Shutterstock
Mikroplastik

Forskere afslører overraskende store mængder mikroplast i luften

Der kan gemme sig langt mere mikroplastik i luften, vi indånder, end vi nogensinde havde forestillet os, mener forskere.

De er blevet fundet i alt fra brystmælk til regnvand, moderkager, bordsalt, husstøv og vand fra hanen.

Det er efterhånden et velkendt faktum, at de mikroskopiske plastpartikler på under 5 mm, såkaldt mikroplastik, kryber ind i alle afkroge af vores tilværelse - selv vores væv.

Nu har forskere fra University of Auckland, som nogle af de første nogensinde, beregnet den totale mængde af mikroplastik, der falder ned over en hel by - i dette tilfælde New Zealands største by, Auckland.

Ifølge dem tyder resultaterne på, at verdens forskere kan have undervurderet mængden af mikroplastik i luften dramatisk.

Særlig metode afslørede de mindste partikler

I undersøgelsen blev den luftbårne mikroplastik i New Zealands største by fanget i en særlig tragt placeret i en trækasse på taget af et en central universitetsbygning i byen samt i en villahave i en af byens forstæder.

De fleste partikler var for små til at opdage med det blotte øje. Derfor tilsatte forskerne et farvestof, der udsendte lys under bestemte forhold og en særlig varmebehandling til at udpege de små partikler og analysere hele massen.

Metoden gjorde det muligt at opdage partikler i en størrelse på helt ned til 0,01 millimeter. Og det afslørede, at hele 74 tons mikroplastik hvert år daler ned over Auckland fra atmosfæren svarende til mere end tre millioner plastikflasker.

Mikroplast fundet i havet.

Mikroplast defineres som plast som måler under 5 mm i lengden. De siste årene har det vært obdusert hvaler med opp til førti kilo plast i magen.

© Shutterstock

Forsker: "Skal måle hvor meget vi indånder"

Det gennemsnitlige antal plastpartikler per kvadratmeter på en dag i og omkring den newzealandske storby var 4.885. Til sammenligning fandt forskere 771 partikler per kvadratmeter i London i en undersøgelse fra 2020, 275 per kvadratmeter i Hamborg i 2019 og 110 i Paris i 2016.

Forskerne mener selv, at den store forskel i målingerne kan skyldes, at de i den nye undersøgelse har brugt det, de kalder "avancerede kemiske metoder" til at opspore de allermindste af partiklerne.

"Fremtidige undersøgelser skal måle, præcis hvor meget plastik vi indånder. Det bliver mere og mere åbenlyst at det her er en vigtig eksponeringsvej," forklarer forskningsleder Dr Joel Rindelaub i en pressemeddelelse.

De små kan være farligst

At vi konstant udsættes for de mikroskopiske plastpartikler i luften, er heller ikke en overraskelse for Nanna B. Hartmann. Hun er seniorforsker i Miljøeffekter af Mikroplast og Nanomaterialer ved Danmarks Tekniske Universitet og har i flere år beskæftiget sig med skyggesiderne af plastmaterialets globale sejrsgang.

"Vi ved, at der er mikropartikler i luften, både indendørs og udendørs. Tallene i undersøgelsen er højere, end vi har set det tidligere. Men vi ved også fra fx undersøgelser i havet, at vi finder mere mikroplastik, når vi først begynder at måle for de helt små partikler, som de også har gjort det i undersøgelsen her," siger hun.

Ifølge undersøgelsen kan den såkaldte Hauraikibugt op mod Auckland gøre problemet i byen større, da bølgerne transporterer mikroplastik fra havet op i luften. Alligevel må vi indstille os på, at mikroplastikken er et globalt problem, forklarer Nanna B. Hartmann.

"Der vil altid være lokale forhold, der gør sig gældende - fx i forhold til vindretning og placering. Men vi ved, at plastpartikler kan transporteres med luftstrømme over hele kloden, og at mikroplastik, der fx bliver luftbårent i Europa, godt kan havne på Arktis," forklarer hun.

Mikroplastik er betegnelsen for alle partikler under 5 mm, men plaststykkerne kan også blive helt ned til 0,02-0,03 mm som her.

© Institute of Hydrodynamics

Læs også:

Vores viden om sundhedsfaren ved mikroplastik er stadig umoden. Men partiklernes størrelse kan have stor betydning, forklarer Nanna B. Hartmann.

"Jo mindre plastpartiklerne er, desto større risiko er er der for, at de kan krydse membraner og trænge ind i vævet og organerne på mennesker. Og det giver anledning til bekymring for effekterne," forklarer hun.