Dødens dukkeførere gør os til slaver

Når Toxoplasma gondii ender i mennesker, påvirker den vores adfærd. Men faktisk skal parasitten igennem en kat for at gennemføre sin livscyklus.

Den har slet ikke noget at gøre i mennesker. Parasitten Toxoplasma gondiis livscyklus udspiller sig nemlig i mus og katte. Mus spiser kattens efterladenskaber, og på den måde smittes de med parasitten.

Den sætter sig i hjernens følelsescenter, og får musene til at miste deres frygt for katte, hvilket gør dem til et nemt måltid for katte – og dermed kan parasittens cyklus begynde forfra.

Når parasitten ender i mennesker, er det en blindgyde, men den ændrer alligevel vores adfærd og påvirker os muligvis til at begå selvmord.

Efter at have ædt af sin værts indre spinder snyltehvepselarven en puppe mellem dyrets ben og forvandler mariehønen til en viljeløs livvagt.

Et lammende stik fra snyltehvepsen gør mariehønen til en viljeløs slave. Efter at have bedøvet sit offer lægger hvepsen et æg inde i mariehønens krop.

Ægget klækkes og bliver til en glubsk larve, som stiller sin appetit ved at æde mariehønen indefra. Larven vælger dog sin menu med omhu.

For at sikre sin fremtid må larven holde sin vært i live, så den holder sig fra de vitale organer og mæsker sig i stedet i fedt.

Når larven har spist nok til at forpuppe sig, gnasker den sig vej ud gennem mariehønens bug. Her spinder den en silkepuppe fast mellem mariehønens ben og går til ro.

Er mariehønen blandt de 30-40 procent af værterne, der overlever parasittens behandling, vil den nu fungere som en fikseret livvagt, der basker fjender væk med benene – sammen med ægget har hvepsen nemlig sprøjtet en virus ind i mariehønen. Virussen giver larven kontrol over værtens hjerne og ben.

Forsøg har vist, at larven har massivt større chancer for at overleve til voksenstadiet, hvis den har en levende livvagt.

Fårekyllingen kan ikke svømme, men med en hårorm som herre manipuleres den til at hoppe i nærmeste vandpyt.

Larver fra hårormen Paragordius varius trives godt inde i den varme krop hos fårekyllinger. Men den voksne hårorm behøver vand for at formere sig.

Derfor manipulerer den sin vært til at tage en dødbringende badetur. Hårormelarven sniger sig ind i sin værts krop gennem insektådsler, som fårekyllingen lever af.

Inde i værten udløser parasitten stoffer, der tvinger fårekyllingens hjerne til at drages af lys.

Om natten reflekteres lyset fra Månen i søer, åer og pytter, og i sin viljeløse tilstand vader fårekyllingen tryllebundet ud i vandet.

Fugtigheden er ormens tegn til at bryde ud fra sin vært, der til gengæld må lide druknedøden.

Med tentaklerne inficeret af fladorme kravler snegle direkte mod rovdyrenes gab.

Set gennem en fugls øjne ligner de to indbydende larver. Fuglen smæsker sig i dem, men bliver snydt. Hvad der lignede larver, er i virkeligheden inficerede tentakler – øjne på en snegl.

Missionen er fuldført for den fladorm – Leucochloridium paradoxum – der har indtaget sneglens tentakler.

Snegle spiser fugleklatter, som indeholder fladormens æg. Når de klækkes, spreder ynglen sig til tentaklerne, som forvandles til farvestrålende og larvelignende gevækster.

Samtidig manipulerer ynglen sneglen til at kravle op i lyset, hvor den kan tiltrække fugle.

Resten af sit liv lever fladormen i fuglens tarme, og når den skal reproducere sig, lægger den æg, som bliver sendt mod nye snegle i form af fugleklatter.

Et angreb fra parasitsvampen snyltekølle kan lægge en myrekoloni i ruiner. Svampen forvandler myrerne til zombier, inden de mister livet, og fra myrens grav spreder snyltekøllen sine sporer. Men en anden svamp kommer myrekolonien til undsætning – en såkaldt hyperparasit.

Svampen Ophiocordyceps unilateralis inficerer myrer og nedbryder langsomt myrens organer uden at skade myren. Men når svampen er kønsmoden, frigiver den en lsd-lignende gift i myrens hjerne og overtager kontrollen med myrens vilje.

Zombiemyren forlader sit bo og bider sig fast i et blad 25 cm over jorden på et sted, hvor boets myrer ofte kommer. Det eneste, der er tilbage af myren, er nu det ydre skelet samt kæbemusklerne, der holder myren fast til bladet.

