Forskere: Derfor lever små hunde længst
Forklaringen kan spores tilbage til menneskets selektive avl af de store hunderacer, viser forskning.
En Chihuahua og Grand Danois er åbenlyst af vidt forskellige størrelser. Tilmed har de vidt forskellige muligheder for at leve et langt liv.
Hunde bryder med en naturlov, der ellers gør sig gældende i det meste af dyreriget; nemlig at en større krop giver en længere levetid.
Se f.eks. på elefanter og hvaler, der lever væsentligt længere end mus og andre smågnavere.
Blandt hunde lever de mindste til gengæld ofte længst - og som med så meget andet, der synes naturstridigt, ligger skylden delvist hos os mennesker.
Sådan lyder det fra to australske forskere i en undersøgelse bragt i tidsskriftet American Naturalist.
Her peger de på, at små hunde lever længere, fordi større hunde oftere rammes af kræft og dermed dør tidligere.
Den højere kræftforekomst skyldes ifølge forskerne, at menneskene har avlet visse hunde til at blive større gennem selektiv avl, og at de pågældende racer nu lider under et “evolutionært efterslæb.”
Med andre ord har hundenes naturlige forsvar mod kræft ikke kunnet følge med deres vækst.
Menneskets bedste ven
- De tamme hunde, som vi kender dem i dag, begyndte som ulve for mellem 27.000 og 40.000 år siden og er siden blevet avlet af mennesker til at udfylde bestemte roller, lige fra jagt og fårehold til rottefangst - og til slet og ret at se søde ud
- I dag er hunde vidt forskellige i størrelse og statur, og det samme gælder deres levealder.
- Chihuahuaer lever f.eks. mellem 15 og 17 år, mens Grand Danois kun lever mellem 8 og 10 år.
I deres undersøgelse har forskerne gransket dødsårsagerne og levetiden på tværs af 164 hunderacer af forskellige størrelser ved hjælp af offentliggjorte data om hunderacer fra hele verden.
Og deres data efterlod ingen tvivl:
"Større hunde blev ikke nødvendigvis ældre hurtigere end de mindre racer. Men forskningen viste, at i takt med at racens gennemsnitlige kropsvægt steg, steg også kræftfrekvenserne," siger Jack da Silva, der er medforfatter til artiklen og evolutionær genetiker ved University of Adelaide i Australien, i en pressemeddelelse.
Ifølge forskerne stemmer deres opdagelse overens med en biologisk teori kendt som "disposable soma"-teorien, der blev præsenteret for første gang tilbage i 1977.
Teorien går kort fortalt ud på, at kroppen bruger sine ressourcer på to hovedformål: At vedligeholde sig selv og at reproducere.
Ifølge teorien vil kroppen prioritere reproduktionen på bekostning af vedligeholdelsen af kroppen, når ressourcerne er begrænsede. Det kan bl.a. gå ud over kroppens kræftforsvar, celler og væv, der kan blive forsømt og som konsekvens blive ødelagt.