Er der aktive vulkaner i Skandinavien?

Island bliver jævnligt ramt af vulkanudbrud, men findes der også aktive vulkaner i Skandinavien?

© Shutterstock

Norge kan prale af at have Skandinaviens eneste aktive vulkan, nemlig Beerenberg, som ligger på øen Jan Mayen i Norskehavet.

Den 2277 meter høje vulkan er samtidig verdens nordligste aktive vulkan over havniveau.

Frem til 1970 anså geologerne vulkanen for at være udslukt, da der kun var beretninger om mindre aktivitet på siden af Beerenberg mellem 1650 og 1851. Derfor fik de sig en overraskelse, da vulkanen pludselig gik i udbrud den 20. september 1970.

Den 3. oktober fulgte endnu et udbrud, som fortsatte ind i november. Udbruddet skabte en fire kilometer bred lavastrøm, der flød ud i havet, hvor den størknede og fik øens samlede areal til at stige med fire kvadratkilometer.

Beerenbergs seneste udbrud fandt sted i januar 1985 og varede under 40 timer. På den korte tid nåede vulkanen dog at udspy syv millioner kubikmeter lava.

Vulkanen byggede øen

Hele Jan Mayen er vulkansk, hvilket vil sige, at øen er skabt af udbrud fra Beerenberg. Og måske får den snart en nabo.

Geologer har opdaget en undersøisk vulkan bare 20 meter under havoverfladen tæt på Jan Mayen. Kommende udbrud vil formentlig bygge en helt ny ø op.

Vulkanen Beerenberg ligger på øen Jan Mayen i Norskehavet, langt fra Norges fastland.

© Shutterstock

Ud over Beerenberg har Norge tre andre vulkaner over havoverfladen – Olavtoppen, Lars Christensen Peak og Sverrefjellet – men de er ikke længere aktive.