Dødens år på Everest

Kort før midnat drager Halls gruppe på 15 klatrere som de første af sted; en halv time senere forlader Fischers hold på ligeledes 15 mand lejr 4, skarpt forfulgt af Makalu Gau og hans to sherpaer.

I alt 33 forventningsfulde klatrere er nu på vej mod deres livs højdepunkt, hjulpet på vej af månelyset, der bader Mount Everest i et spøgelsesagtigt skær.

Efter tre timers march i bidende kulde beslutter Frank Fishbeck at opgive topforsøget. Over for sin chefguide, Rob Hall, begrunder han beslutningen med, at “noget ved dagen ikke føles rigtigt”.

Et kort øjeblik overvejer også Doug Hansen, ligeledes fra Adventure Consultants-holdet, at vende om, men lader sig overtale til at fortsætte, selv om han hundefryser og er totalt afkræftet.

Han har ondt i halsen og har hverken sovet eller spist i et par dage, men kvier sig på den anden side ved tanken om at forspilde sin anden chance på Everest.

Året forinden har han på grund af tidspres måttet vende om blot 90 meter fra toppen – en gigantisk skuffelse for den amerikanske postarbejder, der i årevis har passet to job for at få råd til at forfølge livsdrømmen i Himalaya.

Manglende reb koster en times ventetid

I timerne før daggry går der opløsning i de tre ekspeditioner.

Scott Fischers klatrere har indhentet Halls hold, og også Makalu Gau og hans sherpaer befinder sig nu i den blandede skare af dundragtklædte eventyrere, der i en usammenhængende kæde strider sig gennem den knædybe pulversne.

Ved solopgang er de sammenblandede hold nået op over Balkonen, en fortop på Sydøstkammen, til 8534 meters højde, hvorfra massive klippeafsatser tårner sig over 30 meter i vejret.

For at kunne passere klipperne sikkert kræves fiksreb, og planen var, at sherpaerne på forhånd skulle have sat rebene op.

Uvist af hvilken grund er det ikke sket, så nu opstår en flaskehals for foden af klipperne, hvor klatrerne må tilbringe over en time i tænderklaprende kulde og rastløs venten, mens Fischers guide, Neal Beidleman, indhenter det forsømte.

I ventetiden beslutter Beck Weathers, en amerikansk deltager fra Rob Halls hold, at springe fra i utide eller i hvert fald udskyde topforsøget lidt.

Efter en hornhindeoperation er hans øjne blevet ekstremt sårbare, og ved det lave atmosfæriske tryk i ekstreme højder kan han stort set ikke se en hånd for sig.

Bedre bliver det ikke af, at han er kommet til at gnide iskrystaller ind i øjnene, så begge hornhinder er blevet ridset. “Hvis jeg begynder at kunne se bedre, lunter jeg efter jer andre,” meddeler han Hall.

Tre deltagere giver op

I et for de flestes vedkommende uhyre langsomt tempo arbejder bjergbestigerne sig efter tur op ad rebet, mens de andre i trafikproppen for foden af klippen er ved at koge over af utålmodighed.

“Skynd dig nu, skynd dig nu,” lyder det igen og igen fra den ventende forsamling.

Tiden flyver, der er stadig lang vej tilbage, og senest klokken 14 bør alle være nået til tops eller befinde sig inden for spytteafstand af tinden, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå sikkert ned, inden mørket falder på.

Ved halvtolvtiden om formiddagen opgiver tre af Halls deltagere, Lou Kasischke, Stuart Hutchison og John Taske.

Hver især har de betalt 65.000 dollars for at blive guidet op til toppen af verden, men da målet stadig ligger over tre timer borte, er udsigten til at nå frem inden vende om-tidspunktet klokken 14 ringe.

Mændene erkender slukøret nederlaget og begiver sig nedad ledsaget af to sherpaer.

