Første øjenvidne til mikroplast i verdenshavene: Jeg var chokeret
Vi har talt med marinbiolog Edward Carpenter, som tager os med tilbage til 1972 - og har nogle bud på løsninger i dag.
"I dag finder forskerne desværre mikroplast på bunden af oceanerne, på arktis, i skaldyr, fisk og bordsalt - kort sagt overalt," siger professor i marinbiologi Edward Carpenter.
I 1972 gjorde marinbiolog Edward Carpenter som den første et foruroligende fund i Atlanterhavet ud for den amerikanske østkyst.
Sammen med sin daværende kollega Kenneth L. Smith var han en del af et forskerhold, som skulle undersøge en særlig art af brune alger.
Fra dækket ombord på forskningsskibet R/V Atlantis II smed de to forskere et net i vandet for at indsamle alger, men det var ikke kun alger, de halede ombord.
Og i dag, fem årtier senere, står fangsten stadig lysende klar i Carpenters erindring.
“Jeg var chokeret over at se, hvordan det nordlige Atlanterhav var fyldt med mikroplast, og jeg var ikke i tvivl om, at det ikke hørte til i havet,” siger professor i marinbiologi ved San Francisco State University, Edward Carpenter.
Ikke alle var dog lige begejstrede for de unge forskeres opdagelse, da Carpenter og Smith i 1972 udgav en rapport i tidsskriftet Science, som afslørede, at de i gennemsnit havde fundet 3.500 stykker mikroplast med en samlet vægt på 290 gram pr. kvadratkilometer.
“Flere af de ældre forskere ved Woods Hole Oceanographic Institution kaldte rapporten useriøs og sagde, at jeg skulle holde mig til biologien,” mindes Carpenter.
Udviklingen er gået den forkerte vej
Ser man på verdenshavene i dag, så er mængden af mikroplast en ganske anden, end den var i 1972.
Ifølge havmiljøorganisationen Sea Education Assiciation (SEA), som fra 1986 til 2008 indsamlede prøver fra samme område i Atlanterhavet, var mængden af mikroplast nemlig steget til svimlende 580.000 stykker pr. kvadratkilometer i perioden.
Hvor meget mikroplast der befinder sig i verdenshavene i dag, er svært at spå om.
Men skal man tro forskning på området, går udviklingen i den helt forkerte retning, hvilket blandt andet kan ses på mængden af mikroplast i blåhvaler.
Nogle af årsagerne til de dystre fremtidsudsigter skal blandt andet findes i den begrænsede viden, man havde om mængden af mikroplast i verdenshavene og dens vej dertil.
“Store dele af befolkningen i 1970’erne og 1980’erne troede på, at næsten al plastik blev genanvendt - blandt andet efter at plastikindustrien fik indført genbrugsmærkater på plastik solgt efter 1988,” siger Carpenter.
Edward Carpenter opdagede som den første såkaldt mikroplast i verdenshavene i 1972. Mikroplast defineres som små stykker plastik med en diameter på op til 5 mm. Tilstedeværelsen af større plastikgenstande i havene var dog blevet registreret flere år forinden.
Oprydning på strande samt lovgivning, der havde til hensigt at forhindre skibe i at dumpe affald i havet, var også medvirkende faktorer til, at mange betragtede plastikforurening som en udfordring, der hørte fortiden til.
Højaktuel udfordring
På spørgsmålet om, hvad vi kan gøre fremadrettet for at sikre fremtiden for dyre- og plantelivet under havets overflade, er Carpenter klar i mælet.
“Løsningen er ikke at sende skibe ud for at rydde op. Det er simpelthen skruen uden ende.”
Han mener derimod, at de udslagsgivende løsninger skal komme oppefra og implementeres i samfundet via lovgivning.
“Vi er nødt til at begrænse produktionen af plastik. Men det handler i høj grad også om at vedtage en lovgivning, der kan regulere fremstilling og salg af plastik,” siger Carpenter og uddyber:
“Det er afgørende, at vi udvikler nedbrydelige erstatninger for eksempelvis engangsplast, da det ofte ikke kan nedbrydes på genbrugsstationer.”