ANFC
malet hornhaj

Forskere opdager ny haj-art med menneskelignende tandsæt

Hajarten, der er fundet hundrede meter under havet i det nordlige Australien, minder mest om uddøde hajer fundet i fossiler.

Det er ikke hver dag, man finder en ny hajart. Og det er slet ikke hver dag, man finder en ny hajart med et særligt sæt kindtænder.

Det er dog hvad forskere fra Australian National Fish Collection (ANFC), der er en del af den australske statslige myndighed CSIRO, har gjort.

Hvad de først troede, var den allerede kendte zebrahornhajer (Heterodontus zebra), viste sig at være en ny art.

Den nye art har fået navnet malet hornhaj (eng. painted hornshark, latin Heterodontus marshallae), og den er beskrevet i en forskningsartikel i tidsskriftet Diversity.

Den tilhører hajordenen Heterodontiformes, der er kendetegnet ved deres unikke kropsform og små horn, der stikker ud over øjnene, hvilket var grunden til, den blev forvekslet med en zebrahornhaj.

"Begge arter er blege med 22 mørkebrune bånd og sadler. Men de har små forskelle i markeringerne på deres snuder og under deres gællespalter. Deres æggeskaller er også forskellige," fortæller professor Will White fra ANFC i en pressemeddelelse.

"På trods af deres meget ens udseende er Heterodontus marshallae genetisk tættere beslægtet med Port Jackson-hajen, Heterodontus portusjacksoni.”

Men hvor zebrahornhajen lever på lavere vand i Indonesien og nordpå til Japan, så lever den malede hornhaj ud for det nordvestlige Australien i farvande på 125 til 229 meters dybde.

malet hornhaj tænder

Her ses de øvre (tv) og nedre (th) tandrækker på den malede hornhaj. Forrest er der almindelige spidse hajtænder, som vi kender fra andre arter, men bagerst er der flade kindtænder, som de kan knuse skaldyr med.

© ANFC

Mærkeligt tandsæt

En anden ting den malede hornhaj dog har til fælles med zebrahornhajen, er dens unikke tandsæt.

Faktisk har alle hornhajer rækker af hajlignende tænder forrest, men rækker af menneskelignende kindtænder bagest, hvilket afskiller dem fra andre hajer.

Det gør, at de har en stor kæbe i forhold til deres kranium, hvilket gør dem i stand til både at spise bløddyr men også knuse krebsdyr med kindtænderne.

Det var fangsten af en malet hornhaj-han i november 2022, hvor forskerne undersøgte Gascoyne Marine Park i vestaustralien ombord på forskningsskibet Investigator, der slog fast, at de havde fundet en ny art.

De havde allerede undersøgt seks hunner og et æggehylster, som havde antydet, at de måske var på sporet af en ny art.

Men fordi hanner har unikke ydre forplantningsorganer for hver art, kunne de først fastslå, at den malede hornhaj var en ny art, da de havde undersøgt den 53 centimeter lange han.

Hornhajer interesserer generelt mange marinbiologer, fordi de adskiller sig meget fra andre hajarter.

"Denne orden af hajer ligner fossiler af for længst uddøde hajer på grund af lignende morfologi, herunder pigge. Men vi ved nu, at de ikke er nært beslægtede," fortæller forsker Helen O'Neill fra ANFC i pressemeddelelsen.