En af klodens største masseudryddelser skyldtes stigende havniveauer
Prøver fra sort skifer rig på organisk kulstof viser, at en af Jordens største masseudryddelser blev forårsaget af iltsvind og udbredelse af svovlbrinte i de forhistoriske have. Virker det bekendt?
Den devonske periode er også kendt som fiskenes tidsalder. Her ser vi fisken Dunkleosteus, der jager eurypterider (havskorpioner), som igen ernærer sig af de mindre trilobitter.
For mellem 419,2 til 358,9 millioner år siden i Devon-perioden, der også kaldes ”fiskenes tidsalder”, vrimlede det med liv i verdenshavene.
Her jagede de kæbeløse skjoldfisk, også kaldet placodermi, alt hvad de kunne finde, mens de bænkebidder-lignende trilobitter svømmede rundt mellem de ikoniske blæksprutter ammoniter.
75 procent af alt dette liv døde pludseligt ud i slutningen af Devon, og forskere fra University of Maryland og George Mason University i USA har måske svaret på hvorfor.
Deres resultater minder meget om noget, vi kan genkende i dag, skriver de i en artikel udgivet i tidsskriftet Nature.
Flere alger, mindre ilt
Forskerholdet af geologer undersøgte mere end 100 skifer- og karbonatprøver fra Bakken Skifer-Formationen, der er en 518.000 kvadratkilometer stor skiferlagring under Canada og North Dakota.
Området er også kendt for sine store mængder olie og naturgas.
Skiferen blev rig på organisk kulstof under Devon-perioden, og miljøets kemiske sammensætning fra den tid er derfor indlejret i sedimentet.
I prøverne fandt forskerne klare lag af sediment, der viser tre masseudryddelser – tydeligst den såkaldte Hangenberg-begivenhed, der forårsagede den store uddøen under Devon-perioden for 350 millioner år siden.
Helt præcist fandt de beviser for, at Jorden oplevede et massivt iltsvind i verdenshavene, mens giftig svovlbrinte spredte sig og kvalte det meste liv.
Når alger nedbrydes på havbunden, dannes der svovlbrinte, som langsomt udtømmer områder for ilt under deres nedbrydningsproces, hvorfor fisk og andre organismer bliver kvalt.
Det er fra dette område i Bakken Skifer-Formationen i North Dakota i USA, forskerne har fundet deres prøvemateriale. Skiferen herfra er rig på organisk kulstof, der kan fortælle en masse om den kemiske sammensætning fra fortiden.
Forskerne mener, at det kraftige iltfald skyldes en række kraftige stigninger i havniveauet.
Disse stigninger kan være forårsaget af nedsmeltninger af Sydpolens iskapper under den forrige periode, Silur, for mellem 443,8 millioner til 419 millioner år siden.
På landjorden forvandlede planter stenet grund til jord, som fik næringsstoffer til at strømme ud i de stigende have.
Dette medførte massive algeopblomstringer, som, når de døde og blev nedbrudt, opslugte næsten al ilt i havet, samtidig med de frigav giftig svovlbrinte.
En advarsel
Selvom denne masseuddøen førte til udviklingen af den flora og fauna, vi kender i dag, så kan den devonske katastrofe tjene som en advarsel for os i dag, konkluderer forskerne.
I disse år oplever vi nemlig iltfattige zoner i have som Den Mexicanske Golf og Østersøen. Dette skyldes brug af gødning og udledning af spildevand, som alt sammen bidrager til nye algeopblomstringer.
Den globale opvarmning får havene til at stige, samtidig med at ilten ikke vil blive cirkuleret så effektivt rundt i oceanerne. Devon-masseudryddelsen kan derfor lære os noget om vores egen mulige fremtid.