Få dage efter skyder svampens formeringsorganer ud af myrens hoved, og sporer drysser ned på de travle og intetanende myrer på skovbunden. Men myren bærer på en parasitsvamp, som er myrekoloniens redning.

Idet snyltekøllen baner sig vej gennem den døde myres hoved, er svampen klar med et modangreb.

Den kastrerer snyltekøllen, så kun 6,5 procent af dens sporeorganer overlever, og den spreder derfor ikke sine sporer særligt effektivt.

Nok er den ene inficerede myre død, men selve kolonien klarer frisag og udryddes ikke. Hyperparasittens modangreb kommer i sidste ende snyltekøllen til gode og er måske afgørende for dens overlevelse.

Når hyperparasitten forhindrer, at hele myrekolonien smittes og dør, skaber den samtidig balance, så snyltekøllen stadig har levende værtsdyr at bosætte sig i.

Uden myrer ville der ingen svamp være.

Kålsommerfuglelarven beskytter snyltehvepsens pupper med sit liv.

Snyltehvepsen Cotesia glomerata lægger sine æg i kålsommerfuglelarven, hvor de klækkes.

Efter at de mange parasitter har guffet sig så fede i larvefedt, at de er på størrelse med riskorn, gnaver de sig vej ud gennem larvens hud. Forinden har de manipuleret værtens hjerne.

Ynglen spinder sine pupper, men for at få yderligere beskyttelse får de larven til at spinde silke ud over dem. Larven sætter sig på pupperne med løftet hoved, klar til at jage fjender væk.

Udmattet af arbejdet som vagt falder kålsommerfuglelarven til sidst sammen og dør af sult.

Ingen er bedre til at sprede æggene fra rundormen end fugle. Tricket til at bane sig vej til en fuglemave er at kravle ind i en myre og få den til at ligne fugleføde.

En fugleklat er et lækkert måltid for en myre. Men måltidet kan vise sig at blive fatalt. Indholdet af fugleklatten får myrens bagkrop til at svulme op til en rød kugle, der umiskendeligt ligner de saftige, røde bær, som vokser højt i jungletræerne, hvor myrerne bor.

Samtidig stritter bagpartiet opad. Forvandlingen tjener som lokkemad for junglens fugle, der normalt ikke spiser myrer, men gerne bær.

Den fatale fugleklat indeholder rundormen Myrmeconema neotropicums afkom, som trives bedst i fugle.

Når myren spiser afkommet, lægger parasitten æg inde i myrens krop. De hundredvis af æg samles i bagkroppen og får den til at svulme op, så parasitten kan komme tilbage til en fuglekrop.

Ved hjælp af en særlig kemisk cocktail udnytter snyltehvepselarver edderkopper som værter til at spinde et passende puppeskjul.

Når en edderkop finder en tilsyneladende død snyltehveps og dermed et måltid i sit spind, kan den få sig en slem overraskelse.

Måltidet kan vise sig at være en levende hvepsehun af arten Hymenoepimecis argyraphaga, der sover rævesøvn. I et overraskelsesangreb gennemborer hvepsen edderkoppen med sin brod og lammer den i op mod ti minutter.

Lammelsen giver hvepsen mulighed for at klistre sit æg fast på edderkoppen, der må se en skæbne som slave i øjnene.

Efter få dage klækkes ægget, og den sultne unge gnaver hul i edderkoppen, så den får adgang til føde – edderkoppens blod.

Da edderkoppen blev stukket, sendte hvepsen også en gift ind i dens krop – en gift, der tager kontrol over edderkoppen, når larven er klartil at forpuppe sig.

Edderkoppen river sit eget spind i stykker og spinder i stedet et mønster, der passer til at fæstne puppen fra en snyltehvepselarve i.

Værten falder død om, og larven slubrer et sidste måltid i sig, inden den forpupper sig, hængende i spindet, langt fra sultne rovdyr.

Hvert år dør 59.000 af rabies. Af dem smittes 99 pct. af gale hunde inficeret med rabiesvirus.

Lige inden hunden dør, vandrer virussen fra nervesystemet til spytkirtlerne og ændrer samtidig hundens adfærd. Selv fredelige dyr kastes pludselig ud i frådende galskab og angriber.

Deres spyt er fyldt med viruspartikler, som sikrer en effektiv infektion af offeret.

Rabies i udbrud kan ikke kureres. Sygdommen ødelægger nervesystemet og betyder en smertefuld død.