligge fast på den 1. januar.
Munk sjusser sig til Kristi fødsel
Det var den kristne kirke, der fandt på at regne tiden efter Kristi fødsel, eller rettere sagt: Det var munken Dionysius Exiguus.
I det, vi kalder 525 e.Kr., indså man, at der var så meget uorden i tidsregningen, at der var risiko for, at påsken ikke blev fejret samtidig af alle kristne. Der skulle derfor laves tabeller over påsken, det vil sige over fuldmåne og jævndøgn i årene fremover.
Her var Dionysius ekspert, men han havde også sit eget projekt, nemlig at indføre en ny tidsregning. På det tidspunkt regnede man i Europa fra Roms grundlæggelse, mens man i Egypten talte fra Diokletians tiltræden, 284 e.Kr. Dionysius brød sig dog ikke om dette.
“Vi skal ikke forbinde vore år med mindet om den gudløse forfølger, men hellere regne dem fra Vor Herre Jesu Kristi fødsel,” skrev han. Diokletian var nemlig en stor kristenforfølger.
Primstav holdt styr på højtiderne
Helt op i 1800-tallet var trykte kalendere kun forbeholdt et fåtal. Den mest udbredte kalender i Norden var en træstok, en såkaldt primstav. Prim betyder gyldental, som er årets tal i en 19-årig månecyklus. På staven er hver dag markeret med hak – eller som på denne med runer – og ud for helligdagene er der skåret stiliserede figurer.
I Frankrig var ugen på ti dage
En kalender kan også bruges til at vise identitet, fx nationaldage eller særlige religiøse fester. Et godt eksempel er den franske revolutionskalender, der blev indført i 1793. Hensigten var at gøre op med gamle traditioner, der byggede på kirken, og i stedet markere en ny – og astronomisk korrekt – tid. De indførte en uge på ti dage, og alle måneder fik 30 dage og nye navne.
Lande indførte ny kalender
I Schweiz og Holland kørte de to kalendere længe sideløbende, fordi befolkningen både var katolikker og protestanter, men det stod efterhånden klart, at den julianske kalender ikke kunne fortsætte. I Danmark foreslog astronomen Ole Rømer at skifte til den gregorianske kalender, hvilket skete i år 1700. Tyskland indførte ligeledes den gregorianske kalender i 1700.
Dionysius gættede på, at Jesus var ca. 30 år, da han blev korsfæstet. Han valgte derfor, at år 248 efter Diokletians tiltræden skulle svare til 532 efter Kristi fødsel. Fordelen ved det tal var bl.a., at skudårene ville ligge i de år, som fire går op i, og det er nemt at huske.
Men Jesu fødselsår er et gæt: Augustus holdt ikke folketælling i år 1. Andre har siden forsøgt at datere Jesu fødsel ud fra spektakulære planetstillinger, men man har ikke noget sikkert at gå ud fra, og derfor holder vi os stadig til Dionysius’ årstal.
Ti dage springes over
Selvom Romerriget var gået i opløsning, kørte Cæsars kalender videre, men ca. 1500 år efter Cæsars reform begyndte de indbyggede fejl at give mærkbare problemer. Kirken havde defineret forårsjævndøgn til den 21. marts, men efterhånden indtraf det tidligere og tidligere, og i 1451 var det jævndøgn den 12. marts.
Fuldmånen skulle indtræffe den 19. marts, som så ville være påske – bortset fra at fuldmånen rent faktisk blev observeret den 16. marts. Noget var altså helt galt, og i 1575 gik den italienske astronom Luigi Lilio til kardinal Cervino med et forslag: Man skulle kun have 97 skudår i løbet af 400 år. Cervino sendte ham videre til kardinal Sirtelo.
Desværre døde Luigi Lilio, men hans bror Antonio kom videre til paven, Gregor 13. Paven nedsatte en kommission, og på kommissionens anbefaling udstedte han i 1582 en bulle om, at ti dage i oktober skulle springes over, og at der skulle være skudår hvert fjerde år – undtagen i de årstal, som 100, men ikke 400, går op i.
Derfor var 1900 ikke skudår, mens 2000 var. Den nye kalender, som afløste Cæsars julianske, blev opkaldt efter paven og kaldes den gregorianske.
Reformen var sej at indføre
Selvom den nye og forbedrede kalender løste en masse problemer, blev den langtfra modtaget lige positivt overalt. Den kom kort tid efter reformationen, som havde splittet kirken i Europa i den katolske og den protestantiske.
I de katolske lande gik man hurtigt over til den gregorianske kalender, men protestanterne ville naturligvis ikke rette sig efter den katolske pave. De anså hans kalenderbulle for en magtdemonstration og et forsøg på at bestemme over højtiderne.
Det fik fx den konsekvens, at man i Schweiz og Holland længe kørte de to kalendere sideløbende, fordi befolkningen både var katolikker og protestanter. Men det blev efterhånden klart, at den julianske kalender ikke kunne fortsætte. I 1695 gik den danske astronom Ole Rømer til kongen og foreslog, at Danmark-Norge i år 1700 skulle skifte, hvad kongen gav sin tilladelse til i 1699.
For at Danmark-Norge ikke skulle være den eneste protestantiske stat, der skiftede, forhandlede man med de protestantiske tyske stater og med Sverige. Tyskerne var med i 1700, men først i 1753 gik Sverige over til den gregorianske kalender. Finland, som dengang var under Sverige, skiftede også på det tidspunkt, mens Rusland skiftede i 1918 efter revolutionen og Grækenland først i 1923.
De ortodokse kirker bruger stadig den julianske kalender, og derfor ligger deres påske sommetider, og deres jul altid, forskelligt fra vores. I England skiftede de kalender i 1752 trods stor folkelig modstand, fordi reformen betød, at de i ét hug sprang ti dage over. Efter reformen forsamledes folk offentligt og råbte “Giv os vore ti dage tilbage!”.
Det svære ved at lave en kalender, der passer med årets forløb, er, at Solsystemet tilsyneladende ikke er beregnet til det. Et solår er ikke et helt antal døgn langt, og det forsøges justeret med skudår. Men heller ikke den nuværende kalender, den gregorianske, er perfekt. Så skulle den have 31 skudår på 128 år i stedet for 97 i løbet af 400.