Shutterstock

Forskere fremlægger mulig løsning på vandmangel

Med ny og simpel metode mener forskere at kunne høste store mængder drikkevand.

Kun 2,5 procent af Jordens vand er ferskvand - og bare 0,007 procent af vandet kan drikkes.

Det er langt fra nok til at dække behovet for klodens otte milliarder indbyggere, og hundredevis af millioner lider under vandmangel.

Derfor falder en ny undersøgelse på et tørt sted.

Forskere fra University of Illinois Urbana-Champaign har nemlig fundet en mulig løsning på den globale vandkrise, som de har beskrevet i en artikel i tidsskriftet Nature Scientific Reports.

Vil opsamle vanddampen

Ved at opsamle vanddampen, der befinder sig lige over havets overflade, og fragte den ind på land, kan man ifølge forskerne kondensere dampen og omdanne den til ferskvand.

Med andre ord vil forskerne kopiere den naturlige proces, hvor damp fra havet transporteres ind på land og afkøles, hvorefter det kondenserer og regner ned over landjorden som nedbør. Den eneste forskel er, at forskerne med metoden vil kunne bestemme, hvor dampen bliver ledt hen - og dermed hvor den bliver tilgængeligt som drikkevand.

Illustrationen viser, hvordan man kan samle vanddamp fra havoverfladen og lede dampen ind på landjorden, hvor et anlæg kan omdanne den til ferskvand.

© Praveen Kumar og Nature Scientific Reports

I modsætning til traditionel afsaltning af havvandet kan fremgangsmåden nemt opskaleres, lyder det fra forskerne.

Metoden er nemlig langt mindre energikrævende end konventionel afsaltning, og samtidig bliver miljøet ikke overbelastet som ved afsaltning, der er kendetegnet ved at skabe en stor produktion af spildevand, der er fyldt med salt og tungmetaller.

Undersøgelsen bygger på analyser fra 14 områder i verden, der er truet af mangel på rent drikkevand.

Resultaterne kan ifølge forskerne især være af betydning for de af verdens egne, der er ramt at mangel på drikkevand, og som samtidig ligger tæt på havet.