Den beslutning skal vise sig at være klog, for på Sydtoppen, South Summit, i 8750 meters højde opstår der lidt senere endnu en flaskehals, der forsinker fremmarchen yderligere en time.

På grund af koks i kommunikationen har sherpaerne ikke som forventet spændt reb ud langs den knivskarpe og stejle bjergkam, der fører op til Everests tinde.

På denne strækning kan blot en enkelt forkert bevægelse sende deltagerne to kilometer ned i afgrunden, og for urutinerede klatrere er kammen en regulær dødsfælde.

Så mens guiderne fra Halls og Fischers hold får fæstnet tovværket, er resten af deltagerne endnu en gang tvunget til at gøre ophold.

Kø ved Hillary Step

Ved Hillary Step, en 12 meter høj, lodret klippevæg, der rejser sig som en uoverstigelig mur kun 60 meter under toppen, må klatrerne atter klumpe sig sammen i kø.

Et eneste reb fører op over den berømte, sidste forhindring, og mens bjergbestigerne efter tur får halet sig op, forsvinder alle de omgivende tinder i et lag af tottede skyer.

Det vækker dog ikke bekymring, for over Everest-toppens pyramide er himlen stadig knaldblå, og ingen skænker det en tanke, at et uvejr kan være under opsejling.

I de følgende timer bliver Hillary Step et trafikknudepunkt, hvor de klatrere, der allerede har været på toppen, mødes med dem, der er på vej op.

Oven for det stejle hak i bjergkammen udveksler de heldige håndtryk med hinanden og kommer med opmuntrende tilråb til dem, der stadig mangler at slæbe sig de sidste få meter op til 8850 meters højde.

Både oven og neden for klippen står folk i kø for at få adgang til det orange reb, og mens kostbare minutter og sekunder tikker af sted, begynder tætte tågeskyer så småt at rulle ind over bjerget.

Sidste mand når toppen to timer for sent

Omkring klokken 15 firer Scott Fischer sig som den sidste op over Hillary Step.

Hele vejen under opstigningen har Fischer fungeret som fejemanden, der sørger for at få bagtroppen med, og selv om han som chefguide egentlig burde have beordret alle mand ned, lader han som ingenting.

I stedet fortsætter han opad, og først klokken lidt i fire – knap to timer efter det aftalte vende om-tidspunkt – når han verdens højeste punkt.

Over radioen kontakter han basislejren og fortæller triumferende, at alle fra Mountain Madness-truppen er nået til tops.

"Men kors, hvor er jeg træt," gisper Fischer, der dagen igennem har været småsyg og udmattet.

I forvejen befinder Rob Hall sig på tinden – han venter på sin deltager Doug Hansen, som er på vej op over den sidste pukkel på topkammen.

Også Makalu Gau og hans to sherpaer er nået til tops, men på grund af det fremskredne tidspunkt vender de hurtigt om igen og sætter kursen nedad.

I mellemtiden er resten af flokken godt i gang med den lange nedstigning til lejr 4. Dødeligt udmattede bevæger de sig i sneglefart nedad i spredte smågrupper.

Mange er løbet tør for ilt og er svimle og desperate efter at nå ned til Sydtoppen, hvor sherpaerne har oprettet et depot med fulde iltflasker.

Medbringende nye forsyninger af ilt forlader de første Sydtoppen i det svindende dagslys klokken halv fire om eftermiddagen.

Det drysser nu ned fra himlen, og et tæt skylag gør det stort set umuligt at afgøre, hvor Everest ender, og luften begynder.

På Balkonen i 8412 meters højde træder der pludselig en snedækket skikkelse frem af intetheden og ud foran Mike Groom, en af Rob Halls guider. "Hej Mike," siger manden, som til Grooms forbløffelse viser sig at være Beck Weathers.

Siden han for flere timer siden opgav topforsøget på grund af dårligt syn, har han tålmodigt ventet på de andre og er i mellemtiden blevet så godt som blind.

Det står straks klart for Groom, at Weathers umuligt kan klare sig ned ad bjerget på egen hånd.

