Er trægrænsen den samme overalt i verden?

Træer kan ikke gro over et vist antal højdemeter, men er det i den samme højde over hele verden?

Hvor langt over havet træer kan gro, afhænger af en lang række lokale geologiske og meteorologiske forhold.

© SHUTTERSTOCK

Trægrænsen ligger der, hvor livsbetingelserne bliver så barske, at træer ikke længere kan gro.

Hvor trægrænsen ligger, varierer meget, fordi det rundtom i verden er vidt forskellige forhold, der definerer den.

Nogle steder er det fx temperaturen, andre steder nedbørsmængden, og andre steder igen er det solskinstimerne, der er for få. Selv vind kan være den udslagsgivende faktor, hvis det blæser så meget, at træernes blade eller nåle tager skade.

Trægrænsen er klimabestemt

Derfor er det også umuligt at fastlægge, i hvilken højde trægrænsen går, fordi den eksempelvis højt mod nord godt kan ligge omkring nul meter over havet.

Faktisk taler man om en arktisk trægrænse, hvor det er de nordlige egnes barske vejrforhold i det hele taget, der sætter en stopper for træerne. Det er altså klimabestemt, hvor trægrænsen går, og det er ikke som sådan bestemt af højden over havet.

Bolivia har verdens højeste trægrænse i 5200 meters højde.