Ekstrem hændelse kan have udryddet de første mennesker i Europa

Resultaterne fra en stor undersøgelse udfordrer idéen om, at mennesker har boet i Europa uafbrudt, siden de første ankom.

Sediment fra havbunden og avancerede computersimulationer af menneskets overlevelseschancer har ført forskerne til deres konklusioner.

© Shutterstock

De tidligste beviser på europæiske fortidsmennesker er menneskelige rester fra omkring 1,4 millioner år siden.

Dengang mindede klimaet om nutidens med en blanding af skov- og vådområder, der gav mennesker forskellige kilder til mad.

Forskerne har længe troet, at de europæiske klimaforhold siden har været stabile nok til, at mennesker har kunnet bo i Europa uafbrudt, siden de første kom hertil.

Men ikke længere.

Forskere fra University College London har fundet tegn på ekstrem nedkøling af Europa for omkring 1,1 million år siden, der sandsynligvis førte til midlertidig udryddelse af mennesker på kontinentet.

Det skete, da klimaet begyndte at blive varmere og store iskapper derfor smeltede ned i Atlanterhavet, hvilket pressede de europæiske hav- og landtemperaturer voldsomt ned.

‘’Den nyopdagede frostperiode var sammenlignelig med nogle af de mest alvorlige hændelser i de seneste istider’’, siger undersøgelsens hovedforfatter Vasiliki Margari, der forsker i geografi ved UCL, i en pressemeddelelse.

Umenneskeligt for fortidens europæere

Forskerne analyserede først sediment fra havbunden nær Portugals kyst.

Havsediment er rester fra blandt andet sten, mineraler og havdyr, der synker til bunds og aflejres. Sediment afslører klimaforholdene for forskellige tidsperioder, da det hvert år aflejrer nye lag, som forskerne kan sammenligne med tidssvarende fossiler.

Analyserne afslørede, at de gennemsnitlige vintertemperaturer i størstedelen af Europa dengang faldt til langt under frysepunktet - selv i Middelhavsområdet.

Et fald i den størrelsesorden virker måske ikke så alvorligt efter nutidens standarder, hvor de fleste har adgang til varme, varmt tøj og mad, men de tidlige europæere var angiveligt ikke tilpasset til at klare så ekstreme forhold.

Forskerne udviklede en computermodel, der kunne simulere, om der overhovedet kunne have boet mennesker i Europa under datidens forhold.

Resultaterne viste, at vejrforholdene tilsyneladende skubbede det europæiske klima ud over, hvad arkaiske mennesker kunne tolerere.

"Der er ingen direkte beviser for, at mennesker overhovedet kunne kontrollere ild på dette tidspunkt. Derfor må de ekstremt kolde og tørre forhold over Europa og den tilsvarende mangel på mad på grund af ændringer i flora og fauna have været en stor udfordring for menneskets overlevelse," siger medforfatter og professor i arkæologi, Nick Ashton.

Undersøgelsen fremhæver desuden, at der også mangler arkæologiske beviser for tilstedeværelsen af tidlige mennesker i Europa i periode mellem 900.000 og 1,1 mio. år siden, hvilket kan tyde på, at ingen mennesker beboede kontinentet i tusinder af år efter frosten.