Resolut finder han et reb frem og begynder med hjertet i halsen at bugsere Weathers nedad. For hvert tiende skridt træder han ved siden af sporet og må fanges med rebet, og Groom gruer for selv at blive trukket med i faldet.

Flakker om 300 meter fra lejren

Under nedstigningen er en storm begyndt at trække op, og mens de første hen under aften vakler i sikkerhed i lejr 4, slår stormen ved syvtiden brat om til orkanstyrke.

Hovedparten af klatrerne befinder sig stadig længere oppe på bjerget – fanget i en cocktail af buldermørke, tæt tåge og piskende vind.

En blandet gruppe på 11 klatrere fra både Halls og Fischers hold nærmer sig på det tidspunkt lejren.

På randen af fysisk sammenbrud stavrer de nedad anført af to sherpaer. Iskrystaller slår mod ansigterne med voldsom kraft og skærer sig som nåle ind i øjnene, og for ikke at gå lige op mod vinden bøjer sherpaerne af, så de til sidst mister retningssansen.

I over to timer flakker klatrerne om på må og få, døden nær af træthed og forfrysninger og uden at ane, at lejren kun er cirka 300 meter borte.

De tre hårdest ramte klatrere i gruppen, japaneren Yasuko Namba og amerikanerne Charlotte Fox og Sandy Pittman, er ude af stand til at stå på egne ben og må slæbes af sted.

Ligesom de andre i gruppen er de tre kvinder svimle og omtågede af mangel på ilt, og med en temperatur på under 75 minusgrader fryser de helt ind til knoglerne.

Neal Beidleman forsøger at holde sammen på skaren af omflakkende sjæle. Af frygt for, at nogen i blinde skal vandre ud over en afgrund, beordrer han til sidst klatrerne til at krybe sammen i læ af en klippe.

Siddende på isen på rad og række banker bjergbestigerne løs på hinanden for at få lidt varme i kroppen, men uden at det nytter.

Klatrerne ligger ubevægelige på isen

De hjemvendte klatrere i lejr 4 er lykkeligt uvidende om den tragedie, der udspiller sig få hundrede meter borte, men blandt de få, der ikke er kollapset inde i teltene, vokser bekymringen time for time.

19 mennesker er ikke vendt tilbage, og Scott Fischers guide Anatoli Boukreev, der som den første nåede ned ved 17-tiden, har flere gange været ude at lede.

Først klokken kvart i et om natten hører han nogle af de savnede nærme sig lejren. Trods orkanens rasen er det lykkedes Beidleman og tre andre at finde vej gennem snehelvedet, og selv om de bevæger sig som zombier og knap kan tale, får de forklaret Boukreev, hvor resten af gruppen befinder sig.

Øjeblikkeligt begiver Boukreev sig af sted, og da han omsider finder dem, får han et chok.

Klatrerne ligger på isen uden at røre sig, næsten begravet i sne. Mens Beck Weathers og Yasuko Namba ser ud til allerede at være døde, forekommer det Boukreev, at de andre er på nippet til at dele samme skæbne.

Da dagen gryr næste morgen, er Everest som forvandlet. Himlen er klar, og sigtbarheden perfekt, men i lejr 4 er flere telte foruroligende tomme. To af de savnede kan de chokerede klatrere umiddelbart gøre rede for.

Under nattens redningsaktion har Boukreev måttet prioritere sin indsats, og det er gået ud over Weathers og Namba, som er blevet ladt tilbage på isen ud fra den vurdering, at deres liv ikke stod til at redde.

Scott Fischer, Rob Hall, Andy Harris, Doug Hansen og Makalu Gau er derimod sporløst forsvundet, men klokken kvart i fem om morgenen kontakter Rob Hall basislejren over radioen og fortæller, at han befinder sig på Sydtoppen.

"Jeg er for klodset til at bevæge mig," meddeler han og fortæller med næsten uhørlig stemme, at Andy Harris og Doug Hansen begge er døde.

