Dødens kolde fingre kryber under isen i Antarktis
Havdyr i ishavet skal vogte sig for et usædvanligt undervandsfænomen.
Isformationerne kan blive omkring 25 centimeter i diameter og vokse flere meter på én dag. Når de rammer havbunden, spreder de sig ud i en isplade, som vokser hurtigt nok til at indfange flere af havbundens dyr.
Credits: Rob Robbins, NSF/Creative Commons CC BY-NC-ND 4.0
Forestil dig en lang, iskold kæmpefinger, der langsomt bevæger sig ned fra havoverfladen og fryser og dræber alt, hvad den møder på sin vej.
Det lyder næsten som en halvdårlig science fiction-film. Men ikke desto mindre er det et usædvanligt undervands-fænomen, som kan opstå i de kolde farvande ved Antarktis og i Det Arktiske Hav.
Den drypstenslignende formation, som har fået det engelske navn brinicles, blev første gang opdaget i år 1960. Men derfra skulle der gå mere end 50 år, før det lykkedes et filmhold fra BBC-serien Frozen Planet at indfange dannelsen af de hule isrør i usædvanlige detaljer.
Videoen blev optaget i timelapse, men den karakteristiske formation bevægede sig angiveligt så hurtigt mod havbunden, at filmholdet kunne se den rykke sig for øjnene af dem.
Du kan se videoen her:
Årsagen til fænomenet skal findes i isen ved havoverfladen.
I takt med at isflagerne dannes, tvinges saltet i havvandet væk fra de rene iskrystaller, hvilket skaber små lommer og kanaler af ekstremt koldt og saltholdigt vand, som ikke fryser på grund af den høje saltkoncentration.
Den ultrakoncentrerede saltlage er tungere end det øvrige havvand, og det betyder, at den synker mod bunden - hvis den lækker ud i det åbne hav under isen.
Supersaltvand danner istapper
1. Kulden skiller salt fra vand
I polarområder kan luften nå ned på 20-40 minusgrader. Havvandets frysepunkt er på -2 °C, og derfor fryser overfladen til is. I processen udskilles saltet fra vandet og samles i hulrum i isen.
2. Hulrum bliver supersalte
Koncentrationen af salt i hulrummene danner lommer af supersaltvand, som er flydende ved -10 °C og samtidig meget tungt. Derfor søger det ned mod undersiden af isen, hvor det løber ud i tynde strømme.
3. Havvand fryser til en istap
Fordi supersaltvandet er så koldt, fryser det almindelige vand omkring strømmen til en skal af is med saltvand indeni. Hvis istappen når ned til havbunden, fryser den bunddyr som søstjerner til døde.
Saltlagen er samtidig kold nok til at fryse alt andet havvand ved kontakt, hvilket danner en rørform, hvor indervæggen konstant er flydende, og ydervæggen fryser, i takt med at det tunge vand falder mod bunden.
Processen skaber den rørlignende form, som kan fortsætte langs havbunden til stor fortrydelse for de levende havvæsener, den fryser og indfanger på sin vej.
Kun få undersøgelser
Selvom fænomenet allerede blev opdaget for mere end 60 år siden, er der endnu ikke lavet mange undersøgelser af de besynderlige isrør omkring Antarktis.
Forskerne bag en undersøgelse udgivet i 2013 konkluderede dog, at fænomenet, på trods af sit drypstenslignende udseende, mest af alt kan sammenlignes med fx muddervulkaner, hvor mudder og mineralsk materiale fra undergrunden presses op til jordoverfladen. Eller med hydrotermale kilder, hvor varmt vand, blandet med mineraler og metaller, strømmer ud fra havbunden.
En af de mere opsigtsvækkende konklusioner i den mere end 10 år gamle undersøgelse er, at dannelsen af de lange isrør kan have været med til at skabe de forhold, som var nødvendige i selve livets opståen.
Teorien omkring is er dog blot en af mange i den ældgamle jagt på livets vugge, som du blandt andet kan læse mere om her.