En portion vildtfanget ferskvandsfisk kan svare til at drikke forurenet vand i en måned
Niveauerne af PFAS i vildtfangede amerikanske ferskvandsfisk er faretruende høje, viser undersøgelse. Ifølge ekspert er PFAS i fisk og skaldyr også et stort problem i europæiske lande.
Ifølge en amerikansk undersøgelse har vildtfanget fisk fra vandløb og floder i USA høje niveauer af PFAS i sig. Niveauerne er langt højere end for fisk fra havet.
De såkaldte evighedskemikalier, PFAS, dukker op i sundhedsskadelige koncentrationer flere og flere steder.
Nu viser en amerikansk undersøgelse, at vilde ferskvandsfisk, der lever i amerikanske floder og åer, indeholder høje niveauer af de giftige PFAS-stoffer. Også langt højere end de fisk, der fanges i havene og senere bliver solgt i supermarkederne.
Helt specifikt viser resultaterne, at indtaget af en portion vildtfanget amerikansk ferskvandsfisk kan svare til at drikke stærkt forurenet vand hver dag i en måned.
Medianniveauet af PFAS i de vilde ferskvandsfisk er samtidig 280 gange højere end hos kommercielt fangede fisk, der bliver langet over disken i supermarkedet, lyder det.
Flere end 500 prøver analyseret
Undersøgelsen er udarbejdet af forskere fra Duke University og den amerikanske NGO Environmental Working Group (EWG), og resultaterne er udgivet i en artikel i tidsskriftet Environmental Research.
Artiklen bygger på data fra undersøgelser udført af det amerikanske Miljøbeskyttelsesagentur (EPA) og den amerikanske Fødevarestyrelse (FDA) i forskellige perioder fra 2013 og frem.
I alt indgår prøver fra flere end 500 vilde ferskvandsfisk i undersøgelsen.
Xenia Trier, der er lektor på Institut for plante og miljøvidenskab på Københavns Universitet, har forsket i PFAS, siden hun skrev PhD om stofferne fra 2007-2011.
Hun mener, at de amerikanske resultater også kan overføres til europæiske lande med det forbehold, at USA formentlig producerer mere PFAS, end Europa gør.
“Hvis man har brugt PFAS-stoffer på land, for eksempel på fabrikker, vil det sprede sig via partikler og gas i luften, via jordforureninger til ferskvandssøer og åer, der også modtager spildevand fra fabrikker og byer. Derefter løber ferskvandet videre ud i havet, hvor stofferne vil blive fortyndet. Derfor er det sandsynligt, at den samme tendens kan gøre sig gældende i europæiske søer og floder,” siger hun og uddyber:
“Selvom risikoen alt andet lige er stor ved at spise vilde fisk og skaldyr fra søer og åer, bør man også være bevidst om, at det langs kyststrækninger også har vist sig, at niveauerne er højere i fisk og skaldyr."
Det skyldes ifølge Xenia Trier, at PFAS-stoffer i havet lægger sig i havvandets overflade ligesom olie. Når havskummet driver ind mod kysten, bliver de giftige stoffer opkoncentreret i skummet og aerosoler, som blæser ind over stranden i et bælte på cirka 200 meter.
“Derfor har man det sidste års tid fundet høje niveauer af PFAS i jord, vand, græs, fugle og vildt, der lever langs kysterne både i og uden for Danmark,” forklarer hun.
I Danmark har en række undersøgelser afsløret risiko for sundhedsskadelige niveauer af PFAS i alt fra græs til ænder og køer, der finder føde på forurenet jord.
I Sverige fraråder sundhedsmyndighederne ifølge Xenia Trier, at man spiser krebs fanget i søer og åer på grund af høje PFAS-niveauer, mens befolkningen i Norge har Europas højeste niveauer af PFAS i blodet som følge af deres store indtag af vildtfanget, lokal fisk og vildt.
Små fisk er bedst
Ifølge den amerikanske undersøgelse havde fisk som aborrer og havkatte de højeste niveauer af evighedskemikalier i sig.
Desuden sporede forskerne som udgangspunkt de højeste niveauer i fisk fanget nær byområder.
I årevis har PFAS mange steder været brugt i emballage og engangsservice af pap og papir. Fluorstoffer har nemlig den smarte egenskab, at de gør overfladen af indpakningspapir til fastfood, muffinforme eller pizzabakker fedt- og vandafvisende.
Xenia Trier peger på, at store fisk, der befinder sig højt i fødevarekæden som tommelfingerregel “har akkumuleret mere PFAS” end små fisk.
“Og så finder man mere PFAS i fisk, der er meget nede på bunden, for der lægger stofferne sig også. Og så vil der være meget i skaldyr som muslinger og rejer,” siger hun og fortsætter:
“Til gengæld har ophobningen af PFAS-stoffer ikke noget at gøre med, hvor fede fiskene er. For PFAS binder sig ikke til fedt, men derimod til proteiner, altså i muskler, lever, nyrer, lunger og i blodet.”
Det Europæiske Fødevarsikkerhedsagentur (EFSA) har netop opdateret de vejledende grænseværdier for virksomheder for fire PFAS (PFOA, PFNA, PFHxS, PFOS) i fisk, kød og æg, der tager højde for det gennemsnitlige indtag af forskellige typer fødevarer.
Grænseværdierne er sat for at beskytte fostre mod at blive udsat for høje PFAS-niveauer igennem mødrene.