Sherpaen Lopsang har dårligt nyt at fortælle om Scott Fischer og Makalu Gau. Aftenen før har sherpaen siddet sammen med de to mænd i en time på en snedækket afsats over Sydsadlen, mens de i den hylende snestorm forsøgte at samle kræfter til nedstigningen.

Ved 10-tiden om formiddagen drager to redningshold af sted fra lejr 4 for at undsætte Hall, Fischer og Gau.

De to sidstnævnte bliver fundet på den afsats, hvor Lopsang har efterladt dem, men for Fischer kommer hjælpen for sent.

Han trækker kun lige akkurat vejret, hans øjne stirrer uden at se, og kæberne er presset fast sammen som i dødsstivhed. Gau, derimod, er ved fuld bevidsthed.

Han klamrer sig til livet, og efter at have fået varm te og ilt kan han med sherpaernes hjælp stavre ned til lejr 4.

Forsøget på at undsætte Rob Hall slår fejl. På vejen op ad bjerget løber sherpaerne ind i en hidsig storm og må vende om cirka 200 meter under Sydtoppen.

Men dagen igennem opfordrer holdkammeraterne via radioen indtrængende Hall til at forsøge at komme ned ved egen hjælp.

Klokken 15.20 er han blevet så irriteret over de gentagne og stadig mere bønfaldende opkald, at han vrisser: "Hvis jeg troede, jeg kunne klare knuderne på rebene med de forfrysninger, jeg har i hænderne, ville jeg være gået ned for seks timer siden."

Et mumielignende væsen vakler ind i lejren

Klokken 18.30 forsøger Rob Halls kone via en satellitforbindelse fra New Zealand at finde ud af, hvor slemt det står til. "Hvordan har dine fødder det?" spørger hun prøvende.

"Jeg har ikke taget mine støvler af for at tjekke dem, men det kan godt være, jeg har lidt forfrysninger," svarer Hall.

Inden han afslutter samtalen, siger han godnat til sin kone med de ord, der skal blive hans sidste: "Sov godt, min skat. Lov mig ikke at være alt for bekymret."

Mens det fulde omfang af katastrofen så småt begynder at gå op for de overlevende i lejr 4, sker der et mirakel: Klokken lidt i fem om eftermiddagen dukker der pludselig et mumielignende væsen med en stivbenet gangart op ved teltene.

Med en nøgen og frostskadet hånd strakt frem for sig som i en stivnet hilsen tumler skikkelsen ind i lejren, hvor klatrerne vantro kan konstatere, at Beck Weathers er genopstået fra de døde.

Selv om han er blind på højre øje og kun kan se en smule med venstre, er det lykkedes ham at finde tilbage efter at have ligget bevidstløs på isen i over et halvt døgn.

Lamslåede, men utroligt glade, gelejder kammeraterne Weathers ind i et telt, hvor han bliver puttet i to soveposer fyldt med varmedunke.

Han ser forfærdelig ud med sortblå forfrysninger i det meste af ansigtet. Pulsen er nærmest umærkelig, men i modsætning til Rob Hall, Scott Fischer, Doug Hansen, Andy Harris og Yasuko Namba er han i live.

Tirsdag den 14. maj om formiddagen er Everests basislejr forvandlet til et improviseret sørgekapel. En lama brænder enebærrøgelse og messer buddhistiske bønner, og en håndfuld af de overlevende holder tale for deres faldne kammerater.

Beck Weathers og Makalu Gau er dagen forinden blevet fløjet til Kathmandu med helikopter for at blive behandlet for deres frostskader, og de fleste af de forsamlede ekspeditionsdeltagere er også i en grum forfatning:

Øjne er hævede, læber er ved at falde af, kinder er sorte af forfrysninger, hænder og fødder er pakket ind i forbindinger. Men de sår, der gør mest ondt, er usynlige – de sidder på sjælen.