Forskere har fundet sammenhæng mellem jordskælv og kosmisk stråling
Gennem analyse af store mængder data mener forskere, at de kan påvise en sammenhæng mellem kosmisk stråling og seismisk aktivitet. Opdagelsen kan måske hjælpe med at forudsige jordskælv.
Ved at måle ændringer i den såkaldte sekundære kosmiske stråling mener forskere, at de kan se en sammenhæng med ændret aktivitet i Jordens kerne og derved magnetfelt. Dette kan måske være med til at forudsige jordskælv.
Kraftige jordskælv kan være katastrofale, og de medfører ofte tab af menneskeliv og store materielle ødelæggelser.
Myndigheder verden over har længe søgt efter måder, hvorpå de forudsige hvor og hvornår, et jordskælv vil ramme.
Forskere tilknyttet det internationale forskningsprojekt CREDO (Cosmic Ray Extremely Distributed Observatory), anført af Institute of Nuclear Physics i Polen, kan være kommet et skridt nærmere.
I en forskningsartikel i tidsskriftet Journal of Atmospheric and Solar-Terrestrial Physics mener de at kunne påvise en statistisk sammenhæng mellem seismisk aktivitet på Jorden og ændringer i intensiteten af den kosmiske stråling fra rummet, der kan registreres på vores planets overflade.
Magnetfelt påvirker stråling
Kosmisk stråling er partikler med høj energi, der rammer Jorden fra rummet. Den direkte stråling kaldes primær stråling, og den består af frie elektroner og atomkerner.
Når den primære stråling rammer Jordens atmosfære, kolliderer partiklerne med gasmolekyler, og der dannes såkaldte sekundær partikler som myoner og neutrinoer.
De fleste af disse partikler i denne sekundære kosmiske stråling absorberes i atmosfæren, inden de rammer Jorden. Og det er ændringer i denne sekundære kosmiske stråling, som CREDO-forskerne har undersøgt.
Hvirvelstrømme i vores planets flydende kerne menes af flere forskere at være ansvarlige for at generere Jordens magnetfelt, som beskytter og afbøjer ladede partikler i den primære kosmiske stråling.
Kosmisk stråling er stråling af ladede partikler fra rummet. Størstedelen af den kosmiske stråling, vi kan måle på Jorden, kommer fra Solen, men den kan også komme fra andre stjerner og supernovaer.
Forskerholdet havde en idé om, at hvis store jordskælv kunne være forbundet med forstyrrelser i de stoffer, der driver planetens indre ”dynamo”, så kunne disse forstyrrelser ændre magnetfeltet.
Dette ville så igen påvirke sporene af partikler fra den primære kosmiske stråling på en måde, der afhænger af dynamikken i forstyrrelserne inde i vores planet.
Som et resultat burde måleinstrumenter på Jorden observere ændringer i antallet af de sekundære kosmiske strålepartikler, der registreres.
Computersimulering af Jordens magnetfelt hvor linjerne repræsenterer magnetiske feltlinjer. Når der sker ændringer i Jordens kerne, ændrer magnetfeltet sig også, hvilket igen skaber ændringer i intensiteten af kosmisk stråling målt fra Jorden. Disse ændringer kan sige noget om den seismiske aktivitet på vores planet.
Med andre ord: Kan forskerne se ændringer i de sekundære kosmiske stråler, kan det have en sammenhæng med planetens magnetfelt, fordi kernens aktivitet ændrer sig, og jordskælv kan være på vej.
Svar i statistik
For at teste denne påstand analyserede forskerne data, der indeholdt intensitetsgraden i kosmisk stråling fra det internationale netværk Neutron Monitor Database og Pierre Auger Observatoriet i Argentina.
Disse data blev holdt op mod ændringer i solaktiviteten i data hentet fra Solar Influences Data Analysis Centre og oplysninger om seismiske aktiviteter på Jorden fra U.S. Geological Survey.
Ved at undersøge nogle specifikke perioder fra de mange datakilder kunne forskerne se en klar sammenhæng mellem ændringer i intensiteten af den sekundære kosmiske stråling og den samlede størrelse af alle jordskælv på 4 eller højere på richterskalaen.
Derudover kunne forskerne se, at 15 dage efter ændringer i den sekundære kosmiske stråling, så steg antallet af seismiske aktiviteter. Det kan give en varsling i god tid, inden et jordskælv opstår.
Selvom forskerne understreger, at det ikke betyder, at kosmisk stråling forårsager jordskælv, så kan de blot se en sammenhæng mellem de to fænomener.
Opdagelsen fortæller heller ikke noget om, hvorhenne jordskælv kan opstå, men den fortæller kun noget om aktiviteter på globalt plan.
Forskerne håber, at fremtidig forskning kan klarlægge sammenhængen yderligere, og at denne viden kan bruges til at finde ud af, hvornår jordskælv opstår i god tid.