Forestil dig, at du skal drage ud på en 5.000-10.000 kilometer lang rejse, hvor du bruger et helt år på at kæmpe dig tværs over Atlanterhavets mørke dyb for at ankomme til et næringsfattigt område, hvor du gyder én gang, inden du kollapser og dør af afkræftelse. Vel at mærke uden at have spist ét eneste måltid undervejs.
Og fik vi i øvrigt sagt, at dine tarme også går i opløsning i løbet af turen?
Det er i grove træk den utrolige historie bag en af de mest vanvittige og mytiske rejser i dyreriget: Den europæiske åls gyderejse fra de europæiske kyster til Sargassohavet stik øst for Bermuda-trekanten.
En farefuld færd, der har givet forskerne dybe panderynker helt siden den græske filosof Aristoteles første gang stillede spørgsmål til det slangelignende væsens oprindelse i det 4. århundrede f.Kr..
I sensommeren 1913 drog den danske biolog og havforsker Johannes Schmidt ud på en ekspedition for at finde ud af, hvorfor man endnu ikke havde fanget ål, som var yngre end tre år i Europa. I Sargassohavet lykkedes det ekspeditionsholdet af fange ålelarver helt ned til 1,7 centimeter, hvilket styrkede teorien om, at fisken gyder omkring 6000 kilometer fra sit hjem. I dag, mere end 100 år efter, er store dele af ålens liv dog stadig lidt af et mysterie.
For selvom forskere har mistænkt Sargassohavet som ålens gydested i mere end 100 år, har ingen nogensinde fundet en voksen europæisk ål i området - heller ikke resterne af den, eller et åleæg for den sags skyld. Og forskerne har derfor manglet det endegyldige bevis.
Men nu har et internationalt hold af biologer udgivet en ny undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports, hvor de har udstyret ålene med satellit-sendere og fulgt de slangelignende væsener på den sidste del af ruten - helt ind i Sargassohavet.
"Vi har lukket hullet fra de europæiske kyster og ned til gydeområdet, så nu har vi snart styr på hele ålens livscyklus," lyder det fra Kim Aarestrup, der er professor ved DTU Aqua og en af forskerne bag den nye undersøgelse.
Rejsen tog længere end ventet
Forskerne indfangede 26 store europæiske hunål, som de mærkede med satellitsendere og slap løs fra øgruppen Azorerne, som er det område, hvor tidligere undersøgelser har sporet den europæiske ål til.
Mærkerne målte bl.a. temperaturen omkring ålene, dybden og mængden af lys og sendte tallene tilbage til forskerne gennem mere end 12 måneder. Forskerne modtog data fra i alt 23 satellitmærker på forskellige stadier af gyderejsen, hvoraf seks af ålene nåede hele vejen til Sargassohavet.
Senderne afslørede, at ålene konsekvent migrerede mod Sargassohavet, og at rejsen til deres ynglepladser, ganske overraskende, tager over et år. Og det er længere tid end ventet, da forskerne hidtil troede, at ålefiskene drog ud på deres farefulde flytning fra de europæiske vandløb i efteråret og gydede det efterfølgende forår.
Skrøbelige larver kræver beskyttelse
Hvorfor ålene tager den op mod 10.000 kilometer lange rejse for at yngle i det kvælstoffattige hav ud for Bermudas kyst, ved forskerne endnu ikke præcist.
Men én teori er, at det skyldes de gennemsigtige skrøbelige ålelarver, der skal migrere tilbage til den europæiske kyst efter to til tre års rejse og selvfølgelig helst ikke skal spises først.
Og her er Sargassohavet et godt bud, forklarer professor ved DTU Aqua Kim Aaerestrup.
"Sargassohavet er nærmest som en marin ørken, hvor der ikke er ret meget, der kan spise dig. Der er så til gengæld heller ikke ret meget mad til larverne. Men satellitmålinger har vist, at larverne primært befinder sig i de zoner, hvor det kolde og næringsfattige vand mødes med det varme og næringsrige. På den måde får de skrøbelige kræ det bedste ud af en dårlig situation," siger han.
Ifølge forskerne skal den nye undersøgelse gøre os klogere på, hvordan vi kan beskytte den kritisk truede europæiske ål, som har oplevet en nedgang på hele 95% i bestanden siden 1980'erne. Blandt andet på grund af klimaforandringer, forurening og forhindringer på deres lange ruter.
Samtidig kan undersøgelsen være med til at afdække den mystik, der har omgærdet det lange havdyr nærmest lige siden, det første gang blev opdaget, forklarer Kim Aarestrup.
"Ålen har jo den her fuldstændig sindssyge livscyklus og spørgsmålet omkring dens oprindelse går flere tusind år tilbage, lyder det.