Forskere: Livet på Jorden skyldes ikke højere iltindhold

Ny viden punkterer teorien om, at højere iltindhold var årsag til de første avancerede organismer i havene.

Forskerne har analyseret stenprøver fra blandt andet en bjergkæde i Oman i Mellemøsten, som befandt sig på havbunden, dengang liv begyndte at myldre frem på Jorden.

© Christian J. Bjerrum

Lærebøgerne skal skrives om, når det gælder teorien om, hvordan der opstod liv på Jorden.

Det konkluderer et nyt studie, som blandt andre forskere fra Københavns Universitet har deltaget i.

Indtil nu har man troet, at en stigning i mængden af ilt udløste en eksplosion af flercellet liv i havene for mellem 685 og 800 millioner år siden.

Men nu viser studiet, at iltniveauet på Jorden ikke steg på det tidspunkt - snarere tværtimod.

"Helt konkret betyder det, at vi skal gentænke en masse ting, som vi troede var barnelærdom, og lærebøger skal revideres og skrives om," siger lektor Christian J. Bjerrum, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, i en pressemeddelelse.

Forskerne har analyseret stenprøver fra blandt andet en bjergkæde i Oman i Mellemøsten, som befandt sig på havbunden, dengang liv begyndte at myldre frem på Jorden.

Til forskernes overraskelse viser resultaterne, at iltniveauet på Jorden ikke steg. Det forblev fem til ti gange lavere end i dag, hvilket svarer til ilten i omkring to gange Mount Everests højde.

"Vores målinger giver et godt gennemsnitligt billede af, hvordan iltniveauet har været i verdenshavene på den tid, og vi kan se, at der ikke var en kæmpe stigning i mængden af ilt, da det mere avancerede dyreliv begyndte at udvikle sig og dominere Jorden. Faktisk var der nærmere et lille fald," siger lektor Christian J. Bjerrum

Det nye resultat gør ifølge lektoren op med en 70 år gammel antagelse af, at et højt indhold af ilt var afgørende for, at mere avanceret liv kunne udvikle sig.

Men hvis det ikke var ekstra ilt, der udløse en eksplosion af liv for flere hundrede millioner år siden, hvad var det så?

Måske det stik modsatte, lyder svaret fra Christian J. Bjerrum.

"Vi ved, at dyr og mennesker skal kunne styre en lav koncentration af ilt for at holde styr på deres stamceller, så de kan udvikle sig langsomt og bæredygtigt. Er der for meget ilt, vil cellerne udvikle sig og i værste fald mutere helt vildt og gå til grunde. Det er slet ikke utænkeligt, at den mekanisme har gjort sig gældende dengang," siger han.

Han henviser til, at det samme fænomen er studeret inden for cancerforskningen i stamceller hos mennesker og dyr.

Her har kolleger på Lunds Universitet påvist, at et lavt iltniveau er afgørende for, at cellerne holdes i kontrol, indtil organismen beslutter, at cellen skal videreudvikles til eksempelvis en muskelcelle.