Hvordan er australske Ayers Rock blevet dannet?
Hvor gammel er Ayers Rock? Hvordan blev den dannet? Hvorfor stråler der rødt lys ud fra den?

Ayers Rock i Australien kaldes verdens største sten. Og med sine otte kilometer i omkreds er den da også enorm: På den længste side er den næsten fire kilometer lang, og på toppen af bjerget, 340 meter oppe, kan man skue ud over et vidtstrakt busklandskab. På afstand virker den glat som en strandsten, men navne som Kænguruhalen og Hjernen antyder, at bjerget er rigt på former og fordybninger. For mellem 600 og 900 mio. år siden lå der i det centrale Australien et stort hav, hvor der blev aflejret et mere end seks kilometer tykt lag af ler, sandsten og grus. Efterhånden hævede havbunden sig for så at blive presset sammen fra siden, så aflejringerne til sidst foldede sig op i en bjergkæde. Som det sker den dag i dag, slider vind og vejr på Jordens bjerge. Med tiden bliver bjergene slebet helt ned, og de enorme mængder af sliberester kan herefter lægge sig som flade sletter. Det ses for eksempel på Posletten neden for Alperne, et sted, som den gamle australske bjergkæde godt kan sammenlignes med. For ca. 500 millioner år siden var bjergkæden slebet ned, og nedbrydningsprodukterne havde lagt sig i en sænkning, som med tiden blev fyldt op og dannede en stor slette. Det er disse sedimenter, Ayers Rock består af. Gennem millioner af år blev sedimenterne i sletten hårdere og hårdere, og for 370 millioner år siden begyndte også disse sedimenter at blive foldet til en ny bjergkæde, hvor lagene endte med at stå næsten lodret. Siden begyndelsen af Jordens middelalder for 245 millioner år siden har vind og vejr slebet bjergkæden væk, så kun Ayers Rock og nogle mindre bjerge er tilbage af den oprindelige bjergkæde. Især i aftensolen lyser bjerget rødt. Det skyldes den tynde belægning af rust, som er forvitret ud af sandet og har lagt sig som et ganske tyndt lag på overfladen af klippen.