Bakterier trives i verdens mest fjendtlige miljøer

Jorden byder på nogle ekstreme miljøer, som ville knække nakken på selv de mest benhårde og veludstyrede eventyrere. Men for verdens mest hårdføre liv – bakterier – er dødelige betingelser som intens stråling, manglende ilt og ætsende syre ingen hindring.

Jorden byder på nogle ekstreme miljøer, som ville knække nakken på selv de mest benhårde og veludstyrede eventyrere. Men for verdens mest hårdføre liv – bakterier – er dødelige betingelser som intens stråling, manglende ilt og ætsende syre ingen hindring.

Marianergraven

Marianergravens bund ligger 11 km under havoverfladen og er verdens dybeste oceangrav. Trykket pr. cm2 er så voldsomt, at det svarer til en fuldvoksen elefant, der står på din tommelfinger med hele sin vægt.

Intet sollys når bunden og temperaturen når ned til 1 ℃, men flere mikroorganismer bor alligevel i graven. Et forskerhold har endda fundet tegn på, at bunden har mere bakteriel aktivitet end steder, der ikke ligger nær så dybt.

Det skyldes formentlig, at organisk materiale fra døde dyr højere oppe falder mod bunden og samler sig på bunden af den tragtformede grav og danner fødegrundlag for bakterierne.

Mponeng-minen

© Bloomberg/Getty Images

Mponeng-minen i Sydafrika ligger tre kilometer under overfladen og er verdens dybeste mine. Ilt og sollys er totalt fraværende, og gangene flyder med surt grundvand, der er ætsende som syre. Desuden er der op mod 60 ℃, og strålingen fra uranholdige mineraler er intens.

Bakterien Candidatus Desulforudis audaxviator udnytter, at strålingen splitter grundvandet til radikaler, som reagerer med svovlmineraler i klippen. Processen danner sulfat-ioner, som bakterien kan optage.

Antarktis

© Shutterstock

Antarktis’ ørkener er ikke skabt til liv. Flere måneder om året er Solen totalt fraværende, temperaturen når -90 ℃, og landskabet er tørt og næringsløst.

Selv uden sollys og vand formår bakterier at overleve ved at udvinde energi fra atmosfærens luftarter. Bakterierne kan takket være særlige gener omdanne brint, kulilte og kuldioxid til energi.