Nu eksploderer foråret – 5 sikre tegn fra dyreriget

Sædpropper, plænesabotører og surfende ællinger. Naturens forårsbebudere er fulde af overraskelser.

Sædpropper, plænesabotører og surfende ællinger. Naturens forårsbebudere er fulde af overraskelser.

Shutterstock

Slangebolde

Hos snoge er hannens penis besat med modhager, og en parring kan derfor vare i timevis.

© Shutterstock

Hvorfor klumper snoge sig sammen?

Foråret er den bedste tid på året at se slanger. Et af de mest spektakulære syn er en såkaldt parringsbold, hvor talrige snoge er flettet sammen i en klump.

I april frem kommer snogene frem fra deres vinterhi for at gøre sig klar til parring. Hannerne er først ude af hullerne, da de skal bruge længere tid på forberedelserne – fx skal sædcellerne først modnes af solens varme.

To uger senere vågner hunnerne og udskiller duftstoffer – kaldet kønsferomoner – der signalerer, at de er parringsklar.

Feromonerne tiltrækker adskillige bejlere, og én hun kan snildt blive tilnærmet af mere end ti hanner. De ivrige hanner klumper sig sammen omkring hunnen – et fænomen kaldet en parringsbold.

Mens en hun kan blive op mod 150 cm lang, måler hanner blot 60-80 cm. De mange små hanner aser og maser og brydes med halerne for at få den bedste position.

Når det lykkes en han at føre sin penis ind i hunnens kønsåbning, hænger parret typisk sammen i timevis. Det skyldes, at penissen er besat med modhager, der sikrer, at hannen kan afgive sin sæd og efterfølgende indsætte en såkaldt parringsprop.

Proppen er lavet af et sekret, der limer hunnens kønsåbning sammen, så adgangen er lukket for flere bejlere.

Plænesabotage

Når en muldvarp anlægger nye gangsystemer, flytter den op mod 100 kg jord i alt.

© Shutterstock

Hvorfor er der flere muldvarpeskud om foråret?

Om foråret er muldvarpen ekstra aktiv, og dens flittige graveri efterlader jordbunker, der kan få enhver haveejer til at sprutte af raseri.

Muldvarper lever alene og er ekstremt territoriale og aggressive over for ubudne gæster. Men i foråret står parringssæsonen for døren, og her vover hannen sig ind på hunnens territorium for at yngle.

Turen til hunnen kræver nye underjordiske gangsystemer, og derfor graver hannen ihærdigt med sine store forpoter. Håndfladerne vender udad og fungerer som spader, der skovler jorden væk.

Størrelsen taget i betragtning er muldvarpen et meget kraftfuldt dyr. Selvom den blot vejer omkring 100 gram, kan muldvarpen skubbe med en kraft, der svarer til to kg.

Jorden losses af foroven, hvor den hober sig op på overfladen som et muldvarpeskud. Antallet og størrelsen på muldvarpeskuddene afhænger bl.a. af, hvor tør eller fugtig jorden er, men typisk rager de 10-15 cm op og måler ca. 50 cm i diameter.

En aktiv muldvarp graver med en fart på ca. seks meter i timen og laver op mod seks skud på et døgn. Gravearbejdet tærer på kræfterne, og muldvarper skal hver dag spise 70-100 pct. af deres kropsvægt for at have energi til strabadserne.

Forvandlingsmestre

Alt forandres på en haletudse. Huden skifter farve, munden bliver bredere og øjnene popper ud. Selv kraniets materiale bliver ændret.

© Shutterstock

Hvordan bliver haletudser til frøer?

Søer og vandhuller emmer af liv, når frøernes geledækkede æg klækker i løber af foråret. Ud springer haletudser, der ivrigt opsøger føde i vandet. De skal nemlig bruge masser af energi til at gennemgå en af dyrerigets mest iøjnefaldende transformationer.

På blot et par måneder bliver de unge fiske-lignende haletudser til modne frøer. Stort set alt forandres, bl.a. bliver brusken i kraniet erstattet med knoglevæv, og gællerne udskiftet med lunger.

Fra at leve under vand kravler dyret op på landjorden, og kosten, der før bestod af mikroskopiske alger, erstattes af insekter.

På et par måneder skal vandlevende haletudser tilpasse sig et liv på jorden. Og det kræver en total forvandling.

