Mange af os vil nok forsøge at brøle som en løve, hvis vi blev bedt om at imitere lyden af en dinosaur.
Men det giver ikke rigtig mening, hvis formålet er at efterligne en såkaldt ankylosaurus, som tilhørte en gruppe af pansrede planteædere, som ikke var nært beslægtede med fugle.
En undersøgelse af ældgamle fossiler foretaget af en gruppe japanske forskere, peger nemlig på, at ankylosaurus ikke blot udtrykte sig ved at brøle højlydt.
Forstenet strubehoved
Nøglen til at kortlægge lyden af ankylosaurus skal findes i et fossil, som blev udgravet i 2005 i Mongoliet.
Forskerne mener nemlig, at der kan være tale om det første fossil af et strubehoved fra en dinosaur, hvilket blandt andet er interessant, fordi stemmebåndene sidder beskyttet bag strubehovedet.
Ved at analysere strubehovedet, som i dette tilfælde bestod af knogler, kunne forskerne sammenligne dets proportioner med strubehoveder fra flere fuglearter og reptiler, herunder krokodiller, gekkoer og skildpadder.
Her fandt de blandt andet frem til, at den del der udgør bunden af strubehovedet, var meget stor sammenlignet med andre dyrs.
“Det tyder på, at denne dinosaur kunne åbne sine luftveje så meget, at de kunne lave lyde, som kunne høres på lang afstand,” siger palæontolog Junki Yoshida fra Fukushima Museum i Japan til The New York Times.
Den anden del af fossilet var meget aflangt i sin udformning, hvilket minder meget om de knogler, som fugle bruger til at ændre form på luftrøret, når de synger eller pipper i forskellige tonelejer.
Hverken brøl eller pip
Ved at sammenligne disse strubehoveder og lytte til, hvordan reptiler som krokodiller lyder, har forskerne kunnet kvalificere deres bud, hvordan ankylosaurus har lydt.
“Lydene ligger inden for det spektrum af lyde, vi kunne forvente”, siger palæntolog Victoria Arbour fra Royal BC Museum i Canada.
Ifølge Arbour, som ikke var involveret i undersøgelsen, har man hidtil regnet med, at dinosaurer har udtrykt sig ved hjælp af dyb knurren og hvæs.
“Vi føler os ret sikre på, at dinosaurlyde har mindet en del om dem, vi kender fra krokodiller. Men vi ved også, at fugle kan modificere den lyd, de lukker ud af struben på en mere nuanceret måde,” siger hun og uddyber:
“Der er næppe tale om lærkesang, men med undersøgelsen tyder det på, at ankylosaurus måske har haft et mere nuanceret sprog, end vi hidtil har antaget.”
Junki Yoshida understreger i forlængelse heraf, at det endnu ikke er muligt at fastslå dinosaurernes specifikke lyde, men at ankylosaurus godt kan have udtrykt sig via kvidrende og kurrende lyde.