Hvordan scenariet helt præcist udspillede sig for 250 millioner år siden, står dog endnu ikke helt klart for forskerne.
Nikkel og zink
Tidligere forskning har blandt andet kædet de store vulkanudbrud sammen med kemiske ændringer i oceanerne og havdyrenes forsvinden. Det gælder ikke mindst forekomsten af nikkel og zink.
Både nikkel og zink har det imidlertid med at blive en del af Jordens overflade igen, hvilket ikke er tilfældet for isotoper af kviksølv.
Kviksølvets lange “levetid” og evne til ikke at blive en del af naturen kredsløb igen, gør disse isotoper særligt interessante, da de kan gøre os klogere på vulkansk aktivitet verden over.
Fra nord til syd
Hidtil har forskning vedrørende The Great Dying primært fokuseret, hvordan fænomenet udspillede sig på den nordlige halvkugle.
Det har indtil videre efterladt de voldsomme vulkanudbruds indvirkning på den sydlige halvkugle en kende underbelyst.
Nu har et internationalt hold af klimaforskere imidlertid fundet og undersøgt isotoper af kviksølv i henholdsvis Karoo-bassinet i Sydafrika og Sydney-bassinet på den australske østkyst.
Selvom både Afrika og Australien på tiden for de mange vulkanudbrud var en del af superkontinentet Pangea og derfor sad sammen, viser fundet af isotoperne, hvor kraftige udbrud, der var tale om, og hvilken indvirkning disse udbrud har haft på hele verden.
“Ved at finde frem til alderen på disse isotoper, kan vi spore os yderligere ind på, om tidspunktet for den store udryddelse og de voldsomme vulkanudbrud i Sibirien er sammenfaldende,” siger geolog Tracy Frank fra University of Connecticut til ScienceAlert.
Franks fokus på vulkanudbruddene som den udløsende faktor bakkes op af hendes kollega Christopher Fielding fra samme universitet.
“Det var ikke tale om én meget dårlig dag på Jorden. Det skete over tid, og de nyeste resultater peger også på, at vulkanudbruddene var hovedårsagen til udryddelsen,” siger han.