© Shutterstock

1. Arme og ben vokser frem

Efter 6-8 uger begynder haletudserne at udvikle små bagben lige under halens base. I begyndelsen ligner de små padler. Ca. 2 uger senere begynder forbenene at gro frem.

© Shutterstock

2. Lunger overtager åndedrættet

Udviklingen af lunger begynder allerede efter 4 uger, men gællerne forsvinder først helt, når dyret forlader vandet. Nye blodkar til at forbinde bl.a. lunger og hjerte formes.

© Shutterstock

3. Halen tilintetgøres

Når padden går på land, er halen overflødig og svinder gradvist ind. Det sker via fænomenet "programmeret celledød", hvor enzymer nedbryder vigtige komponenter i halens celler.

Forvandlingen sker bl.a. via skjoldbruskkirtlen, hvor hormonet T3, der styrer stofskiftet, er meget aktivt, mens haletudsen skifter facon.

Hormonets afgørende betydning er blevet kortlagt i forsøg, hvor forskere blokerede enten hormonet eller den receptor, det binder sig til. Resultatet var, at haletudserne ikke udviklede sig til frøer.

Udover hormoner styres forvandlingen også af andre faktorer – skiftet fra haletudse til frø sker fx hurtigere ved højere temperaturer og i områder med rigelig føde.

Bølgesurfing

Ællinger sparer energi ved at ride på andemors bølger.

© Shutterstock

Hvorfor svømmer ællinger i en lige linje bag andemor?

Om foråret svømmer andemor i front, mens hendes ællinger følger efter i en lige linje bagefter. Og det er ikke uden grund.

Undersøgelser har vist, at ællinger kan spare helt op til 63 pct. energi, når de svømmer i denne formation sammenlignet med at svømme alene.

Forskere fra University of Strathclyde i Skotland og Jiangsu University i Kina har via computersimuleringer undersøgt de bølger, vandfugle skaber, mens de svømmer.

Når ællinger svømmer alene, danner benene små bølger, der skaber en modstand, som kræver energi at overkomme. Men befinder ællingerne sig i den rette position bag andemor, møder de op mod 158 pct. mindre modstand.

Det skyldes fænomenet destruktiv bølgeinterferens.

Når ællingens bølge støder på bølgen fra moderens padlen, udligner de hinanden og resulterer i én bølge, som er mindre end de to oprindelige. Så i stedet for at skulle overkomme sin egen bølgemodstand og knokle for at skabe fremdrift, får ællingen gratis fremdrift af at ligge bag moderen.

Og det er ikke kun ællingen lige bag andemor, som får gavn af hendes bølge. Bølgeenergien føres videre ned gennem rækken, og dermed oplever alle ællingerne mindre bølgemodstand, hvis de svømmer lige bag hinanden.

Kystkaviar

Mens hunnen søger tilbage mod dybere vand, bliver stenbiderhannen ved kysten og vogter over æggene.

© Shutterstock

Hvorfor kommer stenbidere ind til kysten?

Normalt lever stenbideren i 50-200 meters dybde på stenet bund, men i det tidlige forår søger den mod lavvandede områder for at lægge sine koralfarvede æg – den eftertragtede stenbiderrogn.

Med sin fede og klumpede krop er stenbideren ikke ligefrem en fryd for øjet. Den grålige hun kan blive op mod 50 centimeter lang, mens hannen sjældent når en længde på mere end 35 centimeter. Til gengæld er hannen lidt mere farverig, og når parringssæsonen står for døren, skruer han ekstra op for den røde farve, som skal imponere hunnen.

Hannen ankommer til kystområderne allerede i februar, mens hunnen, som bærer stenbiderrognen og dermed er mere interessant for fiskere, først dukker op om foråret.

Ved lavvande gyder hunnen en klæbrig masse bestående af op mod 200.000 æg, som klistrer sig fast til sten på bunden.

Når æggene er lagt, og hannen har befrugtet dem, svømmer hunnen tilbage mod dybere vand, mens hannen bliver ved kysten og vogter over æggene, indtil de klækker ca. to måneder senere.

Hannens bug fungerer som en sugekop, der hæfter ham fast til stenene, så han hele tiden holder sig tæt til æggene – selv i stærk strøm – og kan forsvare dem mod for eksempel sultne krabber eller ulke.