For omkring 541 millioner år siden skete der pludselig en voldsom ændring på vores planet.
Fra hovedsageligt at være beboet af små encellede organismer og simple bakterier begyndte komplekse, flercellede livsformer med øjne, arme og ben pludselig at vælte frem mellem hinanden i de mørke oceaner. Næsten fra den ene dag til den anden.
Opblomstringen af nye væsener varede fra omkring 541 millioner år siden til 485,4 millioner år siden og er kendt som den kambriske eksplosion.
Hvad der præcis satte gang i det massive mylder af store organismer, som lagde kimen til det artsrige dyreliv, vi kender i dag, er stadig lidt af et mysterie.
Men nu mener en gruppe af australske forskere, at de har fundet svaret:
I to gigantiske fortidsbjerge, der snoede sig tusindvis af kilometer langs kanterne af de såkaldte superkontinenter og måske satte skub i nogle af de vigtigste nedslag i livets udvikling.
For omkring 543 millioner år siden opstod et væld af nye, store havdyr. Nu mener forskerne, at gigantiske bjergkæder har æren for den voldsomme opblomstring af liv.
Sjældne krystaller sladrer om fortiden
Forskerne sammenstykkede livsbanerne for Jordens tidlige bjerge ved hjælp af bittesmå spor af mineralet zirkon og jordarten lutetium.
De sjældne zirkonkrystaller opstår i det voldsomme tryk, der hersker under de enorme bjergkæder, og krystallerne kan overleve i klippestykker - selvom selve bjergkæden forsvinder.
Grundstoffernes sammensætning i hvert eneste mikroskopiske korn sladrer om, hvor og hvornår krystallerne blev dannet, og hvordan forholdene var i Jordens skorpe på det givne tidspunkt. Som hvert sit lille øjebliksbillede.
Den viden udnyttede forskerne til at udpege to perioder i Jordens historie, hvor gigantiske superbjerge sendte lange skygger ud over kloden. Så lange, at de er svære at sammenligne med de bjerge, vi kender i dag.
Zirkon-mineraler dannes i jordskorpen, og deres sammensætning afhænger bl.a. af, hvor højt trykket er, når de dannes.
Superbjerge tronede over tusindvis af kilometer
Det ene superbjerg eksisterede for mellem 2 milliarder og 1,8 milliarder år siden og krydsede superkontinentet Nuna, som også kaldes Columbia.
Det andet eksisterede for mellem 650 og 500 millioner år siden ved det sydlige superkontinent kaldet gondwanaland: Det, der i dag omfatter de fleste af landmasserne på de sydlige kontinenter.
Begge bjergkæder har med en bredde på mindst 8000 kilometer slænget sig over et område svarende til mellem tre og fire gange Himalaya-bjergene.
Døende gigant gav livet næring
Og særligt storhedstiden for superbjerget på Gondwana fangede i første omgang forskernes opmærksomhed.
De mener nemlig, at kæmpen frigav næringsstoffer, som fosfor og jern, til de omkringliggende oceaner gennem vandkredsløbet. Altsammen i takt med at vind, vand og vejr åd sig ind på de hårde materialer.
Forskerne mener også, at den udåndende gigant kan have frigivet en voldsom mængde ilt til atmosfæren.
Og netop den cocktail af ilt og næringsstoffer kan have gjort kloden til et mere gæstfrit sted og sat turbo på evolutionen i den periode, vi kender som den kambriske eksplosion: Hvor det komplekse, flercellede liv væltede frem.
3 facts om kambrium
Kæmpe skubbede materiale ud i skorpen
På samme måde mener forskerne, at fortidsbjerget på superkontinentet Nuna har en del af æren for tilblivelsen af klodens første celler med en kerne - de såkaldt eurokaryote celler, som er grundlaget for alle flercellede livsformer.
Cellerne opstod på Jorden for omkring to milliarder år siden og udviklede sig med tiden til planter og dyr. Forskerne mener, at selve dannelsen af Nuna kan have skubbet frisk materiale og næringsstoffer fra Jordens kappe og op i skorpen og dermed skabt gode vilkår for de nye celler.
Evolutionen tog pause i en milliard år
Den nye undersøgelse lægger sig i kølvandet på tidligere undersøgelser, hvor forskere blandt andet konkluderede, at en særligt kedelig periode i klodens evolutionshistorie, kendt som 'The boring billion', skyldes, at der dengang opstod usædvanligt få bjerge.
Men forskerne understreger samtidig, at der skal flere undersøgelser til, for at forstå den helt klare sammenhæng mellem fortidens mastodonter og udviklingen af livet, som vi kender det i dag.